Spol tiden tilbage til 1800-tallet. Den danske natur bød på ulve, vildsvin og en kongeblå svamp ved navn indigoskorpe (Terana caerulea).
Ulven er tilbage, det samme er svampen. Men modsat rovdyret, blev svampen ikke jaget ud af landet.
Et varmere klima gør den nordiske natur mere hjemlig for svampen. Det er i hvert fald buddet fra Jacob Heilmann-Clausen, der er lektor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Globe Institute ved Københavns Universitet.
»Årsagen til, at arten nu er kommet tilbage til Danmark, er usikkert, men en mulig forklaring er klimaforandringer. Det passer også godt med, at arten er dukket op netop i en bynær skov, da klimaet lokalt i storbyområder typisk er nogle grader varmere end i det omgivende landskab,« siger han til tv2kosmopol.dk.
Det er fortsat uvist, hvorfor svampen forsvandt i første omgang. Men det er helt sikkert, at svampeentusiaster nu har fået endnu en art at gå på jagt efter i de danske skove.
bhe






























