Mangler du et spændende, lærerigt og udfordrende studiejob, som kan åbne døre til dine fremtidige drømmejob?
Har du journalistisk tæft og gå-på-mod, og vil du gerne udvikle dig endnu mere som en del af et godt og kreativt arbejdsmiljø med højt til loftet?
Så er du måske Videnskab.dk’s nye medarbejder.
Redaktionen på Videnskab.dk søger en dygtig studentermedhjælper, som læser journalistik eller kommunikation, til at hjælpe med forskellige redaktionelle opgaver.
Du bliver en del af en ung redaktion, og stillingen vil træne dig i alle led i processen med at forvandle indimellem tungt og kompliceret stof til velfortalte og spændende digitale historier, herunder:
- at skrive fængende rubrikker
- vinkle og skrive skarpt uden at glemme nuancerne
- udvælge gode billeder
- indtænke og arbejde med digitalt ekstraudstyr som faktabokse, infografikker, kort og embeddede elementer
- ideudvikling, sparring og feedback
Jobbet er en unik mulighed for at få erfaring med og indsigt i et nyhedsmedies behandling af videnskabsstof – en proces, der både er fascinerende og spækket med udfordringer, dilemmaer og konstant læring.
Vi garanterer derfor, at jobbet vil gøre dig stærk i et af tidens allerstørste begreber: Troværdig formidling, og hvad det indebærer.
Om jobbet
- Din primære opgave bliver at hjælpe med diverse redaktionelle opgaver.
- Du skal blandt andet skrive korte, skarpe tekster som citathistorier fra danske eller udenlandske medier og små artikler, der er båret af fotoserier, videoer eller podcasts.
- Du skal også hjælpe med at lægge indhold ind i vores CMS (WordPress) og gøre det klar til publicering på web med billeder, videoer, faktabokse og links.
- Arbejdstiden er på cirka 15 timer om ugen, og vi er en fleksibel arbejdsplads. Dertil tager vi naturligvis hensyn til dine eksamener og studiesituation.
Om dig
- Du er under uddannelse indenfor journalistik eller kommunikation og har minimum et år tilbage som studerende, men meget gerne mere.
- Du besidder en veludviklet sans for journalistik, og hvis du har erfaring fra praktik eller andre lignende stillinger, er det et plus.
- Derudover skal du have lyst til at arbejde med digital formidling og optimere brugeroplevelsen.
- Du behøver ikke have erfaring med videnskabsstoffet, men du er nysgerrig og forstår vigtigheden af at være grundig og tænke kritisk.
- Du er omhyggelig og reflekteret, men kan også arbejde hurtigt, når du skal - og du er god til at gribe opgaver og tage selvstændige initiativer.
- Sprogligt er du stærk - du kan stave, sætte kommaer og formidle æggende og dækkende.
- Du har lyst til at være en del af en entusiastisk og hyggelig redaktion, der samarbejder tæt om at levere det bedst mulige produkt, og som også husker at spise kage og samles om kreative og sjove sociale arrangementer undervejs.
Om os
- Videnskab.dk er et populærvidenskabeligt netmedie, som hver dag producerer spændende journalistik om alle grene af videnskaben til alle danskere.
- Vi er prisvindende og sætter dagsordenen på videnskabsstoffet med op mod en million brugere om måneden.
- Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er de værdier, der gennemsyrer alt, hvad vi arbejder med.
- Videnskab.dk drives af en uafhængig redaktion, der består af otte journalister samt praktikanter, studentermedhjælpere, projektmedarbejdere og freelancere.
- Vi har en rar omgangstone og et inkluderende arbejdsmiljø, og vi vægter trivsel.
- Redaktionen holder til i Valby i et gammelt fabrikskompleks med mange andre kreative virksomheder - tæt på København Syd St. og i cykelafstand til Hovedbanegården.
- Hvad lønnen angår, følger vi Statens overenskomst med HK for studentermedhjælpere.
Praktisk
Du skal gerne kunne starte hos os i august eller september 2025.
Vi holder løbende samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt.
Send din ansøgning med CV og eventuelle referencer samt gerne eksempler på egne produkter til redaktionssekretær Ditte Holst Svane-Knudsen på dsk@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk.
Vil du vide mere om jobbet, kan du ringe eller skrive til redaktionschef Jonas Salomonsen på tlf. 20 44 78 74 / js@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk.

Ditte Holst Svane-Knudsen
Redaktionssekretær, visuel redaktør






























