En mandag i april 2024 blev det 2.400 år gamle moseligs hoved i al hemmelighed fragtet i en stationcar til Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet.
Efter et døgns CT-skanninger og analyser kan forskere nu fortælle mere om Tollundmandens sundhedstilstand.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Så hvad ved vi nu efter skanningerne? At hans indre er overraskende velbevaret:
- Tollundmandens ene øje er helt intakt med form og synsnerver. Det andet er punkteret.
- Hans øjne og mund er også intakte med et »nærmest Mona Lisa-agtigt smil«.
- Man har nu fået detaljerige billeder af hans tænder, som forskerne nu er i gang med at undersøge.
Selvom det er uvist, om Tollundmanden har haft tandsygdomme, kan de nye billeder bidrage med viden om netop det.
»Det kan fortælle, om han har haft adgang til ressourcer, eller om der har været kriser undervejs. Har han huller i tænderne, har han tandbylder, og har han stadig alle tænderne? Vi vil gerne vide så meget som muligt om ham,« siger Ole Nielsen, der er direktør på Museum Silkeborg, hvor Tollundmanden til daglig er udstillet.
Det har længe været den bærende teori, at Tollundmanden blev hængt, siden han for 74 år siden blev fundet med et læderreb om halsen.
\ Hvem var Tollundmanden?
I 1950 blev der fundet et lig af en mand i en mose vest for Silkeborg, som i dag er kendt som Tollundmanden. I dag er han på Silkeborg Museum.
Tollundmanden er cirka 2.400 år gammel og har gennem årene været genstand for flere videnskabelige undersøgelser. Tidligere Kulstof-14-dateringer har vist, at han døde mellem 405 og 380 f.Kr, og at han derfor levede cirka samtidig med den græske filosof Sokrates.
Han blev fundet med et læderreb om halsen.
Det anslås, at han var mellem 30 og 40 år, cirka 164-167 cm høj og brugte størrelse 41 i sko. Da han blev lagt i mosen, var han korthåret og forholdsvis nybarberet.
Tollundmanden var formentlig ved godt helbred, da han døde. Han led af fodvorter og af indvoldsorm.
Kilde: Museum Silkeborg
Men tidligere skanninger og røntgenbilleder har været knap så præcise. Derfor har man ikke kunnet afkræfte, om han var blevet kvalt.
Det er noget af det, som de nye billeder måske kan hjælpe med at belyse.
I de kommende måneder bliver det forskernes opgave at granske de nye skanningsbilleder for at kunne finde endnu flere detaljer om det velbevarede moselig.
tmmk






























