En dårlig frysepizza i Norge fik Malthe til at undre sig: To år og 70 pizzaer senere fejres hans idé på festival om lærerige specialer
Bæredygtige byer, kønsbias i vores sprog og historien om den norske frysepizza. Velkommen til Specialefestivalen, hvor de studerende tager ordet og gør dig klogere.
På to dage blev mere end 70 specialer præsenteret på de tre scener til Specialefestivalen. (Foto: Jeremy Bohdan).
Dagen efter nytårsaften i det begyndende år 2021 vågnede den danske universitetsstuderende Malthe Gaarden op i Norge med en stor lyst til at spise frysepizza.
En lyst, der blev banket til jorden af en tung og kedelig pizza købt i det lokale supermarked. Den norske version af frysepizza var mildest talt skuffende for hans danske smagsløg.
Den uforløste tømmermænds-trang til frysepizza blev begyndelsen på Malte Gaardens speciale.
»Det startede som en joke. Jeg havde en rigtig god vejleder, som var med på ideen, da jeg sagde, jeg vil undersøge, om nordmændene kan få bedre frysepizza,« siger Malthe Gaarden, der læste en kandidat i Technology-entrepreneurship på Danmarks Tekniske Universitet - DTU.
Malte Gaarden var en ud af omkring 70 kandidater fra danske universiteter, som for nylig fremlagde resultatet af deres specialer på en festival afholdt i den gamle politistation på Frederiksberg i hovedstaden.
Formålet med festivalen, der blev afholdt for anden gang, er at træne de studerende i at fremlægge deres speciale, så det får mere liv, end det ville få på universitetsbibliotekets støvede hylder.
Malthe Gaarden flyttede et år til Norge for at skrive sit speciale om de »elendige« norske frysepizzaer. (Foto: Benjamin Heide)
Norsk frysepizza
I sit speciale fandt Malthe Gaarden ud af, at frysepizzaerne i de norske supermarkeder er dårlige af to årsager: Nordmændenes madkultur er anderledes end danskerne, og der er monopoler på Norges fødevaremarked.
Annonce:
I sin research fandt han ud af, at madkulturen i Norge bare er anderledes end i Danmark. Både på grund af historien, hvor nordmændene ikke har haft adgang til korn på samme måde, som vi har haft i Danmark. Men også på grund af den norske forestillingsevne.
»Det,man ser i food science, er, at man ikke bare spiser, hvad man har tilgængeligt. Man spiser også, hvad man kan forestille sig. I Norge har man ikke kunnet forestille sig at spise ret meget. Helt op til 90'erne spiser alle nordmænd stort set kartofler hver dag,« siger Malthe Gaarden.
I Norge er de formentlig først senere begyndt at udvikle deres madkultur end i Danmark. De har desuden mere fokus på, at deres fødevarer skal være norske.
»I Danmark lægger vi for eksempel mere mærke til, at maden skal være økologisk og smage godt. I Norge er man mere interesseret i, om det er norskproduceret,« siger Malthe Gaarden.
Et andet vigtigt aspekt for udvalget af nordmændenes frysepizza er markedet. Her fandt han frem til, at der er tre giganter på fødevaremarkedet i Norge: Norgesgruppen ASA, Coop Norge SA og Rema 1000 AS.
Tilsammen står de for 96 procent af markedet og kaldes i Norge for et oligopol, hvilket gør det svært for nye spillere at komme på markedet. I 2020 blev de tre grossister endda dømt for at drive ulovligt prissamarbejde og fik en samlet bøde på 21 milliarder norske kroner.
Hvis Malthe Gaarden havde haft seks måneder mere til sit speciale, ville han have undersøgt grossisternes rolle dybere. Men for nu kan han konkludere: Nej, nordmændene kan ikke få bedre frysepizzaer, og de kan takke deres madkultur og fødevaremarked for det.
Annonce:
Jule Rumpel færdiggjorde sin kandidat i 2022 og arbejder i dag for BLOXHUB som Science Program Coordinator. (Foto: Jeremy Bohdan).
Katastrofehåndtering kommunalt
Kommunerne skal blive bedre til at tænke på klimatilpasning, og løsningen er bedre administration i kommunerne. Så klart lød budskabet fra Jule Rumpel, som præsenterede sit speciale om bæredygtige byer på Scene 1.
Hun er interesseret i klimatilpasning og håndtering af stormvand. Derfor var det oplagt for hende at kigge på 100-års stormen i Sydvesttyskland i 2021 og særligt på kommunen Kolln.
20 procent af al den regn, Kolln får på et år, fik den på en dag, da uvejret ramte for et par år siden. Infrastrukturen i kommunen var slet ikke forberedt på stormen.
»Det var åbenlyst, at det ikke fungerede optimalt. Men hvad var så problemet, og hvad kan man ændre for at blive bedre forberedt?« ville Jule Rumpel, der læste en kandidat i Engineering, Sustainable Cities på Aalborg Universitet, undersøge i sit speciale.
Hun fandt ud af, at håndtering af klimakatastrofer ikke blev håndteret i en egen afdeling i Kollns kommune på daværende tidspunkt. Det var heller ikke ordentlig integreret i de andre afdelinger.
Når der skulle bygges bygninger eller lægges store infrastrukturplaner, blev der ikke taget højde for klimatilpasning.
Der var heller ingen lovgivning om at tage højde for klimatilpasning i for eksempel kommunens byplanlægning.
Annonce:
Klimabeskyttelsen var i Kolln et ekstra gode. Noget, der kunne være godt at få gjort, men ikke nødvendigvis skulle gøres lige nu.
Jule Rumpel forestiller sig, at flere kommuner i EU står i samme situation. Kommunen i Kolln er kun udvalgt, fordi den oplevede den ekstremt voldsomme storm i 2021, ikke fordi kommunen er særligt udfordret administrativt.
Jule Rumpel færdiggjorde sin kandidat i 2022 og arbejder i dag for BLOXHUB som Science Program Coordinator. (Foto: Jeremy Bohdan).
Klima-lektie fra København
Hvad kan Kolln og andre kommuner så lære af katastrofen og Jule Rumpels speciale?
»Den åbenlyse løsning er at ændre ledelsessystemet. Måden, som kommunen fungerer, er ikke effektiv. Det giver ingen mening, at afdelingen i kommunen, som håndterer infrastruktur, ikke tænker på det grønne og omvendt. Det hele hænger sammen,« siger Jule Rumpel.
Alle afdelinger i kommunen skal tænke på klimahåndtering. Det giver ingen mening at bygge veje, opføre huse eller lave parker uden at medregne klimaforandringerne, når vi ved, at der kommer heftigere nedbør og tørkeperioder, mener Jule Rumpel.
Hun nævner Klimakvarteret på Østerbro som et eksempel, hvor det lykkedes at tænke klimatilpasning ind i byplanlægningen.
»De har formået at få en masse mennesker til at tale sammen om problemerne. Kommunen, forsyningsselskabet HOFOR og lokale borgere satte sig ned sammen og fandt frem til løsninger,« siger Jule Rumpel.
Annonce:
Det er den lærdom, som Kolln kunne have taget til sig, og andre kommuner skal tage til sig. Byplanlægning skal rumme at have fokus på transport, på at have flotte parker, men også på at være forberedt på ekstremt vejr.
Jule Rumpel nævner, at Klimakvarteret på Østerbro kom efter en voldsom storm i 2011 i København. Hun konkluderer, at det ofte er efter katastrofen rammer, at man begynder at medregne klimatilpasning.
Sara Marjanovic læser i dag en ph.d. på Københavns Universitet i Machine Learning. (Foto Sara Marjanovic).
Kønsbias på Reddit
Mandlige politikere har 1.500 procent større sandsynlighed for at blive kaldt ved deres efternavn end kvindelige, når folk på det sociale medie Reddit diskuterer politik, fandt Sara Marjanovic fra Københavns Universitet ud af i sit speciale.
Det er et af mange kønslige bias, som kan findes i sprogbrugen på Reddit, hvilket kan have stor betydning for sprogmodeller som ChatGPT.
»Jeg valgte Reddit, fordi det var meget nemt at få data derfra på det tidspunkt, de havde en meget åben politik. For det andet, fordi deres politik var så åben, var det mest sandsynligt, at data fra Reddit blev brugt til at udvikle sprogmodeller,« siger Sara Marjanovic, som læste en kandidat i IT & Cognition på Københavns Universitet.
Hvis sproget på Reddit er fuld af kønslig bias, følger den bias med over i sprogmodellerne. Det er uvist, om udviklerne bag ChatGPT har brugt data fra Reddit til at lave chatbotten, men det er muligt.
Men sikkert er det, at hvis en chatbot bruger data fra Reddit, vil den være farvet af de fordomme, der er i vores sprog. For eksempel vil chatbotten være mere tilbøjelig til at beskrive en sygeplejersker som en kvinde end en mand.
»Jeg fandt, at kommentarer om kvinder var kortere end om mænd, hvilket ikke var vildt interessant. Jeg kiggede også på sproget, hvor kvindelige politikere oftere bliver beskrevet kropsligt, om deres tøj og deres familier. Sjældent om deres profession og ideologi, som ellers er vigtigt,« siger Sara Marjanovic.
Hun var ikke overrasket over, at der er bias i sprogbrugen på Reddit. Men omfanget overraskede hende , at det var muligt at bevise det.
»Jeg har ikke spist frysepizza i tre måneder«
God research har sine ofre, hvilket alle der har gennemgået et speciale kan skrive under på. Når man skriver et speciale, kan man blive så opslugt, at det gennemsyrer hele tilværelsen for morgen til aften.
Men det er nok de færreste, der gennemgik, hvad Malthe Gaarden gennemgik i sin research. Han spiste alle norske frysepizzaer på markedet.
»Jeg kan bryste mig at have smagt alle varianter af frysepizza, der er på det norske marked. Jeg har ikke spist frysepizzaer de sidste tre måneder, fordi jeg har spist over 70 forskellige i Norge,« siger Malthe Gaarden.
Det lykkedes ham ikke at finde en frysepizza, som fik smagsløgene til at danse af glæde. Til gengæld er han nok den eneste, der har spiste 70 forskellige pizzaer og skrevet et speciale om det.
...om historiens vildeste begivenheder i Videnskab.dk's nyhedsbrev om fortiden.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.