De to tandemflyvende satellitter i Proba-3-missionen har sendt deres første billeder hjem (Illustration: ESA/P. Carril)
Se billederne: Vild mission skaber kunstig solformørkelse - og skal afsløre Solens brandvarme hemmelighed
Proba-3-missionen er sendt ud i rummet for et halvt år siden, og nu kan den vise omverden de helt unikke billeder af Solen, som DTU-forskere har været med til at gøre mulige.
Proba-3-missionen er sendt ud i rummet for et halvt år siden, og nu kan den vise omverden de helt unikke billeder af Solen, som DTU-forskere har været med til at gøre mulige.
Et sted ude i rummet flyver ikke bare en, men to satellitter fra det europæiske rumagentur ESA. De tordner af sted i nøje udvalgte baner, så de kan undersøge den voldsomme hede i det yderste lag af Solens atmosfære.
Solens korona.
Længe har forskere forsøgt at løse mysteriet om Solens korona. For atmosfæren omkring Solen er på en eller anden måde varmere end Solens overflade.
Og for at gøre mysteriet endnu mere interessant, har det været utrolig svært at undersøge koronaen med teleskoper, fordi den brændende sol lyser så kraftigt, at teleskopet blindes.
Men ikke for ESA’s nyopsendte satellitter, Proba-3. De flyver i en unik formation i et aflangt kredsløb om Jorden, og formationen gør det muligt at skabe en slags solformørkelse, så Solens kraftige lys dæmpes, og koronaen kan fanges. Også kaldet en koronagraf.
»Med Proba-3-koronagrafen vil vi på 6 timer lære mere om Solen, end vi har lært de sidste 3.000 år,« siger John Leif Jørgensen, der er professor på DTU Space, til Videnskab.dk.
John Leif Jørgensen og DTU Space har blandt andet bidraget med at lave teknologi, der gør formationsflyvningen mulig. Professoren mener, at den store fortælling med Proba-3 er, at ESA for en gangs skyld ikke halter bagefter USA og Kina.
Annonce:
Proba-3 fungerer som en kæmpe satellit
En solformørkelse er på ingen måde et nyt fænomen. Mennesker har kunnet se Solens korona, hver gang der er solformørkelse. Heller ikke en menneskeskabt lille solformørkelse eller koronagraf er ny indenfor rumfart.
Det nye og interessante ved Proba-3 er, at der bruges to satellitter: En til at blokere for Solen. En anden til at tage billeder af Solens korona.
Den store sorte prik er Solen, dækket af den ene satellit. De grønne lys er Solens korona, som giver forskere hovedpine. (Foto: ESA/Proba-3/ASPIICS/WOW algorithm).
»Andre satellitter har haft koronagrafer førhen. Men Proba-3 har en afstand på 140 meter fra den ene satellit til den anden, som gør det muligt at observere Solen bedre end tidligere,« siger professoren fra DTU.
Koronagrafen er simpelt fortalt bare en skive, der holdes op mod Solen. Hvis denne skive er 140 meter væk, er det muligt at dække Solens lys mere præcist og få et bedre overblik over koronaen med det kamera, der er på den anden Proba-3-satellit.
Førhen har en satellit med en koronagraf haft en afstand på måske en meter fra skive til kamera. Det giver mere uklare billeder, da for meget af Solens lys blokeres. Koronagraferne førhen er med andre ord upræcise i forhold til Proba-3.
Proba-3 fungerer i det lys som en kæmpe satellit, der med 140 meters afstand er større end selv de største satellitter i verden.
DTU Space har bidraget med at få satellitterne til at flyve med millimeters præcision, så koronagrafen eller solformørkelsen fungerer ideelt.
Annonce:
De har lavet navigationssystemet, der gør, at satellitterne kan finde hinanden og rykke ind i den præcise linje i omkring seks timer om dagen.
Solens korona består af en tynd supervarm plasma, som her danser i en violet farve. (Foto: ESA/Proba-3/ASPIICS).
»For at få formationsflyvningen til at virke med den nøjagtighed, der kræves, skal de to rumfartøjer holde deres positioner på linjen mod Solen bedre end 0,01 millimeter på tværs af sigtelinjen og 0,05 millimeter langs linjen,« siger John Leif Jørgensen.
Det betyder, at de ikke må bevæge sig mere end en hundrededel af en millimeter væk fra deres position. Det er mindre end tykkelsen af et hårstrå.
Man kan sammenligne det med at skulle placere to droner, som på en 150 meter lang snor balancerer hver sin smartphone, uden at den ene telefon bevæger sig bare en lille smule.
Solens korona har længe været et mysterium for forskere. Solens overflade er omkring 6.000 grader varm. Dens atmosfære er omkring en til to millioner grader varm.
John Leif Jørgensen sammenligner det med, at man på et komfur har en gryde, der er så varm som Solens overflade. Men vandet i gryden er på en eller anden måde mere end 300 gange varmere. Det virker på alle måder ulogisk, forklarer han.
Det mysterie interesserer i den grad også en anden forsker, Christoffer Karoff. Han er solforsker og forklarer, at bedre observationer af Solen også er vigtige for at blive klogere på de solstorme, der kan diktere vejret i rummet, ødelægge radiosignaler og skabe strømsvigt på Jorden.
Annonce:
»Først og fremmest ser jeg missionen som en teknologisk demonstration fra ESA. Men det er også interessant i forhold til en koronagraf,« forklarer Christoffer Karoff, der er lektor på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
I venstre side af billedet kan man antyde en lille storm i Solens korona. Når disse storme er voldsomme, kan de have fatale konsekvenser for os jordboere. (Foto: ESA/Proba-3/ASPIICS).
Christoffer Karoff fremhæver, at man kan bruge teknikken med koronagrafer til at undersøge exoplaneter, fordi samme problematik med skinnende stjerner gælder, når disse skal undersøges. Og så mener han, at missioner som Proba-3 har været en mangel i rumforskningen.
»Vi har ikke koronagrafer i rummet, der kan gøre det her. Så jeg mener, at de udfylder et hul for manglende observation af Solens korona,« siger Christoffer Karoff.
Missionen er ikke slut endnu
Proba-3 blev sendt op i december 2024. John Leif Jørgensen forklarer, at siden januar har satellitterne succesfuldt kunnet tage billeder af Solens korona.
Nu er de første billeder offentliggjort, og det virkelige arbejde for Proba-3 kan starte.
»Proba-3 skal til at producere. Det, vi i dag kan offentliggøre, er snapshots, blandt andet af et mindre udbrud på Solen. Men fremover skal der dagligt observeres og tages utallige billeder af korona,« forklarer John Leif Jørgensen.
Øverst til højre ses en prominens – en sky af køligt, tæt plasma, der hænger over Solens overflade. Den lyser tydeligt op mod den omgivende, langt varmere korona. (Foto: ESA/Proba-3/ASPIICS).
Forhåbentlig kan nogle forskere bruge de informationer, som satellitterne finder til at blive klogere på Solens mysterie.
Annonce:
Men John Leif Jørgensen ser mange fremtidsperspektiver i missionen. Den præcise flyvning kan for eksempel bruges ved docking, som er, når et rumfartøj skal kobles til et andet. Det kan også bidrage til at skabe et bedre og større satellitsystem, som kan give ESA et stort forspring i observationer af Solens korona og exoplaneter.
»Med den her teknologi kan det blive muligt at lave endnu mere avancerede systemer med flere rumfartøjer, der opererer sammen og giver endnu bedre observationer af rummet,« slutter John Leif Jørgensen.
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.