Mennesket stammer fra Afrika ligesom chimpanser, gorillaer og aber. Men vores fjerne forfædre, de tidlige primater, ser ud til at have udviklet sig andre steder - sandsynligvis i Asien - før de koloniserede Afrika.
For omkring 50 millioner år siden var Afrika en ø, isoleret af oceanerne fra resten af verden - så hvordan kom primater derhen?
En 'bro' af landmasse er den åbenlyse forklaring, som geologisk evidens dog på nuværende tidspunkt modsiger.
I stedet står vi tilbage med et langt mere usandsynligt scenarie:
Tidlige primater 'raftede' på naturlige flåder af sammenfiltrede grene, naturligt 'vraggods' og anden vegetation måske hundredevis af mil over oceanernes frådende bølger til Afrika.
Teorien blev anset som usandsynlig og vildt spekulativ
En sådan 'oceanisk spredning' blev engang anset af mange forskere som usandsynlig og vildt spekulativ.
Nogle forskerne støtter stadig 'landbro-teorien' ved enten at bestride geologisk evidens eller ved at hævde, at primatforfædrene fandt vej til Afrika, længe før nuværende fossile fund indikerer - før kontinentet delte sig.
Men der er voksende konsensus om, at spredningen over oceanerne er langt mere almindeligt forekommende, end vi hidtil har troet.
Planter, insekter, krybdyr, gnavere og primater har alle koloniseret økontinenter på denne måde - blandt andet ved en bemærkelsesværdig Atlanterhavskrydsning, der førte aber fra Afrika til Sydamerika for 35 millioner år siden.
Disse hændelser er utroligt sjældne, men i betragtning af det enorme tidsrum er det nærmest uundgåeligt, at sådanne hændelser ikke har effekt på evolutionen - og vores egen oprindelse.
Primaternes oprindelse
Mennesket dukkede først op i Afrika for mellem 200.000 til 350.000 år siden.
Vi ved, at vi stammer fra Afrika, fordi det er her, vores genetiske diversitet topper, og fordi der er mange fossile rester efter primitive mennesker her.
\ Læs mere
Vores nærmeste slægtninge, chimpanser og gorillaer, er også hjemmehørende i Afrika, ligesom bavianer og aber.
Men primaternes nærmeste levende slægtninge - flyvende lemurer, træspidsmus og gnavere - lever alle i Asien, eller, som i gnavernes tilfælde, udviklede sig der.
Fossiler leverer modstridende evidens, men indikerer også, at primater opstod udenfor Afrika.
Nødt til at rejse over vand
Fossiler fundet i Montana, USA, fra fortidspattedyret og stamfaderen til mennesket kaldet purgatorius er blevet dateret til umiddelbart efter dinosaurernes uddøen for 65 millioner år siden.
De ældste virkelige primater forekommer også uden for Afrika. Teilhardina, som er beslægtet med aber og menneskeaber, levede for 55 millioner år siden i hele Asien, Nordamerika og Europa. Primater ankom senere til Afrika.
Lemurlignende fossiler dukkede op i Afrika for 50 millioner år siden, og abelignende fossiler for omkring 40 millioner år siden.
Men Afrika, som skilte sig fra Sydamerika og blev en ø for 100 millioner år siden, blev først forbundet med Asien for 20 millioner år siden.
Hvis primater koloniserede Afrika i løbet af de 80 millioner år, som kontinentet var isoleret, var de nødt til at krydse vand.
Rejsen over oceanerne
Teorien om oceanisk spredning er central i evolutionsteorien.
Da Darwin studerede Galapagosøerne, så han kun et par skildpadder, leguaner, slanger og et lille pattedyr, en gnaver kaldet Oryzomys. Længere ude i havet på øer som Tahiti var der kun små firben.
Darwin konkluderede, at disse mønstre, som var svære at forklare i forhold til kreationismen (hvor lignende arter skulle eksistere overalt), gav mening, hvis arterne krydsede vand for at kolonisere øerne, med færre arter, der overlevede forsøget på at kolonisere fjernere øer.
Han havde ret. Studier har fundet, at skildpadder kan overleve flere uger flydende i havet uden mad eller vand - de flød sandsynligvis i samlet flok, indtil de stødte på Galapagos.
Og i 1995 blev leguaner blæst væk fra kysten af orkaner. De blev fundet i levende live 300 kilometer væk efter en sørejse på forskelligt naturligt 'vraggods'.
Leguaner fandt formentlig vej til Galapagos på tilsvarende vis.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Imod alle odds
Alle odds er imod turen over havet. Mange gunstige forhold - en stor mængde vegetation, de rigtige strømme og vinde, en levedygtig befolkning, landgang på det rette tidspunkt - er nødvendige for en vellykket kolonisering.
Mange dyr dør, inden de når frem til øerne, simpelthen af tørst eller sult, eller de forsvinder på havet som føde for hajerne. Derfor har øer i havet, især fjerntliggende, få arter.
Turen over havet blev engang set som en evolutionær særegenhed: en mærkværdig hændelse, som fandt sted på obskure steder som Galapagos, men som var irrelevant for evolutionen på kontinenterne.
Men det er siden kommet frem, at 'flåder' af vegetation eller flydende øer - som træer skyllet ud i havet - faktisk kan forklare udbredelsen af mange dyr over hele verden.
På 'tømmerflåde' og Atlanten
Adskillige primat-rafte-hændelser er allerede etablerede.
Madagaskar har en mangfoldig lemurfauna. Lemurerne ankom fra Afrika for omkring 20 millioner år siden. Madagaskar har siden dinosaurernes tid været en ø, så dyrene blev formentlig transporteret langs den 400 kilometer brede Mozambique-kanal.
Fossile fund indikerer, at den mærkværkdige aye-aye (Daubentonia madagascariensis), også kaldet fingerdyret, krydsede over til Madagaskar separat fra de øvrige lemurer.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er eksistensen af aber i Sydamerika: Brøleaber, edderkopaber og silkeaber. De ankom for 35 millioner år siden, igen fra Afrika.
De måtte krydse Atlanterhavet - som ganske vist var knap så bredt dengang, men stadig en distance på 1.500 kilometer.
Fra Sydamerika raftede abener igen: Til Nordamerika og derefter to gange til Caribien.
Men inden noget af dette kunne ske, skulle primaterne først nå frem til Afrika på 'flåderne': Én rejse over havet bragte lemurernes forfædre i land. En anden rejse transporterede abernes, menneskeabernes og vores egen forfædre dertil.
Det kan virke usandsynligt - og det er stadig ikke helt klart, hvor de kom fra - men intet andet scenarie passer til evidensmængden.
Turen over havet forklarer, hvor en masse dyr kom fra
Turen over havet i naturlige tømmerflåder forklarer, hvordan gnavere koloniserede Afrika og derefter Sydamerika.
Det forklarer sandsynligvis også, hvordan Afrotheria, en overorden af pattedyr omfattende grupper, som elefanter, søkøer og klippegrævlinger, kom til Afrika.
Pungdyr, der udviklede sig i Nordamerika, tog formentlig turen over havet til Sydamerika, derefter Antarktis og endelig Australien.
Andre oceankrydsninger inkluderer mus til Australien og børstesvin, manguster og flodheste til Madagaskar.
Rejserne over havet er ikke en evolutionær sidehistorie; de er helt afgørende for fortællingen.
De forklarer abernes, elefanternes, kænguruernes, gnavernes, lemurernes - og vores evolution. De viser, at evolution ikke altid er drevet af almindelige hverdagsprocesser, men også af højst usandsynlige hændelser.
\ Læs mere
Evolutionen er påvirket af tilfældigheder
En af Darwins store indsigter var teorien om, at hverdagshændelser - små mutationer, jagt, konkurrence - langsomt kunne ændre arterne, over tid.
Men i løbet af millionvis eller milliardvis af år finder sjældne hændelser med stor effekt - 'sort svane-hændelser', som sætter al fornuft og erfaring ud af funktion - også sted.
Nogle hændelser er enormt destruktive, såsom effekterne af asteroider, vulkanudbrud og istider - eller virusser, der hopper over på nye værter.
Men andre er kreative, som genomduplikering, genoverførsel mellem flercellede arter - og en lang tur over havet.
Den rolle, dyrenes rejse over havet spillede i vores historie, viser, hvor meget evolutionen er påvirket af tilfældigheder.
Var det gået anderledes - hvis vejret var dårligt, bølgerne på oceanerne mere frådende, hvis 'tømmerflåden' var skyllet op på en øde ø, hvis sultne rovdyr ventede på stranden, hvis der ingen hanner var ombord - ville koloniseringen være mislykkedes.
Ingen aber, ingen menneskeaber - ingen mennesker.
Vores forfædre ramte høje odds, der får en Lotto-gevinst til at blegne. Hvis det var gået anderledes, havde evolutionen formentlig taget en anden drejning. Og så havde vi højst sandsynligt ikke været her til at spekulere over det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
