Menneskeheden er det usandsynlige resultat af 4 milliarder års evolution.
Fra selvreplikerende molekyler i Arkæikum-periodens oceaner til øjenløse fisk i Kambriens dybhav og senere pattedyr, der gemmer sig fra dinosaurer i mørket, og så - til sidst - helt utroligt - os selv. Evolutionen formede os.
Organismer formerede sig ufuldkomment. Fejl i kopieringen af gener betød, at de nogle gange blev bedre til at tilpasse sig omgivelserne, og derfor havde disse gener en tendens til at blive videregivet.
Yderligere formering fulgte med yderligere fejl. Processen gentog sig over milliardvis af generationer.
Endelig dukkede Homo sapiens op, men vi er ikke slutningen på historien. Evolutionen stopper ikke med os, og vi udvikler os måske endda hurtigere end nogensinde.
Så hvis menneskeheden ikke uddør i en klimaapokalypse eller et asteroidenedslag inden for de næste 10.000 år, er det da sandsynligt, at vi vil udvikle os til en mere avanceret art, end vi er i øjeblikket?
Kvalificeret gæt: Vi bliver højere, mindre aggressive og mere kedelige
Det er svært at spå om fremtiden. Verden vil højst sandsynligt forandre sig på måder, vi slet ikke kan forestille os.
Men vi kan foretage et kvalificeret gæt. Paradoksalt nok er den bedste måde at forudsige fremtiden nok at kaste blikket tilbage på fortiden og forudsætte, at tidligere tendenser vil fortsætte fremadrettet.
Det indikerer et par overraskende ting om vores fremtid:
Vi vil sandsynligvis leve længere og blive højere samt blive mere letbyggede.
Vi vil nok blive mindre aggressive og mere imødekommende med mindre hjerner.
Lidt ligesom en golden retriever vil vi være venlige og glade, men måske ikke så interessante.
Det er i hvert fald én mulig fremtid. Men for at forstå, hvorfor, jeg tror, det er sandsynligt, er vi nødt til at se på biologien.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Slutningen på naturlig selektion?
En del forskere hævder, at civilisationens fremkomst satte punktum for naturlig selektion.
Det er rigtigt, at det selektive pres, der herskede tidligere – rovdyr, hungersnød, pest, krigsførelse – i de fleste tilfælde er forsvundet.
Der blev stort set sat en stopper for sult og hungersnød med højtydende afgrøder, gødning og familieplanlægning. Vold og krig er mindre udbredt end nogensinde, på trods af moderne styrker med atomvåben, eller måske på grund af dem.
De løver, ulve og sabelkatte, der jagtede os i mørket, er truede eller uddøde. Plager, der dræbte millioner - kopper, den sorte død, kolera - blev tæmmet af vacciner, antibiotika, rent vand.
Men evolutionen stoppede ikke; andre kræfter driver den nu. Evolution handler ikke så meget om 'Survival of the Fittest' som reproduktion af de bedst tilpassede.
Selvom naturen er mindre tilbøjelig til at slå os ihjel, skal vi stadig finde partnere og opdrage børn, så seksuel selektion spiller nu en større rolle i vores udvikling.
Og hvis naturen ikke længere kontrollerer vores udvikling, producerer det unaturlige miljø, vi har skabt - kultur, teknologi, byer - et nyt selektivt pres, som er helt anderledes end det, vi stod over for i istiden.
Vi er dårligt tilpassede denne moderne verden, så vi er nødt til at tilpasse os.
Processen er allerede i gang
Denne proces er allerede startet. Da vores kost ændrede sig til at omfatte korn og mejeriprodukter, udviklede vi gener, som hjalp os med at fordøje stivelse og mælk.
Når tætbefolkede byer skabte betingelser for spredning af sygdomme, spredte mutationer for sygdomsresistens sig også. Og af en eller anden grund er vores hjerner blevet mindre. Unaturlige miljøer skaber unaturlig selektion.
For at forudsige, hvor det bærer hen, skal vi se på vores forhistorie og studere tendenser over de seneste 6 millioner års evolution. Nogle tendenser vil fortsætte, især dem der dukkede op i de seneste 10.000 år efter opfindelsen af agerbrug og civilisation.
Vi står også over for nye selektive pres, som reduceret dødelighed. Her hjælper det ikke at studere fortiden, men vi kan se, hvordan andre arter reagerede på et tilsvarende pres.
Evolution hos husdyr kan være særligt relevant - vi er velsagtens ved at blive en slags tam abe, men mærkeligt nok én, der er tæmmet af os selv.
Jeg vil bruge denne tilgang til at foretage nogle forudsigelser, men ikke altid med stor sikkerhed. Det vil sige, jeg vil spekulere.
Levetiden afgør, hvilke gener der er fordelagtige
Mennesker vil næsten med sikkerhed udvikle sig til at leve længere - meget længere.
Livscyklussen udvikler sig som reaktion på dødeligheden, og hvor sandsynligt det er, at rovdyr og andre trusler gør det af med os.
Når dødeligheden er høj, skal dyrene have unger eller måske slet ikke formere sig. Der er heller ingen fordel ved at udvikle mutationer, der forhindrer aldring eller kræft - du vil ikke leve længe nok til at bruge dem.
Når dødeligheden derimod er lav, er det modsatte tilfældet. Det er bedre at tage sig tid til at nå seksuel modenhed.
Det er også nyttigt at have tilpasninger, der forlænger levetiden og fertiliteten, hvilket giver mere tid til at reproducere.
Det er derfor, dyr, som ikke er videre truet af rovdyr - dyr, der lever på øer eller i det dybe hav, eller simpelthen er store - udvikler længere levetid. Grønlandshajer, Galapagos-skildpadder og grønlandshvaler bliver sent modne og kan leve i flere århundreder.
Længere levetid skyldes forbedrede vilkår, ikke evolution
Selv før civilisationen var mennesket unikt blandt aberne ved at have lav dødelighed og langt liv.
Jæger-samlere bevæbnet med spyd og buer kunne forsvare sig mod rovdyr, og deling af maden afværgede sult. Vi udviklede forsinket seksuel modenhed og lang levetid - helt op til 70 år.
Men børnedødeligheden var høj - den nærmede sig 50 procent eller mere i en alder af 15. Den gennemsnitlige forventede levetid var blot 35 år.
Selv efter civilisationens fremkomst forblev børnedødeligheden høj indtil det 19. århundrede, mens den forventede levetid faldt - til 30 år - som følge af pest og hungersnød.
\ Læs mere
Bedre ernæring, medicin og hygiejne i de seneste to århundreder har efterfølgende reduceret ungdomsdødeligheden til under 1 procent i de fleste udviklede lande.
Den forventede levealder steg til 70 år på verdensplan og 80 i udviklede lande. Disse stigninger skyldes forbedret helbred, ikke evolution – men baner vejen for, at evolution kan forlænge vores levetid.
I dag er der ikke et egentligt behov for at reproducere tidligt. Om noget tilskynder de mange år, vi bruger til at uddanne os til læge, administrerende direktør eller tømrer, til at udskyde reproduktion. Og da vores forventede levetid er fordoblet, er tilpasninger til forlængelse af levetid og fødeår nu fordelagtige.
I betragtning af, at flere og flere mennesker lever i 100 eller endda 110 år - rekorden er 122 år – er der grund til at tro, at vores gener kan udvikle sig, indtil den gennemsnitlige person som hovedregel lever 100 år eller endnu mere.
Størrelse og styrke: Vil bliver højere
Dyr udvikler sig ofte til at blive større over tid; det er en tendens, der ses hos tyrannosaurer, hvaler, heste og primater – inklusive homininer.
Tidlige homininer (biologisk systematisk betegnelse for den familie indenfor pattedyrene, som mennesket tilhører, red.) som Australopithecus afarensis og Homo habilis var små - 120 centimeter til 150 centimeter - høje.
Senere homininer - Homo erectus, neandertalere og Homo sapiens - voksede sig højere.
Vi er fortsat med at vokse i historisk tid, delvist drevet af forbedret ernæring, men gener ser også ud til at udvikle sig.
Hvorfor, vi blev så store, er uklart. Dødeligheden kan til dels være en drivkraft bag størrelsesudviklingen; vækst tager tid, så et længere liv betyder mere tid til at vokse.
Men menneskelige hunner foretrækker også høje hanner. Så både lavere dødelighed og seksuelle præferencer vil sandsynligvis være medvirkende til, at mennesket bliver højere.
I dag er de højeste mennesker i verden at finde i Europa, med Holland på førstepladsen. Her er mænd i gennemsnit 1,83 meter høje, og kvinderne er i gennemsnit 1,70 centimeter høje. En dag vil de fleste være lige så høje eller højere.
Kroppen: Vi får mindre muskler og kæber
Efterhånden som vi er blevet højere, er vi også blevet mere venligtsindede. I løbet af de sidste 2 millioner år er vores skeletter blevet mere letbyggede, og vi bruger i højere grad redskaber og våben og i mindre udstrækning råstyrke.
Da landbruget tvang os til at slå os ned, blev vores liv mere stillesiddende, og vores knogletæthed faldt. I takt med at vi bruger mere tid ved kontorbordet, foran tastaturet og bag rattet, vil denne tendens sandsynligvis fortsætte.
Mennesket har også reduceret sin muskelmasse sammenlignet med andre aber, især i vores overkroppe. Det vil formentlig fortsætte.
Vores forfædre slagtede antiloper og gravede efter rødder. Senere dyrkede de afgrøder og høstede markerne. Moderne job kræver i stigende grad arbejde med mennesker, ord og kode – det kræver hjerne, ikke muskler.
Selv for håndværkere - landmænd, fiskere, skovhuggere - laver maskiner som traktorer, hydraulik og motorsave nu meget af arbejdet. I takt med, at fysisk styrke bliver mindre nødvendig, vil vores muskler fortsætte med at skrumpe.
Vores kæber og tænder er også blevet mindre. Tidlige planteædende homininer havde enorme kindtænder og underkæber, som var i stand til at kværne fiberholdige grøntsager. Da vi gik over til kød og efterfølgende begyndte at lave mad, krympede kæberne og tænderne.
Moderne forarbejdet mad - kyllingenuggets, Big Macs, is med cookie dough - kræver endnu mindre tygning, så kæberne bliver ved med at skrumpe, og vi vil sandsynligvis miste vores visdomstænder.
\ Læs mere
Skønhed: Vores udseende bliver mere ens globalt
Efter mennesker forlod Afrika for 100.000 år siden, blev menneskehedens fjerne stammer isoleret af ørkener, oceaner, bjerge, gletsjere og ren afstand.
I forskellige dele af verden fik forskelligt selektivt pres - variationer i klima, livsstil og skønhedsstandard - vores udseende til at udvikle sig på forskellige måder. Stammerne udviklede karakteristisk hudfarve, øjne, hår og ansigtstræk.
I takt med, at civilisationen og nye teknologier vandt frem, blev disse samfund igen forbundet.
Erobringskrige, opbygning af imperier, kolonisering og handel – såsom handel med andre mennesker – flyttede befolkninger, som blandede sig.
I dag forbinder vej, jernbane og fly os. Bushmænd gik mange kilometer for at finde en partner; vi går mange tusinde kilometer.
Vi er i stigende grad en verdensomspændende befolkning - vi blander os på kryds og tværs. Det skaber en verden af hybrider – lysebrune, mørkhårede, afro-euro-australsk-amerikanske-asiatere, med hudfarve og ansigtstræk som bevæger sig mod et globalt gennemsnit.
Seksuel selektion vil yderligere accelerere udviklingen af vores udseende. Da de fleste former for naturlig selektion ikke længere fungerer, vil valget af partner spille en større rolle. Måske bliver vi mennesker mere attraktive, men også mere ensartede i udseende.
Globaliserede medier kan også skabe mere ensartede skønhedsstandarder, der skubber alle mennesker mod ét enkelt ideal. Kønsforskellene kan dog ende med at blive overdrevet, hvis idealet er mænd med et maskulint udseende og kvinder med et feminint udseende.
Intelligens og personlighed: Vores hjerner bliver mindre
Til sidst vil vores hjerner og sind, vores mest karakteristiske menneskelige træk, udvikle sig, og måske dramatisk.
I løbet af de seneste 6 millioner år er hominin-hjernestørrelsen cirka tredoblet, hvilket indikerer selektion mod store hjerner drevet af brug af redskaber, komplekse samfund og sprog.
Det kan forekomme uundgåeligt, at denne tendens vil fortsætte, men det vil den sandsynligvis ikke.
I stedet bliver vores hjerner mindre. I Europa toppede hjernestørrelsen for 10.000-20.000 år siden, lige før vi opfandt landbruget.
Så blev hjernerne mindre. Moderne menneskehjerner er mindre end vores gamle forgængeres, eller endda middelalderlige menneskers. Det er uklart hvorfor.
Det kan være, at der var mangel på fedt og protein, da vi gik over til agerbrug, hvilket gjorde det mere bekosteligt at vedligeholde en stor hjerne samt få den til at vokse.
Hjerner er også energimæssigt dyre - de forbrænder omkring 20 procent af vores daglige kalorier. I landbrugssamfund med hyppig hungersnød kan en stor hjerne være en ulempe.
Hjernens størrelse er ikke afgørende
Måske var jæger-samlerlivet krævende på måder, hvor landbruget ikke er det. I en civilisation behøver du ikke at overliste løver og antiloper eller huske hvert frugttræ og hvert vandhul inden for en radius af 1.000 km2.
Fremstilling af buer og spyd kræver også finmotorisk kontrol, koordination, evnen til at spore dyr og projektilbaner - måske blev de dele af vores hjerner, der blev brugt til disse ting, mindre, da vi stoppede med at jage.
Eller måske kræver det mindre hjernekraft at leve i et stort samfund af specialister end at leve i en stamme af generalister.
Stenaldermennesket mestrede mange færdigheder – jagt, sporing, fouragering efter planter, fremstilling af urtemedicin og giftstoffer, de lavede redskaber, førte krig, skabte musik og magi.
Det moderne menneske, som udfører færre, mere specialiserede roller som en del af store, sociale netværk, udnytter arbejdsdelingen. I en civilisation specialiserer vi os i og er derefter afhængige af andre til alt andet.
Når det er sagt, betyder størrelsen på hjernen ikke nødvendigvis så meget: Elefanter og spækhuggere har større hjerner end os, og Einsteins hjerne var mindre end gennemsnittet.
Neandertalerne havde hjerner, der kunne sammenlignes med vores, men mere af hjernen var viet til syn og kontrol over kroppen, hvilket tyder på mindre kapacitet til ting som sprog og brug af redskaber.
Så hvor meget tabet af hjernemasse påvirker den overordnede intelligens er uklart. Måske mistede vi visse evner, mens vi forbedrede andre, der er mere relevante for et moderne liv.
Tam og dum: Vi bliver mere venlige og konforme
Det er muligt, at vi har bevaret evnen til at bearbejde ved at have færre, mindre neuroner. Alligevel kan det godt bekymre mig, hvad de manglende 10 procent af min grå substans gjorde.
Mærkværdigt nok udviklede husdyr også mindre hjerner:
- Får mistede 24 procent af deres hjernemasse efter domesticering
- Køer mistede 26 procent
- Hunde 30 procent
Dette indikerer noget ret foruroligende: Måske er det at være mere villig til passivt at gå med strømmen (måske endda tænke mindre), som et tamt dyr, blevet avlet ind i os, som det er for dyrene.
Vores personligheder skal også udvikle sig. Jæger-samler-livet krævede aggression. De jagtede store pattedyr, slog ihjel i kampen om en partner og kæmpede med nabostammer.
Vi køber kød fra en butik og lader politiet og domstolene afgøre uoverensstemmelser eller konflikter.
Vi fører stadig krig, men krigsførelsen tegner sig nu for færre dødsfald i forhold til befolkningen end på noget tidspunkt i historien. Aggression, som nu er en fejltilpasset adfærd, kan avles væk.
Ændring af sociale mønstre vil også ændre personligheder. Mennesket lever i meget større grupper end andre aber og danner stammer, som i jæger-samler-kulturer er på omkring 1.000. Men i vores del af verden bor mange af os i kæmpe millionbyer.
Tidligere var vores forhold nødvendigvis få og ofte livslange. Nu bor vi i et hav af mennesker, flytter ofte for at arbejde, og i løbet af denne proces skaber vi tusindvis af relationer, mange flygtige og i stigende grad virtuelle.
Denne verden vil presse os til at blive mere udadvendte, åbne og tolerante. Alligevel kan det at navigere i sådanne enorme sociale netværk også kræve, at vi bliver mere villige til at tilpasse os dem - at være mere konforme.
Sårbare, kunstneriske og geniale sind kan blive fjernet fra genpuljen
Ikke alle er psykologisk tilpassede til denne eksistens. Vores instinkter, ønsker og frygt er i høj grad de samme som vores stenalderforfædres, som fandt mening i at jage og fouragere for deres familier, kæmpe med deres naboer og bede til forfædres ånder i mørket.
Det moderne samfund opfylder vores materielle behov, men er mindre i stand til at opfylde de psykologiske behov i vores primitive hulemandshjerner.
\ Læs mere
Det er måske af denne grund, et stigende antal mennesker kæmper med psykologiske problemer som ensomhed, angst og depression. Mange bruger alkohol og andre stoffer for at klare sig. Selektion mod sårbarhed over for disse tilstande kan forbedre vores mentale sundhed og gøre os lykkeligere som art. Men det kan have en pris.
Mange store genier kæmpede med dæmoner; ledere som Abraham Lincoln og Winston Churchill kæmpede med depression, ligesom videnskabsmænd som Isaac Newton og Charles Darwin, hvilket kunstnere som Herman Melville og Emily Dickinson også gjorde.
Virginia Woolf, Vincent Van Gogh og Kurt Cobain, tog deres eget liv. Andre - Billy Holliday, Jimi Hendrix og Jack Kerouac - blev ødelagt af stofmisbrug.
Det er en foruroligende tanke, at sårbare sind vil blive fjernet fra genpuljen - potentielt på bekostning af den slags gnist, der skabte visionære ledere, store forfattere, kunstnere og musikere.
Fremtidige mennesker er måske bedre tilpasset – men mindre sjove at feste med og mindre tilbøjelige til at iværksætte en videnskabelig revolution – stabile, glade og kedelige.
Kan nye menneskearter opstå?
Engang var der ni menneskearter, nu er der bare os. Men vil nye menneskelige arter kunne udvikle sig?
For at det kan ske, har vi brug for isolerede populationer, der er underlagt et særskilt selektivt pres.
Afstand isolerer os ikke længere, men reproduktiv isolation kunne i teorien opnås ved selektiv parring.
Hvis mennesker var kulturelt adskilte - giftede sig baseret på religion, klasse, kaste eller endda politik - kunne forskellige populationer, endda arter, udvikle sig.
I 'Tidsmaskinen' beskrev sci-fi-romanforfatteren H.G. Wells en fremtid, hvor klasse skabte forskellige arter. Overklassen udviklede sig til de smukke, men ubrugelige eloier, og arbejderklassen blev de grimme, underjordiske morlockere - som gjorde oprør og gjorde eloierne til slaver.
Tidligere har religion og livsstil nogle gange produceret genetisk adskilte grupper, som det ses i eksempelvis jødiske og sigøjner-populationer.
I dag splitter politik os også – kan det splitte os genetisk? Liberale personer flytter for at være i nærheden af andre liberale, og konservative for at være tæt på andre konservative; mange på venstrefløjen vil ikke date en Trump-tilhænger og omvendt.
Kunne det skabe to arter med instinktivt forskellige synspunkter? Sikkert ikke. Alligevel, i det omfang kulturen deler os, kan den drive udviklingen på forskellige måder, hos forskellige mennesker.
Hvis kulturer bliver mere mangfoldige, kan dette opretholde og øge den menneskelige genetiske mangfoldighed.
Bliver fremtidens babyer designerbabyer?
Indtil videre har jeg hovedsaglig taget et historisk perspektiv, når jeg ser tilbage. Men på nogle måder kan fremtiden være radikalt forskellig fra fortiden. Selve evolutionen har udviklet sig.
Én af de mere ekstreme muligheder er målrettet evolution, hvor vi aktivt styrer vores arts udvikling.
Vi avler allerede os selv, når vi vælger partnere med et udseende og en personlighed, vi godt kan lide.
I tusinder af år arrangerede jæger-samlere ægteskaber og søgte gode jægere til deres døtre. Selv hvor børnene valgte partnere, forventedes det, at mændene stræbte efter godkendelse af brudens forældre. Lignende traditioner overlever andre steder i dag. Med andre ord opdrætter vi vores egne børn.
Fremadrettet vil vi gøre det med langt mere viden om, hvad vi laver, og mere kontrol over vores afkoms gener. Vi kan allerede screene os selv og vores embryoner for genetiske sygdomme. Vi kan potentielt vælge embryoner med ønskværdige gener, ligesom vi gør med afgrøder.
Direkte redigering af DNA'et fra et menneskeligt embryo har vist sig at være muligt - men virker moralsk forkasteligt, fordi det gør børn til objekter for medicinske eksperimenter.
Men hvis det blev bevist, at disse teknologier var sikre, kan jeg sagtens forestille mig en fremtid, hvor man er en dårlig forælder, hvis man ikke giver sine børn de bedst mulige gener.
Computere har skabt et nyt selektivt pres
Computerne er også et helt nyt selektivt pres. I takt med, at der bliver skabt flere og flere matches på smartphones, uddelegerer vi beslutningen om, hvordan den næste generation ser ud, og computeralgoritmer anbefaler vores potentielle match.
Digital kode hjælper nu med at vælge, hvilken genetisk kode der skal videregives til fremtidige generationer, ligesom den former det, du streamer eller køber online.
Det lyder måske som mørk science fiction, men det sker allerede. Vores gener bliver udvalgt af en computer, ligesom vores playlister.
Det er svært at vide, hvor det fører hen, men jeg tror ikke, vi gør klogt i helt og holdent at overlade fremtiden for vores art til iPhones, internettet og virksomhederne bag dem.
Diskussioner om menneskelig evolution kigger normalt i bakspejlet, som om de største triumfer og udfordringer fandt sted i en fjern fortid.
Men efterhånden som teknologi og kultur går ind i en periode med accelererende forandringer, vil vores gener også gøre det.
De mest interessante dele af evolutionen er ikke livets oprindelse, dinosaurerne eller neandertalerne, men hvad der sker lige nu, i vores nutid - og vores fremtid.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
\ Læs mere
