Amerikanske milliardærer indtager rummet: Hvor efterlader det Europas rumfart?

Verdens to rigeste mænd, Elon Musk og Jeff Bezos, har opsendt hver deres raket.

Ingen af de to opsendelser gik helt efter planen, men de er et symbol på, at rumfarten er ved at gå nye veje, som også vil få betydning for Europas fremtid i rummet.

Men lad os først se på opsendelserne.

Starship og New Glenn

Den første opsendelse var af raketten New Glenn, bygget af firmaet Blue Origin, som er ejet af Jeff Bezos.

Det skete den 15. januar, og raketten gik fint i bane om Jorden, men det lykkedes ikke at generhverve første trin.

Det havde man nu heller ikke regnet med på denne første prøveflyvning, men at det alligevel blev forsøgt viser, hvor vigtigt det er at kunne genanvende raketter, for rumfarten er ved at ændre sig.

Man er ved at gå bort fra at opsende nogle få store satellitter, og i stedet opsende konstellationer af mindre satellitter, der samarbejder om at løse en bestemt opgave.

Vi kender det allerede fra Starlink (små satellitter, som SpaceX har opsendt i stort tal for at sikre en global adgang til internettet), og nu vil Amazon følge efter med et system, der kaldes for Kuiper og omfatter mere end 3.000 satellitter.

For at kunne være med i dette nye store marked, skal der foretages mange opsendelser, og der kræves to ting af de anvendte raketter:

• Raketten skal være i hvert fald delvis genanvendelig for at holde prisen nede.
• Raketten skal være så stor, at man med én raket kan opsende et stort antal satellitter.

De krav opfylder New Glenn, der kan sende 45 ton i bane om Jorden, til fulde.

Hertil kommer, at lastrummet i rakettens næse er bygget ekstra stort. Det har nemlig en diameter på hele syv meter, hvor de fleste raketter har et lastrum med en diameter på fem meter eller mindre. Det store lastrum vil gøre det meget lettere at opsende mange satellitter på en gang.

Til sammenligning kan den meget anvendte Falcon 9-raket kun opsende 23 ton, og den har desuden et mindre lastrum end New Glenn.

Det ekstra store lastrum har også betydning for videnskabelige satellitter – således var det et stort problem at folde James Webb rumteleskopet så meget sammen, at det kunne være i lastrummet på Ariane 5, der havde den normale diameter på fem meter.

Nu bliver det meget lettere at opsende de astronomiske satellitter med store spejle, som er under planlægning.

Når Starship er klar, vil SpaceX igen komme i førertrøjen med et lastrum med en diameter på 9 meter og mulighed for op til 100 ton last.

En af de første opgaver for Starship bliver netop at fortsætte og udvide opsendelserne af Starlink og den militære udgave Starshield.

7. gang var ikke lykkens gang for Starship

Nu gik det jo ikke så godt denne gang, da andet trin simpelthen eksploderede 8 minutter og 27 sekunder efter opsendelsen, på vej mod en bane der en time senere ville have sendt raketten tilbage mod det Indiske Ocean ud for Australiens vestkyst.

Meningen var ellers, at der på denne flyvning skulle frigøres 10 test-satellitter uden elektronik, men med samme vægt og størrelse som den næste generation af Starlink.

Musk var hurtigt ude at sige, at årsagen var, at der blev skabt et overtryk i motorerne, men at det skulle være simpelt at rette, så de er klar igen om et par måneder.

Til gengæld lykkedes det at generhverve første trin, der helt efter planen blev indfanget af starttårnet, da det vendte tilbage bare syv minutter efter opsendelsen.

Både for Bezos og Musk gælder, at de har så mange penge, at de kan klare et par uheld undervejs. Begge firmaer regner med mindst 5-10 opsendelser i løbet af 2025 – og det understreger en stor og måske afgørende forskel mellem amerikansk og europæisk rumfart.

Europa står overfor store udfordringer

Europa har to raketter til rådighed, nemlig Ariane 6 og den noget mindre Vega. Ariane 6 har været på en prøveflyvning i juli 2024, men der viste sig tekniske problemer, som har ført til at der nu kun er planlagt fem opsendelser i 2025. Desuden er der planlagt fem opsendelser af Vega.

Disse ni planlagte opsendelser skal sammenlignes med, hvad der ellers foregår i verden: I 2024 gennemførte SpaceX 145 opsendelser, det lille Firma Rocket Lab 13 opsendelser fra New Zealand og Kina 68 opsendelser, hvoraf to var mislykkede.

Hertil kommer, at Ariane 6 ikke kan genbruges, og at selv den stærkeste udgave kun kan sende 21 ton i bane, svarende til Falcon 9. Alligevel har man da en kontrakt om at opsende nogle Kuiper-satellitter, men den forretning vil nok glide mere og mere over til New Glenn.

Vi står meget svagt i den nye rumfart præget af satellitkonstellationer – her er Europa netop ved at planlægge sin første store satellitkonstellation.

Europa ønsker meget naturligt at blive mere uafhængig af USA, og derfor blev der i december annonceret starten på et nyt – og for Europa – meget vigtigt satellitprogram kaldet IRIS, der omfatter opsendelsen af ikke mindre end 300 satellitter.

IRIS kan håndtere krypterede informationer baseret på kvantekryptografi og de vigtigste opgaver bliver:

»Systemet vil støtte en lang, række statslige applikationer, hovedsagelig inden for overvågning (for eksempel grænseovervågning), krisestyring (for eksempel humanitær bistand) og tilslutning og beskyttelse af centrale infrastrukturer (f.eks. sikker kommunikation til EU-ambassader),« skriver IRIS i en pressemeddelelse.

IRIS kommer til at minde meget om det amerikanske Starshield, men det bliver da noget af en udfordring for Europa selv at opsende 300 satellitter.

Man er ganske vist også – noget sent – ved at konstruere en genanvendelig udgave af Ariane, kaldet Ariane NEXT, men den bliver næppe klar før 2030.

Det er derfor klart, at beslutningen om ikke at gøre Ariane 6 genanvendelig, nu bliver kritiseret.

Meningen var, at det skulle blive billigere og hurtigere at bygge Ariane 6 ved at undgå at indføre den dengang helt nye og uprøvede teknik med at generhverve første trin. Men det endte med at raketten blev fem år forsinket, og stadig koster mere end Falcon 9 og nu også New Glenn…

Desuden har EU og ESA to andre vigtige, men mindre satellitkonstellationer, nemlig Kopernicus, som blandt andet tager sig af klimaovervågning, og Galileo, der skal gøre os uafhængige af det amerikanske GPS, som er et militært system og dermed direkte underlagt regeringen og dermed amerikansk politik.

Det er forklaringen på, at ikke bare Europa, men også Kina, Rusland og Indien har deres egne navigationssatellitter.

Det betyder uheldet med Starship

Uheldet med opsendelsen af Starship viser, at der stadig er et stykke vej til, at raketten er klar til at landsætte mennesker på Månen, noget, som efter planen skulle ske med Artemis 3 i 2027.

Det ser ud til, at et af de centrale krav til Starship er ved at blive klaret, nemlig at første trin kan generhverves. Men der er et andet stort krav, nemlig at Starship skal kunne optankes ude i bane om Jorden, så den kan sendes til Månen og lande der.

Det kan kræve op til 10 tankrumskibe, og det er noget af en udfordring, da der er tale om ny og uprøvet teknik.

Efter de nuværende planer er NASA helt afhængig af SpaceX , også selv om de nu er på vej til også at få New Glenn og med den tilhørende månelander Blue Moon til rådighed. Selv har NASA ikke nogen månelander, kun Orion-rumskibet og så den enormt dyre SLS-raket.

En ny amerikansk rumpolitik kan skabe udfordringer

Vi har i en tidligere artikel set på, hvad Trump under sin første præsidentperiode har betydet for rumfarten, hvilket nok er mere end almindelig kendt. Blandt andet startede han Artemis-projektet og det militære Space Force.

Det nye er, at Trump nu har valgt en tech-milliardær, nemlig Jared Isaacman, der blandt andet står bag softaware til betalingsløsninger, som ny leder af NASA.

Isaacman er så rig, at han to gange har været ude i rummet som turist. På sin anden tur blev han den første rumturist, som kom på en kortvarig rumvandring, og han havde før sin udnævnelse lagt billet ind på mindst en tur til.

Isaacman kommer nok til at samarbejde tæt sammen med Elon Musk, der jo også har bygget de Dragon-rumskibe, som Isaacman har anvendt, og de to tech-milliardærer har tilsammen mulighed for at ændre både NASA og den vej, rumfarten skal følge, især fordi Musk jo har et tæt forhold til Trump.

Hvad det kommer til at betyde, er endnu for tidligt at sige, men en mulighed er, at ud fra mottoet ’America First’ vil man lægge mindre vægt på internationalt samarbejde og mere på nationale projekter, der støtter Trumps politik.

Hvad gør ESA?

En af de beslutninger, der allerede nu tales om, er at erstatte NASA's meget dyre SLS-raket med Starship eller mindre sandsynligt med New Glenn. I begge tilfælde vil ændringen være til fordel for den private industri. Det er også sandsynligt, at et område som klimaovervågning fra rummet bliver nedskåret.

Ingen ved det, for Trump er som bekendt uforudsigelig, men beslutninger af denne art er i hvert fald noget, som ESA skal være forberedt på. Således bygger ESA servicemodulet til rumskibet Orion, og de samarbejder også med NASA om den planlagte rumstation Gateway, der skal kredse om Månen.

ESA's generaldirektør, Josef Aschbacher, holdt pressebriefing den 9. januar, hvor et af emnerne var, hvordan ESA i den nærmeste fremtid kan være nødt til at reagere på ændringer i politik og retning for sin nøglepartner i rummet, NASA.

Aschbacher blev under briefingen spurgt om alliancen mellem den nyvalgte præsident Donald Trump, SpaceX-grundlæggeren Elon Musk og Jared Isaacman, nomineret til at blive den nye NASA-administrator, og specifikt om potentielle ændringer i USAs i Artemis programmet. Her var svaret, ifølge Space.com:

»Det, jeg kan sige, er, at vi bestemt er forberedte på ethvert scenarie, der kan komme på bordet. Mere end det er vi i meget tæt udveksling hver eneste dag med vores kolleger hos NASA, især om nogle af de aspekter, som du nævnte.«

Det var måske ikke særlig konkret, og givet er det, at det må optage ESA, hvad den nye Trump administration måtte finde på, da ESA jo gennem mange år har opbygget et tæt samarbejde med NASA.

Men hvis det nuværende ret omfattende internationale samarbejde bliver mindre, må rumagenturer verden over søge at gå nye veje, og det gælder også for ESA, som skal søge at blive en rummagt mere uafhængig af andre lande.

For at opnå denne uafhængighed skal Europa have en genanvendelig raket, så vi selv kan opsende fremtidens satellitkonstellationer.

Det vil også være en fordel at have et bemandet rumskib, så vi selv kan opsende astronauter. Og det ville være naturligt, at Europa om måske 10 år også selv kunne opsende en lille rumstation – i USA er man jo netop nu ved at udvikle en række små kommercielle rumstationer til afløsning for ISS.

Gør vi det, følger vi Indien, som i 2026 vil opsende deres første bemandede rumskib og nogle år senere også deres egen lille rumstation.

Men om denne udvikling frem mod flere mindre nationale rumprogrammer er en god ide, er et andet spørgsmål.

Den store rumstation ISS kunne kun bygges ved et omfattende internationalt samarbejde, og hvis vi seriøst mener at bygge baser på Månen og rejse til Mars, så kan det i en overskuelig tid kun ske, hvis verdens rumagenturer samarbejder.