Kig op i september: Efteråret tager stjernehimlen med tilbage
Septembers himmel er så blå - indtil aftentide, hvor den bliver mørk nok til, at stjernebilleder, planeter og to meteorsværme igen titter frem.
Med september er vi nået frem til den første efterårsmåned og dermed en tydeligt mørkere nattehimmel, hvor vi igen kan komme i gang med at studere himlens stjernebilleder og planeter.
Dagens længde er ved månedens begyndelse omkring 13 timer og 50 minutter, og i slutningen af september er dagen blevet lidt over 2 timer kortere. Undervejs har vi den 23. september passeret jævndøgn, hvor nat og dag er lige lange.
September byder også på planeter, et par beskedne stjerneskudssværme og den Internationale Rumstation, ISS, som igen er at se på himlen.
ISS kan opleves på himlen det meste af september. I begyndelsen af måneden er passagerne på den meget tidlige morgenhimmel, men fra omkring midten af måneden kan ISS opleves på mere bekvemme tider på aftenhimlen.
For at følge ISS skal man kigge op mod himlen i syd, hvor ISS passerer hen over himlen fra vest mod øst. Passagen slutter, når ISS forsvinder ind i Jordens skygge.
Men fra nu af og et halvt år frem kan man jo sende vores danske astronaut Andreas Mogensen, en venlig tanke, mens man nyder udsigten til hans midlertidige hjem, ISS.
Følg selv med på Heavens Above, da der er hyppige opdateringer af passagerne.
Annonce:
Månen og planeterne
Vi har nymåne 15. september og fuldmåne 29. september, og som nævnt er der flere planeter at holde øje med i september.
Venus står op omkring kl. 4 i begyndelsen af september og omkring kl. 3 sidst på måneden, så der er en fin udsigt til Venus på den tidlige morgenhimmel i øst.
Sidst på måneden skulle det endda være muligt at få øje på den lille Merkur, der befinder sig lidt under Venus stadig lavt på himlen i øst. Mars er ganske vanskelig at fange i september, da den står op efter Solen og går ned, mens himlen endnu er lys.
Bedre er det med Jupiter og Saturn.
Jupiter står op lidt før kl. 22 i begyndelsen af måneden, og lidt efter kl. 20 sidst i september, og den er på himlen til op ad formiddagen, så den skulle være let at følge på nattehimlen.
Saturn står op tidligt på aftenen og kulminerer - det betyder at den står højest på himlen - omkring midnat, og den går ned i den tidlige morgenstund.
5.-6. september møder Månen Jupiter, lidt oppe på himlen i øst - og med lidt held og måske en mindre kikkert kan man også få øje på Uranus ganske tæt ved Månen. I nærheden og lidt længere nede på himlen ses stjernebilledet Tyren med den klare stjerne Aldebaran.
Annonce:
10.-12. september kan man i den tidlige morgenstund i øst omkring kl. 5 se et smalt månesejl nær ved de to tvillingestjerner Castor og Pollux. Lidt længere nede på himlen er Venus netop stået op, og lidt derfra i retning sydøst lyser himlens klareste stjerne Sirius op.
Og så er det også værd at holde øje med Venus 19. september, hvor den lyser stærkest. Venus står da op lidt efter kl. 3, og kl. 5 er Venus kommet godt op på himlen i øst, hvor den lyser op et stykke under Tvillingerne. Dagene omkring 19. september kan selvfølgelig også anbefales til at opleve en meget klar Venus.
Og endelig 27.-28. september omkring midnat møder Månen Saturn på himlen i syd-sydvest.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Stjernehimlen mod nord
Stjerner og stjernebilleder er nu ved igen at komme til syne på nattehimlen. Det er dog stadig bedst at vente til hen mod midnat, hvor himlen er tilstrækkelig mørk.
Storebjørn med Karlsvognen står nu lavt på himlen i nord. Højere oppe finder vi Lille Bjørn med Polarstjernen, som stjernehimlen i døgnets løb kredser omkring.
Højere oppe, nær zenith, er det let at få øje på de to klare stjerner Deneb i Svanen og Vega i Lyren. Lidt under Vega og i retning vest ses stjernebilledet Hercules, der kan kendes på en lille firkant af stjerner.
I retning øst for zenith ses først Andromeda og lidt længere nede på himlen Cassiopeia. Lavt på himlen i nordøst finder man let den klare stjerne Capella i Kusken - på latin Auriga.
Annonce:
Det er netop fra Kusken, vi i denne måned kan se stjerneskud fra den lille sværm Alfa Auregiderne.
Stjernehimlen i syd
Højt på himlen i syd er det ikke svært at få øje på Sommertrekanten, hvor de to klare stjerner Deneb og Vega ses ikke langt fra zenith, og trekantens spids Altair lidt længere nede på himlen.
Lidt længere i retning øst ses den karakteristiske Pegasus-firkant, der udgøres af fire klare stjerner fra stjernebilledet Pegasus, hvoraf den ene stjerne dog deles med Andromeda. Stjernebilledet Pegasus fortsætter vest for firkanten.
Sommertrekanten dannes af stjernerne Vega i stjernebilledet Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. (Animation: Michelet - CC BY-SA 3.0)
Pegasus-firkanten kan ved de rette forhold ses med det blotte øje. (Foto: Till Credner - CC BY-SA 3.0)
1
/
2
Og så må vi jo heller ikke glemme, at både Jupiter og Saturn for tiden ses fint fra himlen i syd.
Et par beskedne stjerneskudssværme
Den ene sværm er de sydlige Taurider. Omkring midnatstid og frem kan man finde sværmen mellem planeterne Jupiter og Saturn på himlen i sydøst – syd.
Den er på himlen fra omkring 10. september og resten af måneden - og et godt stykke ind i oktober. Således er sværmen først på sit højeste i oktober.
Selvom der kun kan ventes ganske få stjerneskud i timen, så er de sydlige Taurider kendt for med mellemrum at levere nogle flotte ildkugler henover himlen.
Annonce:
Den anden lille sværm er Alfa Aurigiderne, hvis udspring ligger i stjernebilledet Auriga - på dansk Kusken - på den nordlige stjernehimmel. Radianten ligger nær den klare stjerne Capella i Kusken.
.
Sværmen er kun aktiv i få dage frem til 5. september, med størst aktivitet 1. september. Vi skal dog kun vente få stjerneskud i timen.
Bedste tidspunkt er nok nær midnat, hvor himlen er rigtig mørk – og så kan man jo samtidig beundre Jupiter, der ses lidt øst for Kusken.
Nu skal James Webb-teleskopet se nærmere på Betelgeuse
Vi har tidligere i Kig op holdt øje med, hvordan Betelgeuse i den seneste tid har overrasket astronomerne. Her følger vi lidt op på udviklingen.
Astronomerne holder fortsat godt øje med den røde kæmpestjerne Betelgeuse - og det er der god grund til. Vi ved jo, at Betelgeuse er en stjerne nær slutningen af sit liv, og ikke langt fra at ende sine dage i en supernova-eksplosion.
I de seneste år har Betelgeuse opført sig lidt mærkeligt. Det begyndte med, at den for nogle år siden gradvist lyste svagere, men derefter vendte tilbage til sin normale lysstyrke.
Men så her i løbet af 2023 er det er det gået lige modsat: Betelgeuse er begyndt at lyse stadigt stærkere, og er nu oppe på en lysstyrke på 50% over sin normale lysstyrke - og ingen er rigtig klar over, hvor stjernen er på vej hen.
I håb om at blive klogere på den udvikling har man nu besluttet at lade James Webb-teleskopet undersøge Betelgeuse lidt nærmere.
James Webb observerer i det infrarøde område af spektret, og kan på denne måde trænge dybere ned i kæmpestjernens atmosfære og bestemme dens indhold og fordeling af grundstoffer som kulstof, kvælstof og ilt med flere.
Det kan føre til en bedre viden om atmosfærens sammensætning, og hvad der ellers foregår i stjernens ydre og de lidt dybereliggende lag.
Det står dog klart, at Betelgeuse er på vej mod de sidste faser af opbygningen af stadigt tungere grundstoffer i det indre. Det er en proces, der kan foregå op til og med grundstoffet jern.
Herefter kan stjernen ikke længere udvikle energi ved fusion, og det hele ender med, at de indre dele undergår et voldsomt kollaps, mens de ydre dele eksploderer i et supernova-udbrud.
\ Læs også
Vi ved blot ikke præcis, hvor langt fremme Betelgeuse er mod den endelige slutning. Det er nok ikke noget, vi når at opleve, men når det sker, vil vi få et af de flotteste og stærkeste supernova-udbrud, man kan forestille sig.
Med en afstand på omkring 500 lysår til Betelgeuse er vi uden for sikkerhedsgrænsen for den stærke stråling. Et supernova-udbrud fra en nærmere stjerne kunne få fatale følger for Jordkloden og dens beboere på grund af den stærke stråling, vi ville modtage.
Heldigvis har vi ingen oplagte kandidater inden for kort rækkevidde - og vi følger naturligvis op på mulige resultater fra Webb-teleskopet.
En brun dværg, der er varmere end Solen
Astronomerne opdager konstant nye og overraskende ting, som nu, hvor der er observeret en brun dværgstjerne, der er varmere end Solen.
En brun dværg er, hvad astronomerne kalder a failed star - eller på dansk, en mislykket stjerne. Det er en meget lille stjerne, der aldrig bliver så varm, at den kan opbygge grundstoffer i sit indre, som Solen og de andre stjerner gør gennem deres liv.
De brune dværge er dog varme nok på overfladen, til at vi kan opdage dem og bestemme temperaturen på deres overflader. Der kan også forekomme beskedne kernefusioner i det indre af en brun dværg, og man kan dermed betegne dem som en overgangstype mellem stjerner og planeter.
Summa summarum er brune dværge normalvis ikke særligt varme, og de lyser typisk med en svag rød glød.
Og så kommer astronomerne pludselig og fortæller, at de har observeret en brun dværg, der er varmere end Solen.
Det kræver en god forklaring - og sådan en forelægger der også.
Det har nemlig vist sig, at den lille dværg kredser omkring en hvid dværg. En hvid dværg er en meget varm stjerne, der er i sidste fase af sit liv. Således vil også Solen ende sine dage som en hvid dværg efter at have opbrugt sine kerneresurser.
En brun dværg er større end en planet men ikke stor nok til at være en stjerne. Illustrationen her baserer sig på billeder og observationer fra rumteleskoperne Hubble og Spitzer af en bestemt dværgstjerne, der roterer om sig selv på bare 4 timer, og derved driver kraftige vinde i et mønster rundt om sig. (Illustration: NASA / JPL-Caltech)
En dværgstjerne i bane om en meget varm hvid dværg modtager en stærk stråling på den side, der vender mod den hvide dværg. På denne måde kan dværgstjernen blive varmere end Solens overflade på den side, der vender mod den hvide dværg. (Illustration: NOIRLab / NSF / AURA / M. Garlick)
Her ser vi en brun dværg sammenlignet i størrelse med Solen, en mindre stjerne og en planet som Jupiter. (Foto: Planetkid32 - CC BY-SA 4.0)
1
/
3
Den hvide dværg lyser stærkt og sender konstant en byge af varm stråling mod den ene side af den brune dværg, som herved let kan opvarmes til mange tusinde grader, mens den side, der vender bort, vil være ganske kold.
Så det var forklaringen på det, der i første omgang lignede et paradoks for en lille brun dværgstjerne.
