Der er en god chance for at spotte stjerneskud på nattehimlen i denne uge.
Meteorsværmen Orioniderne er nemlig på besøg, og især på onsdag 21. oktober skulle det være muligt at fange op til 25 stjerneskud i timen med det blotte øje under de rette forhold.
»Denne metoersværm stammer fra Halleys komet, som vi i tidens løb har haft adskillige besøg af, senest i 1986. Langs sin bane har Halleys komet efterladt sig lidt ‘stjernesmulder’, som vi så kan have glæde af, når Jorden i sin bane passerer et sådant depot,« skrev Videnskab.dk’s faste rum-skribenter, Henrik og Helle Stub, for nyligt i en artikel.
Du kan læse mere om oktobers vilde nattehimmel i ‘Stubbernes’ artikel: “Kig op i oktober: Meteorsværmen Orioniderne vender tilbage”.
\ Læs mere
2020 er et særligt godt år at se Orioniderne på, skriver Space.com.
Månen er lille og blot fire dage inde i sin nye fase, hvilket gør det nemmere at spore stjerneskuddene på nattehimlen, da der er mindre månelys.
Stjerneskuddene vil især kunne ses mellem stjernen Betelgeuse i stjernebilledet Orion og stjernebilledet Tvillingerne. Derfor kaldes stjerneskudssværmen for Orionioderne.































