KORT NYT FRA DANMARK:
Almindelig salmonella kan være slem nok, men ind i mellem opstår der særlige typer af bakterien, der potentielt kan ramme mennesker endnu hårdere.
Sådan en super-salmonella er lektor Lotte Jelsbak stødt på i sit arbejde, der egentlig handlede om at undersøge kronisk salmonella. Det skriver Roskilde Universitet i deres populærvidenskabelige magasin Rubrik.
Lotte Jelsbak startede med én type salmonella, som udviklede sig til en anden variant. En super-salmonella, som ser ud til at smitte nemt, og som er mere modstandsdygtig end den normale bakterie.
»Det er normalt, at der sker ændringer i bakteriers DNA. Der sker hele tiden, hvad man kan kalde fejl i DNA, så DNA’et ændrer sig, og hvis denne fejl giver bakterien en fordel, så vil der opstå en ny og stærkere variant af bakterien. Hvis fejlen derimod ikke giver en fordel, så forsvinder varianten bare igen,« siger Lotte Jelsbak til Rubrik.
Men den nye salmonella kan også gøre os klogere på, hvordan sygdomme kan sprede sig eksplosivt.
»Med denne nye type salmonella kan vi gå ind og se på, hvor lid der skal til, og hvor hurtigt sådan en bakterie kan sprede sig. Vi har en helt unik mulighed for at se på, hvilke faktorer der spiller ind. Vi vil undersøge, hvordan denne super-salmonella spiller sammen med en normal tarmflora, og hvordan immunsystemet agerer i forhold til den,« siger Lotte Jelsbak til Rubrik.
Hun håber også, at forskningen kan føre til en bedre behandling af salmonella ved hjælp af probiotika.
For mens probiotika udkonkurrerer og fjerner de øvrige bakterier i tarmfloraen, er probiotika en type mikroorganismer, som har en gavnlig effekt på den naturlige tarmflora i maven.
»Den viden, vi får, kan måske også gøre, at man kan udvikle ny probiotika. Der er en kæmpe interesse for god probiotika,« slutter hun.
Læs også:
Ferierejser giver danskerne salmonella
Probiotika reducerer risiko for type 1-diabetes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























