En dansk rapport viser, at det som oftest er svinekød eller oksekød, der er kilden, når danskere bliver smittet med salmonella.
Forskerne bag undersøgelsen har lavet et såkaldt smittekilderegnskab over 2012, som beregner, hvor stor en del af salmonella-tilfældene i Danmark, som forskellige fødevarekilder forårsager.
Dansk svinekød er den hyppigste smittekilde til salmonella-infektioner i Danmark. Det danske svinekød står således for otte procent af salmonellatilfældene i Danmark. Den anden mest hyppige smittekilde er dansk oksekød. Dansk oksekød står således for syv procent af tilfældene i 2012.
Dansk oksekød er en stor kilde til salmonella
Årsrapporten om såkaldte zoonoser – dvs. sygdomme overført fra dyr til mennesker og omvendt - er udarbejdet af Zoonosecentret på DTU i samarbejde med Statens Serum Institut. Forskerne på Zoonosecentret er mest overrasket over, at antallet af dansk oksekøds-tilfælde er steget markant. Faktisk har niveauet i de sidste 10 år ligget på mellem blot 0,5 procent og 1,5 procent af alle sygdomstilfælde i Danmark.
Tallet for 2012 er altså steget hele syv gange i forhold til gennemsnittet fra årene før.
»Det er meget usædvanligt at så mange tilfælde af salmonella er forårsaget af dansk oksekød. Stigningen skyldes to salmonellaudbrud i dansk oksekød og en stigning i antallet af sporadiske tilfælde af salmonella,« siger seniorforsker ved Zoonesecentret ved DTU Fødevareinstituttet Anne Wingstrand.
Danskere får salmonella i udlandet
Rapporten fortæller, at der i 2012 blev registreret 1.198 danskere, som havde fået en salmonellainfektion. Det svarer til 21 tilfælde ud af 100.000 borgere. Det er ifølge DTU Fødevareinstituttet lidt mere end det rekordlave tal i 2011.
\ Fakta
Procent af salmonellatilfælde i Danmark, 2012 fra forskellige fødevarer, estimeret i årets smittekilderegnskab. Dansk svinekød 8,0 procent Dansk oksekød 7,1 procent Danske æg 1, 3 procent Danske slagtekyllinger 0 procent Danske ænder 0,8 procent Importeret svinekød 0,2 procent Importeret oksekød 0,9 procent Importerede slagtekyllinger 1,8 procent Importeret kalkun 1,1 procent Importeret and 1,6 procent Udlandsrejser 45 procent Kilde: Annual Report on Zoonoses in Denmark 2012. DTU Fødevareinstituttet, 2013
Knap halvdelen af alle salmonellainfektioner starter dog ikke herhjemme, men på ferier i lande som Thailand, Egypten og Tyrkiet.
Salmonella ikke fundet i dansk kyllingekød
Rapporten viser også, at det ikke kan påvises, at dansk kyllingekød har forårsaget salmonellatilfælde i 2012. DTU Fødevareinstituttet skriver i en pressemeddelelse, at den lave forekomst kan skyldes, at dansk ret siden 2008 har krævet, at fersk kyllingekød er salmonellafrit, når det bliver solgt.
»I løbet af de sidste 20 år har Danmark haft stort fokus på at reducere salmonella på gårdene, samt på slagterierne. Vi er glade for at se, at indsatsen har nedbragt salmonellasmitten fra dansk kyllingekød til tæt på nul. EU har også fokus på salmonella, og har sat mål for niveauet af salmonella i æglæggende flokke og slagtekyllinger,« siger Anne Wingstrand fra DTU Fødevareinstituttet.
Kender ikke smittekilde til en fjerdedel af tilfældene
Forskerne har udarbejdet salmonella-smitteregnskabet ved – meget forenklet sagt – at lave en matematisk sammenligning mellem salmonellatyper i patienterne og salmonellatyperne i fødevaregrupperne.
25 procent af tilfældene i Danmark kunne forskerne ikke henføres til en specifik fødekilde.
Årsagen kan ifølge forskerne være, at tilfældene var forårsaget af andre kilder, som for eksempel husdyr og kæledyr - eller frugt og grøntsager, som ikke indgår i smittekilderegnskabet.






























