KORT NYT FRA UDLANDET:
Mænd og kvinders hjerner består hver især af sammenblandinger af 'mandlige' og 'kvindelige' træk, og når man lægger alle forskellene sammen, er de slående ens.
Det fortæller forskere fra blandt andet Tel Aviv University i Israel i et nyt studie ifølge sciencemag.org.
»Der findes ikke én slags mandlig eller kvindelig hjerne,« fortæller Daphna Joel, der er hjerne- og adfærdsforsker ved Tel Aviv University i Israel og har ledet det nye studie til sciencemag.org.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
Forskerne brugte eksisterende MRI-skanninger fra over 1.400 mennesker til at måle volumenet af deres hjerners 'grå substans', der indeholder størstedelen af hjernecellerne.
De målte også volumenet af hjernernes 'hvide substans', der består af bundter af nervefibre, som sender signaler rundt i nervesystemet.
Derefter inddelte forskerne hjernernes forskellige strukturer i mandlige og kvindelige træk, alt efter hvor ofte de forekom hos mænd og kvinder. Hvis et bestemt træk for eksempel oftere forekom hos kvinder, kategoriserede forskerne den som kvindelig.
Forskerne konkluderede, at størstedelen af hjernerne bestod af en mosaik af mandlige og kvindelige træk. Afhængig af, hvad forskerne målte på, indeholdte mellem 23 procent og 53 procent af hjernerne en sammenblanding af mandlige og kvindelige regioner.
Og højest otte procent af hjernerne udviste i bestemte henseender rent mandlige eller kvindelige strukturer.
»Der er ikke én person, der har alle de mandlige karaktertræk og en anden person, der har alle de kvindelige karaktertræk. Eller hvis de eksisterer, er de virkelig, virkelig svære at finde,« siger Daphna Joel til sciencemag.org.
Læs også:
Hvorfor er mænd klogere end kvinder?
Derfor tænder kvinder ikke på teknik
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























