De fossile rester efter en hidtil ukendt dinosaur er fundet i ørkenen i Utah, USA. Det særlige ved netop denne dinosaur-art er dens utroligt lange horn, som er så lange, at de ville gøre selv Triceratops (middelstor, planteædende dinosaur, med to store horn placeret midt i hovedet) til skamme. Det skriver LiveScience.
Den nye art, som er beskrevet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, har fået navnet Nasutoceratops, som kan oversættes til ’stor-næset horn-ansigt’. Det kæmpe bæst levede for omkring 76 millioner år siden og var del af gruppen af planteædende, næsehornslignende dinosaurer.
»Den har den største næse og de længste horn af nogle af disse dinosaurer,« siger en af studiets medforfattere Mark Loewen, som er palæontolog ved University of Utah.
Den majestætiske planteæder har været omkring fem meter lang, da den levede, og havde en lang, flad snude og altså absurd lange horn, som strakte sig hele vejen til dens næsetip. Hornene har den formentlig brugt til at genne rivaler væk og afskrække rovdyr. Men forskerne mener dog, at hornenes hovedformål har været seksuel selektion.
Læs også:
Fossilbunke afslører, hvordan dinoer voksede sig store
Så er det officielt: T. rex var et glubsk rovdyr, ikke ådselæder





























