Dinosaurer er og bliver mystiske. Hvor mange arter har eksisteret, som ikke er blevet bevaret som fossiler? Hvilken farve havde de? Hvordan fandt de sig en mage?
Mange af sådanne spørgsmål får vi aldrig svar på, men nogle gange kommer nye fund, som åbner døren til fortiden lidt mere.
Noget af det, forskerne ved mindst om, er dinosaurernes udvikling fra undfangelse til færdigudklækket dino. Æg var lige så skrøbelige dengang, som de er i dag, og de blev som regel ødelagt, før de kom i nærheden af at blive fossiler.
Derfor har forskerne kun få bevarede dinosaurembryoer (fostre som er tidligt i udviklingsstadiet, red.) til rådighed for at kunne sige noget om den allerførste del af dinosaurernes liv. Særligt er der mangel på de rigtig gamle dinoembryoer, fra juraperioden, som varede fra omtrent 200 millioner år siden til 145 millioner år siden.
Nu udvides kundskaben om babydinosaurer fra juratiden drastisk, efter et forskerteam har opdaget og studeret en samling af langhals-dinosaurembryoer i det sydlige Kina.
»Dette er kun det andet fund af et æg fra tidlig-jura nogensinde, og fundet er endda næsten sejere end et fuldstændigt og fint bevaret foster i ægget,« siger palæontolog Jørn Hurum fra naturhistorisk museum til forskning.no.
De som ikke overlevede på 'fuglebjerget'
Stenplanter fra Lufeng i Yunnan-provinsen – et sted Jørn Hurum beskriver som »en af de sejeste dinosaurformationer, jeg har arbejdet med« – indeholder mere end 200 knogler, fra det, forskerne mener, er mindst 20 dinobabyer, som er på forskellige stadier i udviklingen fra tidligt foster til udklækket dinosaur.
Dette er altså ikke dinosaurer fra en rede, mener forskerne, for så ville alle de små have været lige gamle.
»Dette er et knoglelag af udvaskede knogler af forskellig størrelse. Sandsynligvis er det rester fra et ’dinosaur-fuglebjerg’,« kommenterer Jørn Hurum.
Flere dinosaurer brugte antageligt den samme redeplads, men dengang som nu, var der nogle individer, som ikke overlevede og voksede op.
Resterne efter dem er sandsynligvis blevet skyllet sammen af en storm eller oversvømmelse, og derefter blevet bevaret der, hvor de hobede sig op.
Sandsynligvis er embryoerne miniudgaver af arten Lufengosaurus, en af de mest almindelige arter fra området. Lufengosaurus var en forløber for sauropoderne, bedre kendt som langhalse.
»Nogle af dinosaurerne har levet en stund, men er måske sultet ihjel, andre døde før de blev udklækket, og så videre. Her har du altså mange stadier af udviklingen, og så kan du begynde at fortælle historier om deres vækst,« siger Jørn Hurum.
Voksede og klækkede hurtigt
En voksen Lufengosaurus kunne nå over ni meter fra næsetip til halespids, men vi begynder alle i det små alligevel. Lårbenet fra den største embryo, som er fundet i knoglebunken, er kun lidt over to centimeter langt.
De allermindste lårben er imidlertid kun halvt så store, selvom embryoet ikke var særligt meget yngre, da det døde. Dermed mener forskerne, at de har fundet bevis for en hurtig fosterudvikling hos dinosauren.
Det er ikke så overraskende. Du bliver trods alt nødt til at vokse hurtigt, hvis du skal opnå en længde på otte meter i løbet af relativt få år.
Vækstraten kan også fortælle forskerne noget om, hvor længe dinosaurerne opholdt sig inde i ægget, før de klækkede. Det er nemlig begrænset, hvor stort et æg kan blive. Jo større et æg er, jo tykkere bliver skallen, og til sidst bliver den så massiv, at luft ikke slipper gennem til embryoet indeni.
Da dinosaurerne voksede hurtigt, må de også være hoppet hurtigt ud af ægget – før de blev så store, at de blev kvalt derinde.
Dinoerne var klar til at løbe med det samme
Sådanne detaljer fra dinosaurernes udvikling har måske ikke så meget at skulle have sagt for din og min forståelse af dinosaurerne. Der kommer ingen ny Hollywood-megasucces om dinosaurernes vækstrater.
Men for palæontologerne er de guld værd som indblik i fortidens hverdagsliv.
»En anden ting, som forskerne har set, er, at knoglerne har en ikke-symmetrisk vækst af benvæv – knoglerne er mere udviklet på nogle punkter end andre,« siger Jørn Hurum.
Det er mest sandsynligt en indikation på, at dinosaurerne bevægede sig inde i ægget. De tykkere områder af knoglerne var områder, hvor musklerne var fæstet, og brugen gjorde, at knoglerne udviklede sig hurtigere på de punkter.
»Det kan betyde, at de var klar til at løbe, omtrent i det øjeblik de kom ud af ægget, og at de kunne bevæge sig og stikke af. Det er måske en indikation på, at forældrene ikke tog så meget vare på dem,« siger Jørn Hurum.
Fandt blødt væv med bedre metode
Hovedforskeren bag det nye studie er palæontologen Robert Reisz fra University of Toronto i Canada.
Han har arbejdet meget med dinosaurfostre og har blandt andet også opdaget en fuldstændigt bevaret rede af nyklækkede babyer i Sydafrika.
Babydinosaurerne var imidlertid ikke det eneste interessante i Robert Reisz og kollegers studie. Sidst i artiklen nævner de, at de også har fundet blødt væv inde i knoglerne.
Der er altså rester efter blød brusk, som er blevet bevaret i mere end 150 millioner år.
»Indtil nu har andre forskere fundet blødt væv ved at opløse knogler i syre og analysere det, som er tilbage. Forskerne bag dette studie mener, at det er en proces, hvor der er for mange muligheder for fejl. Selv er de gået ind og har scannet de bedst bevarede dele af knoglerne, uden at opløse dem. Dermed mener de, at deres resultater er mere sikre,« forklarer Jørn Hurum.
Påstande om fund af blødt væv mødes ofte med både skepsis og meget diskussion i fagmiljøet, for der skal en del til for at bevare noget, som er blødere end knogler i en fossileringsproces.
Desuden er det sjældent, at en 'min metode er bedre end din'-bemærkning går upåagtet hen blandt konkurrerende forskere.
Svag omdannelse gør blødt væv sandsynligt
Jørn Hurum afviser ikke, at fundet af blødt væv kan være korrekt.
»Delen om blødt væv er næsten en sidebemærkning i studiet. Det er ikke det vigtigste for dem. Men fossiler fra Lufeng-området er godt bevaret, og der har ikke været så meget omdannelse af knoglerne, så det kan godt stemme, at de har fundet bruskrester,« siger han.
Svag omdannelse betyder, at knoglerne har ligget ganske langt oppe i jordskorpen i store dele af tiden, mellem dinosaurerne døde, og de blev fundet. Dermed har et stort tryk og høje temperaturer ikke klemt så meget på knoglerne. Det er det, der gør, at organiske materiale forsvinder.
»Det er jo ikke celler med DNA, vi snakker om brusk og den slags ting. Jeg tror, vi vil se langt flere af sådanne fund i fremtiden, efterhånden som analysemetoderne bliver stadig bedre,« siger Jørn Hurum.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
