Er du dykker, og har du været så heldig at dykke i det karibiske koralrev?
Så har du måske set både trompetfisk og papegøjefisk. Måske har du endda set dem svømme så tæt sammen, at de nærmest ser ud til at være limet sammen.
Det har forskerne bag et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Current Biology.
De har fundet frem til, at trompetfisk bruger en lidt større fisk til at dække sig bag, når den jager. Trompetfisk og mennesker er dermed de eneste to dyr, der bruger andre dyr som dække under jagt.
Det skriver Cambridge University i en ny pressemeddelelse med dertilhørende video.
Undersøgelsen ledte forskerne ned på havets bund, hvor de dykkede rundt med håndmalede modelfisk på en snor.
Efter timers dykning fandt de frem til, at trompetfisken ikke anses som en trussel, når den gemmer sig bag andre fisk.
»Når en trompetfisk svømmer tæt på en anden fiskeart, er den enten helt skjult for sit bytte eller skjult nok til, at den ikke genkendes som et rovdyr, fordi dens form er anderledes,« siger Dr Sam Matchette fra Cambridge University, der er førsteforfatter på studiet.
Byttefiskene blev modsat skræmt væk, når forskerne puttede en trompetfisk på snoren og trak den forbi dem.
De kom derfor frem til den overraskende konklusion: Mennesker og trompetfisk er de eneste dyr, der bruger andre dyr som camouflage under jagt.
bhe





























