Video: Kom helt tæt på sejlfiskens effektive jagtteknik

Efter fem års studier er det lykkedes en international gruppe forskere at blive klogere på jagtmønstret for en af verdens hurtigste fisk.

Der er tale om sejlfisken, som forskerne har studeret én gang årligt de seneste fem år.

De er sejlet 35-40 kilometer ud fra kysten i den mexicanske by Cancun.

Ombord på båden var blandt andre den danske professor i marinbiologi John Fleng Steffensen.

Fregatfugle var røgsignal for sejlfisk

Selvom det var sejlfiskene, der havde forskergruppens interesse, sejlede de afsted med fuld fart fra Cancuns kyst med henblik på at lokalisere fregatfugle, fortæller John Fleng Steffensen.

»Når vi så en samling fregatfugle højt oppe i luften, vidste vi, at det var tegn på aktivitet i havet. Her trak enorme stimer af sardiner forbi, og det tiltrak sejlfisk, som forsøgte at få en lille sardinstime løsrevet fra den store,« fortæller han.

»Når fregatfuglene samledes her og dykkede helt ned til havet, skyldtes det, at sejlfiskene havde tvunget sardinerne helt op til vandoverfladen. Det kunne fregatfuglene se, så de fløj ind og plukkede enkelte fisk.«

Fregatfuglene fungerede altså som et slags røgsignal for tilstedeværelsen af sejlfisk i havet. Forskergruppen kunne således sejle derhen og hoppe i havet med særlige højhastighedskameraer.

Nervepirrende at svømme rundt blandt lynhurtige kæmpefisk

Forskerne lå op til ti ad gangen i havet og filmede de jagende sejlfisk, fortæller John Fleng Steffensen. Her kunne de direkte observere og filme, hvordan sejlfiskene jagede.

Optagelserne var dog ikke helt lette at få i hus.

»Det var ikke nemt bare at hoppe i havet, som er 50 meter dybt og måske gemmer på store hajer og lignende. Det gjorde det heller ikke nemmere, at sejlfiskene er så lynhurtige. Når man ligger og snorkler rundt i overfladen, og der så kommer en to meter lang fisk i fuld fart mod en, så bliver man lidt bange,« siger John Fleng Steffensen.

Han understreger dog, at hverken ham eller kollegaerne er blevet ramt af sejlfiskene.

Resultaterne af strabadserne kan ses i videoen øverst i artiklen.

»Det rene slagteri« under havet

Kun 24 procent af sejlfiskenes angreb blev direkte belønnet med en sardin.

I 95 procent af angrebene formåede de dog at gøre skade på sardinerne, viser John Fleng Steffensen og forskerkollegaernes nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.

»Også de beskadigede fisk blev spist til sidst. Så en stor stime sardiner var væk på omkring et kvarter. Det er det rene slagteri,« siger han.

Sejlfiskenes strategi kan inspirere andre dyr

Selvom kun én sejlfisk ad gangen angriber sardinerne, får hele gruppen på op til 70 sejlfisk noget ud af jagten.

»De mindste sardinstimer endte i kugleformationer, hvor én sejlfisk ad gang stak sin pindelignende 'næse' ind og med en hastighed på mere end 100 kilometer i timen slog til fiskene. Idéen var at beskadige så mange sardiner som muligt og slå dem ud af stimen. Så var det enten den sejlfisk, der ramte dem, eller en af de andre fra gruppen, som kunne nuppe de mest medtagne sardiner,« fortæller John Fleng Steffensen.

Det betyder, at hver enkelt sejlfisk ikke behøves at arbejde lige så hårdt for føden.

Hvis denne energisparende teknik viser sig at gavne sejlfiskene på længere sigt, kan det være et eksempel på adfærd, der kan føre til mere komplekse samarbejdsstrategier hos andre dyregrupper, påpeger forskerne bag det nye studie.