Langt om længe er der vished om, hvordan Nordsøens såkaldte pockmarks – huller og revner i havbunden – opstår.
Nej, svaret er ikke udslip af væsker eller drivhusgasser som metan, som forskere tidligere har troet.
Årsagen er derimod marsvin (Phocoena Phocoena) og tobis (Ammodytes Marinus), der i folkemunde er bedre kendt som sandål, skriver Kiel University i en pressemeddelelse.
»Vores resultater viser for første gang, at disse fordybninger opstår i direkte forbindelse med marsvins og tobisers levesteder og adfærd, og at de ikke dannes af opstigende væsker,« siger geoforsker ved Kiel University samt studiets hovedforfatter, ph.d. i havvidenskab Jens Schneider von Deimling, i pressemeddelelsen.
Som ekspert i kortlægning af havbunden troede hovedforfatteren aldrig selv på, at det var metan, der var årsagen til de sære huller på bunden af Nordsøen.
»Vi var nødt til at komme med en alternativ hypotese for dannelsen,« tilføjer han.
Forskerholdet har undersøgt Nordsøen ud fra den nordtyske bugt, og de har ved brug af et særligt ekkolod til lavvandsområder kortlagt havbunden helt ned til centimeter. Det har ikke været muligt før nu, forklarer Jens Schneider von Deimling i pressemeddelelsen.
På baggrund af den indsamlede data formoder forskerholdet, at fordybningerne i havbunden er skabt af marsvin og andre dyr på jagt efter føde såsom den ålelignede fisk, tobis.
Tobis holder til under Nordsøens sandede havbund.
»Fra analyser af maveindholdet i strandede marsvin ved vi, at tobis er en vigtig fødekilde for Nordsøbestanden,« siger ph.d. i biologisk oceangeografi og seniorforsker ved University of Veterinary Medicine Hannover, Anita Gilles,i pressemeddelelsen.
I forskernes undersøgelse af pockmarks i Nordsøen kunne de se, at havpattedyrene efterlader gruber i havbunden, når de jager tobis.
»Disse grubers dannelsesmekanisme, som vi kalder dem, forklarer sandsynligvis også eksistensen af adskillige kraterlignende fordybninger på havbunden på verdensplan, som er blevet fejlfortolket som et resultat af metangaslækager,« siger Schneider von Deimling i pressemeddelelsen.
På Nordsøens bund identificerede forskerne 42.458 lavvandede gruber med en gennemsnitlig dybde på blot elleve centimeter.
prip






























