»Jeg fangede engang en stillits-hun (fugleart i finkefamilien, red.), og hele vejen tilbage til stationen fulgte hendes partner efter og kaldte på hende,« indleder Trevor Price, der er biolog og fugleforsker, til UChicago News.
»Han ventede utålmodigt i et træ i nærheden, og da jeg slap hunnen fri, fløj parret væk sammen og kvidrede.«
De fleste studier om dyrs partnerudvælgelse handler om, at hannerne har allermest at vinde, hvis de går efter så mange partnere som muligt.
Derfor er det - fra et evolutionært synspunkt - svært at forklare, hvorfor en farvestrålende finkehan loyalt følger sin partner gennem byen.
En ny undersøgelse, der er offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences, viser, at det forelskede finkepars opførsel - partnerskab og teamwork - ofte udvikler sig blandt arter, hvor parrene bliver sammen hele livet.
LÆS OGSÅ: Forskere har måske fundet de gener, der gør nogle dyr monogame
»Det er ikke kun mennesker, der danner stærke bånd mellem parrene og følelsesmæssige relationer mellem han og hun,« fortæller Trevor Price, der er seniorforfatter til undersøgelsen.
Og det er ikke ualmindeligt, at hanner, som tilhører fuglearter, der har en partner for livet, bliver ved med at danse og vise deres farverige fjerdragter frem over for hunnen.
Hvorfor hannen gør det, forklarer forskerne bag med følgende eksempel:
- Forestil dig, at en hunfugl lægger tre æg, og hannen hjælper med at opfostre ungerne.
- Det viser sig så, at hanfugle med en særligt kraftig blå farve får deres hunner til at lægge fire æg i stedet for tre.
- De blå hanner får altså større afkom end dem, der er mere kedelige i farven, men til gengæld bliver de blå hanner mere almindelige over generationer - og derfor mere uinteressante.
- Samtidig er det et væsentligt hårdere arbejde for hunfuglene at opfostre fire frem for tre unger, og hunnerne, der 'kun' lægger tre æg bliver derfor også mere almindelige.
Slutresultatet: Alle hanner er blå, og alle hunner lægger tre æg.
LÆS OGSÅ: Homoseksuelle fugle danner par for livet
Nu er hannerne imidlertid nødt til at gøre sig selv mere interessante, hvis de skal undgå at hunnen kun lægger to æg.
Fuglenes kærlige adfærd er derfor en god ting for begge parter, for det er hverken han eller hun interesseret i.
Når hannen viser sig frem, bærer mere attraktive farver og synger lidt sødere, får de forelskede par unger mest effektivt, skriver UChicago News.
LÆS OGSÅ: Alliker kan genkende og advare hinanden om farlige mennesker
LÆS OGSÅ: Milepæl i biologien: Sådan blev fugle til fugle
LÆS OGSÅ: 30 procent af fuglene er forsvundet i Nordamerika de seneste 50 år
clc






























