Ølmåtters oprindelige funktion er at skåne borde, men de er samtidig også oplagte at bruge som frisbees. Det skulle man i hvert fald tro. Hvis man har forsøgt at bruge en ølmåtte som projektil, ved man til gengæld, at det ikke er tilfældet.
Når man forsøger at kaste en ølmåtte, vil den efter kort tid skifte retning, dreje til en side og falde mod jorden.
Tre fysikere fra University of Bonn har netop valgt at undersøge, hvorfor ølmåtter ikke kan flyve lige. En undren, der opstod, mens de tre var på bar.
Det skriver University of Bonn i en artikel.
Det er ifølge fysikerne en uundgåelighed, at ølmåtten senest efter 0,45 sekunder begynder at dreje til en af siderne. Det skyldes interaktionen mellem tyngdekraften, opdriften og konserveringen af impulsmoment.
Impulsmoment kan beskrives som et legemes bevægelse omkring et punkt. Man kan forestille sig en skøjtedanser, der laver en pirouette. Når armene er tæt inde ved kroppen, vil personen spinne hurtigere, end hvis de var udstrakte, fordi impulsmomentet bliver konserveret.
Når man kaster ølmåtten, vil tyngdekraften få den til at tilte tilbage som et fly, der er ved at lande. Det giver et tryk fra luftstrømmen på den forreste del af ølmåtten, hvilket normalt ville få papcirklen til at flippe bagom.
Når man kaster en ølmåtte, gør man det dog typisk som en frisbee, hvilket giver den et spin, som var det en snurretop. Rotationen herfra stabiliserer dens flyvning og sørger for, at ølmåtten kan fortsætte uden at flippe med det samme.
Til gengæld vil opdriften få ølmåtten til at dreje til en side, samtidig med at den vender sig, så den til sidst er helt oprejst i luften som et hjul. Herefter vil den falde mod jorden, hvilket er karakteristisk for alle flade og runde objekter, der er lodrette i luften.
De tre fysikere vil dog gerne undskylde.
»En dybfølt undskyldning skal lyde til alle, der skulle blive ramt af ølmåtter i fremtiden. Om det så er på grund af dårligt sigte, eller om det er os, der inspirerer andre til at lave fjollede eksperimenter,« lyder det i pressemeddelelsen.
Studiet er udgivet i The European Physical Journal Plus.
\ Læs mere
jso






























