Den her gris skal dø for videnskaben. Er det synd for den?
Forsøgsgrises skæbne er at blive inficeret med sygdom, testet, opereret på og aflivet i videnskabens tjeneste – men inden de når så langt, har de flere 'privilegier' end andre grise.
\ Automatisk oplæsning
Forsøgsgrises skæbne er at blive inficeret med sygdom, testet, opereret på og aflivet i videnskabens tjeneste – men inden de når så langt, har de flere 'privilegier' end andre grise.
En flok lyserøde smågrise drøner hvinende hen i et hjørne, så træspåner og hø hvirvler op bag dem.
»De kan blive lidt nervøse, når der kommer nye mennesker, men ellers er de altså meget trygge og vant til tæt kontakt med dyrepasserne,« forsikrer Louise Langhorn, da Videnskab.dk’s journalister træder ind i stalden.
Hun er dyrlæge, leder af stordyrsfaciliteterne ved Syddansk Universitet, og hun peger ned på en gruppe af 16 forsøgsgrise på hver omkring 20 kilo.
De er købt fra en konventionel landbrugsgård, hvor de i den her størrelse hver har krav på 0,3 kvadratmeter at boltre sig på. I det her forsøg på SDU har de hver 4,5 kvadratmeter. De bliver tæt overvåget for at sikre deres velfærd. Og så bliver de stimuleret dagligt med legetøj.
Til gengæld bliver de udsat for forsøg, som kræver en særlig tilladelse, og som man af den ene eller anden grund ikke vil udsætte et menneske for.
»Jeg synes, vi tilbyder dyrene et godt liv, hvor vi tilgodeser deres adfærdsmæssige behov i den udstrækning, vi kan,« lyder det fra Louise Langhorn.
Men 'det gode liv' kommer med en pris. Forsøgsgrise må finde sig i at blive opereret på, smittet med sygdomme og testet fra hale til tryne, for til sidst at blive aflivet. Er det en fair pris at betale?
Annonce:
Ifølge Dyreforsøgsloven skal forsøgsgrise have »adgang til tilstrækkelige mængder materiale, som de kan udforske og manipulere, herunder rode i, for at reducere risikoen for adfærdsforstyrrelser.« (Foto: Anders Haubart Madsen/Videnskab.dk)
Endnu et tegn på 'berigelse' - at forsøgsgrisene på Syddansk Universitet får materialer og mad at underholde sig med. (Foto: Louise Langhorn/Syddansk Universitet)
Det er et lovkrav, at forsøgsgrise skal have strøelse i deres stald. På SDU tester de en ny form for strøelse, der angiveligt skulle være mere skånsom for grisetæerne. (Foto: Anders Haubart Madsen/Videnskab.dk)
En forsøgsgris på omkring 20 kilo, som den her på Syddansk Universitet, har ret til 0,5 kvadratmeter gulvplads, men på Syddansk Universitet har de reelt væsentligt mere. En konventionel slagtegris på samme størrelse har ret til 0,3 kvadratmeter. (Foto: Anders Haubart Madsen/Videnskab.dk)
1
/
4
\ Ny serie: Dyreforsøg
De er kontroversielle, de er livsnødvendige. Men nu skal det være slut med at udnytte mus, fisk og grise i videnskabens navn.
Sådan lyder ambitionen fra EU og flere forskere, som leder efter alternativer til den animalske løsning. Alligevel anvender man hvert år over 200.000 dyr til forsøg i Danmark. Hvorfor? Hvorfor halter udfasningen af dyreforsøg?
I en ny serie på Videnskab.dk sætter vi fokus på etiske dilemmaer, nye tendenser og mulige gennembrud ved forsøg med dyr.
Se hele serien her.
Mild blærebetændelse
De livlige grise i stalden i Odense er langt fra de eneste, der bliver brugt til forsøg i Danmark. Faktisk blev der samlet på landsplan brugt 23.641 grise til videnskabelige formål i 2022, hvoraf cirka 12.000 dog indgik i et særligt transportforsøg.
Til sammenligning blev der i 2017 brugt 5.481 grise.
Der er flere grunde til, at grise bruges så ofte i dyreforsøg, fortæller Louise Langhorn.
»Grisen er lidt en erstatning for hunde, som man brugte meget tidligere. Der er nok en større accept generelt i samfundet af at bruge grise i stedet for hunde, og de er nemmere at berige og give et bedre liv,« forklarer hun.
»Og så ligner grisene os mennesker rigtig meget på mange punkter. Det kan også betyde, at vi skal bruge færre dyr til at få svar på vores videnskabelige spørgsmål.«
Grisenes blære ligner for eksempel menneskers. Og det er her, de grise, som Videnskab.dk besøger, kommer ind i billedet.
Griseblæren er nemlig lige så modtagelig som menneskers over for blærebetændelse, som mikrobiolog og læge Kristian Stærk tester en vaccine imod på Syddansk Universitet.
Annonce:
»De første seks uger bliver halvdelen af grisene vaccineret, hvor de får tre stik med to ugers mellemrum. Til sidst får de alle 16 en eksperimentel blærebetændelse, hvor vi sprøjter en bakterie op i blæren. Så opstår der en infektion, og så følger vi det i seks dage,« fortæller han.
På den måde kan han måle på, hvor godt de vaccinerede grise er beskyttet sammenlignet med de uvaccinerede.
Hvor syge bliver grisene af blærebetændelsen?
»De bliver ikke klinisk syge eller får voldsom feber. De får hyppigere vandladninger, og det kan give svie. Vi kan måle i urinen, at der sker en stigning i nogle af de her inflammatoriske proteiner, som vidner om, at der er noget betændelse. Men det er også det.«
Med livet som pris
Grisenes bidrag til videnskaben kommer dog med en større pris end blot svie og hyppige vandladninger. For når man har testet deres urin, skal man også bruge deres blærer.
Så når Kristian Stærk og hans kolleger har indsamlet urinprøverne over seks dage, bliver grisene aflivet med en dødelig dosis bedøvelse, mens de er bevidstløse, hvorefter de får bortopereret deres blære.
På det tidspunkt er de fire-fem måneder gamle, mens et slagtesvin typisk er fem-seks måneder gammelt, når det sendes til slagtning.
Annonce:
Alligevel mener Louise Langhorn, at det som udgangspunkt er en mildere skæbne at være forsøgsgris.
»Selvfølgelig kan der være ubehag forbundet med at være forsøgsgris, særligt afhængigt af hvilket forsøg de indgår i. Men de har et mere varieret liv med mere plads og berigelse end de fleste andre grise i Danmark,« siger hun og fortsætter:
»Vi har nogle helt andre muligheder for at bruge smertestillende medicin og behandle forsøgsdyrene individuelt, end man har, når man producerer fødevarer.«
En gris er en gris, men…
Om en gris er født til at være forsøgsdyr, kæledyr eller mad i køledisken, kan have en del indflydelse på, hvordan den lever og dør, påpeger professor Mette S. Herskin, der forsker i dyrevelfærd på Aarhus Universitet og selv bruger grise til forsøg.
»Hvordan vi som samfund behandler de forskellige dyrearter er blandt andet styret af, hvilket ord vi sætter foran dyrets navn. En rotte i dit hønsehus er et skadedyr, så den må du gerne slå ihjel med en smækfælde helt uden at være trænet i proceduren,« fortæller professoren fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.
»Men hvis jeg vil slå en rotte, der bliver brugt som forsøgsdyr, ihjel med smækfælde, skal jeg søge tilladelse til det og argumentere for, hvorfor lige den aflivningsmetode er nødvendig. Jeg skal også være trænet i aflivningsmetoden.«
Hun påpeger, at det er et tænkt eksempel, men at hun ikke tror, at hun ville kunne få sådan en tilladelse, da aflivningen af forsøgsdyr skal være så skånsom som muligt.
Annonce:
Ifølge Dyreforsøgsloven er det et krav, at man har fået tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet til at udføre sine forsøg. For at få sådan en tilladelse skal man levere en beskrivelse af forsøget, argumentere for, hvorfor det er væsentligt at foretage, og opfylde en række krav til, hvordan dyrene lever, mens de er i forskernes varetægt.
Der er eksempelvis forskel på kravene til grisehold i landbruget og laboratorierne.
»I landbruget må man kastrere grise uden bedøvelse. På grund af brancheaftaler kastreres de allerfleste grise i dag ved brug af lokalbedøvelse, men ifølge loven er det ikke nødvendigt. Man må også fiksere søer (placere dem i båse med begrænset bevægelsesfrihed, red.) i flere uger,« fortsætter hun.
»Jeg tror, det vil være meget svært at få lov til at gøre med forsøgsgrise.«
Derudover er der skærpede krav til, hvordan man bedøver og smertelindrer forsøgsgrise, der heller ikke må gå alene i længere tid undtagen i særlige tilfælde. Ændringer i flokken skal ske under særlig overvågning, da grisen naturligt er et socialt dyr, som lever i grupper af individer, der kender hinanden, oplyser hun.
Ville du helst selv være en forsøgsgris eller en produktionsgris?
»Det kan man ikke sætte så simpelt op, for i dyreforsøg må man jo godt udsætte dyrene for eksempelvis smerter eller andet ubehag og også fiksere dem, hvis man kan argumentere for, at det er nødvendigt for at få en viden, vi som samfund har brug for,« svarer Mette S. Herskin.
Hun har også selv lavet forsøg med grise, for eksempel i forbindelse med studier af grisen som model for menneskets nervesystem. I forbindelse med forsøgene undersøgte forskerne smertelignende reaktioner i grisenes hud ved at give dem milde solskoldninger med UV-lys og smøre chilicreme på et lille hudområde.
»Vi kommer jo ikke uden om, at meningen med dyreforsøg ofte er at påføre dyret en eller anden form for ubehag, for eksempel smerte eller sygdom,« siger hun og påpeger, at der er forskel på kravene til dyrevelfærd afhængigt af, hvor dyreforsøgene foregår i verden.
\ Læs også
Når prisen skal betales
Tilbage på Syddansk Universitet åbner Louise Langhorn døren ind til et hvidt lokale ved siden af stalden. Det er her, aflivningen finder sted – på en metalbriks over et linoleumsgulv, hvor grisen efter at blive bedøvet i stalden får en dødelig indsprøjtning.
»Aflivningsproceduren er forbundet med mindst mulig stress,« siger Louise Langhorn og fortsætter:
»Her får de et stik i nakken, og så falder de i søvn.«
Men før de dør, lider de jo for videnskaben?
»Det kan godt være forbundet med ubehag at være forsøgsgris, hvis man for eksempel skal igennem en operation. Men vi smertestiller dem i vidt omfang og gør alt, hvad vi kan for at mindske stress og lidelse.«
Men de lever ofte et kortere liv end en slagtegris?
»Ja. Men jeg synes, vi giver dem de bedst mulige betingelser for et godt liv indtil da. Vi giver dem en værdig og rolig afslutning på et liv, som tjener et højere formål – nemlig frembringelse af ny, medicinsk viden.«
Lige nu ser grisene i stalden ud til at være tilfredse med tilværelsen som forsøgsdyr, efter de er blevet mere trygge ved at have fremmede journalister på besøg.
Nogle roder i den ekstra strøelse, de får at boltre sig i på Syddansk Universitet, mens andre har lagt sig til at sove efter at have fået lov til at løbe frit i et af staldens gangarealer med deres legetøj tidligere på dagen.
Flere af grisene kigger nysgerrigt på fotografens kamera, mens det knipser løs bag tremmerne – uvidende om, at når billederne udgives, er de døde og borte i videnskabens tjeneste.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
