Vidunderbørn: Hvordan bliver de så vilde?

Da amerikaneren Greg Smith var 10 år i 1999, var han gæst i Oprah Winfreys talkshow, hvor han blev hyldet for sin utrolige begavelse (se videoen herover).

På det tidspunkt var han netop begyndt i college, og hans klassekammerater var næsten dobbelt så gamle som ham. Dette lod han sig dog ikke anfægte af, og han havde ambitiøse planer om at gøre verden bedre.

Rejser vi til Rusland, har den 12-årige kunstskøjteløber Veronika Zhilina hoppet, snurret og danset sig til stor international opmærksomhed med flere firdobbelte spring og en nærmest umenneskelig smidighed.

Og i Spanien trommede den kun 2-årige Hugo Molina sig direkte ind i manges hjerter, da han slog benene væk under dommerne i talentkonkurrencen Spain's Got Talent 2019.

Utrolige eksempler som disse dukker indimellem op i nyhederne og på sociale medier, og det har fået vores læser Kasper til at undre sig:

»Når jeg ser små børn brillere ved eksempelvis at spille et instrument, bliver jeg altid målløs. Hvordan kan de blive så vilde? Er deres talent medfødt, eller er det forældrene, der pacer dem?« skriver han til Spørg Videnskaben.

På redaktionen er vi mindst lige så fascinerede og kaster os derfor straks ud i at finde svar til Kasper.

Hvornår er man et vidunderbarn?

Inden vi gør noget, skal vi dog lige indkredse, hvad et vidunderbarn overhovedet er. For er man potentielt et vidunderbarn, hvis man kan læse og regne, inden man kommer i skole? Eller er der en nærmere videnskabelig definition?

Hans Henrik Knoop, der er psykolog og lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, har kigget nærmere på sagen for Spørg Videnskaben.

Han forklarer, at vidunderbørn ifølge forskning defineres som børn, der har opnået et professionelt niveau af egenskaber, inden de fylder 10 år.

Forskningen peger desuden samlet på, at vidunderbørn typisk har:

• Ét særligt talent, som vidunderbarnet bruger næsten al sin tid på at opdyrke.
• Ekstraordinært gode muligheder i barndommen, såsom opofrende forældre, mentorer og miljøer, hvor deres særlige talent og interesse kan udfolde sig.
• Høj generel intelligens, exceptionelt god arbejdshukommelse og en særlig opmærksomhed i forhold til detaljer (sidstnævnte er et træk som også forbindes med autisme, uden at det behøver betyde noget for det enkelte barn).
• Overforekomst af det specifikke talent i familien – både på langs (for eksempel forældre og bedsteforældre) og på tværs (for eksempel onkler og tanter)

»Der tegner sig en samlet forståelse af, at vidunderbørns exceptionelle præstationer er bestemt af en række medfødte personlighedstræk, såvel som miljømæssige faktorer samt en intens interesse og arbejdsindsats,« tilføjer Hans Henrik Knoop, der desuden er Extraordinary Professor ved North-West University i Sydafrika, i en mail til Spørg Videnskaben.

Hjerneforsker: Man kan ikke se forskel på vidunderbørns hjerner og 'almindelige' hjerner

Godt så – lad os komme tilbage til Kaspers spørgsmål: Hvordan kan vidunderbørn blive så vilde?

Vi ringer straks til hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær. For hvis børn er exceptionelt dygtige, må det vel først og fremmest have noget med hjernen at gøre?

»Ja, man kan selvfølgelig godt sige, at det er en hjerne, der ligger bag et stort talent,« siger Troels Wesenberg Kjær.

Men, forklarer han, man kan som udgangspunkt ikke se forskel på hjernen hos et vidunderbarn og andre mennesker, selvom alle hjerner er forskellige.

Vidunderbørn har altså generelt hverken større eller på andre måder specielle hjerner.

»Der, hvor man kan se forskelle, er, hvis man træner et hjerneområde og sammenligner skanninger før og efter. Men hvis man skanner vidunderbørns hjerne, vil man sandsynligvis se, de har helt almindelig hjerne,« fortæller hjerneforskeren, der er overlæge og professor i klinisk neurofysiologi ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Sjællands Universitet

Vidunderbørn har særlig veludviklede forbindelser i hjernen

Når vidunderbørn skiller sig ud, skyldes det, at de har nogle netværk i hjernen, som er særlig veludviklede, forklarer Troels Wesenberg Kjær.

Hjernen er et avanceret organ, som hos mennesker består af omkring 86 milliarder nerveceller, også kaldet neuroner, der er forbundet i et netværk.

Hver celle har forbindelse til andre nerveceller, ved at en celle sender signaler til en anden – disse forbindelser kaldes synapser. Og hver gang, hjernen har lært noget nyt, dannes synapserne.

Spørg Videnskaben har desuden talt med professor Peter Vuust, der ligeledes er hjerneforsker, og han fortæller, at synapser også kan forsvinde helt, hvis de ikke bliver brugt.

Det skyldes, at hjernen er 'plastisk' – det vil sige, den har evnen til at forandre sig. Især i barndommen, ifølge Peter Vuust.

»Så jo tidligere man går i gang, jo større er sandsynligheden for, at man bliver god til noget,« forklarer Peter Vuust, der også er jazzmusiker og leder Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.

Hvordan kan der være så stor forskel på 6-åriges evner?

Umiddelbart giver det næsten sig selv, at man skal starte tidligt for at blive god.

Men det er stadig forbløffende, at nogle 6-årige kan spille en symfoni af Mozart, når mange andre på den alder stadig kæmper med at lære at binde snørebånd.

Hvordan forklarer hjerneforskerne den forskel?

»Et vidunderbarn, der eksempelvis er exceptionelt talentfuld til at spille klaver, har fra en helt tidlig alder styrket de synapser, der er afgørende for at kunne spille hurtigt og korrekt, samtidigt med at de synapser, der gør, at man spiller på en forkert måde, bliver skåret af,« fortæller Peter Vuust.

Troels Wesenberg Kjær minder desuden om, at vidunderbørn ikke er vidundermennesker:

»De har også nogle hjernenetværk, som er helt normale, eller måske tilmed ikke særlig veludviklede, så nogle mangler måske social intelligens. Men vi har det med at bedømme de boglige evner,« siger han.

At blive vidunderbarn kræver øvelse, øvelse, øvelse!

Noget, som står soleklart ifølge forskningen, er desuden, at ingen – hverken Mozart, Caroline Wozniacki eller skaktalentet Magnus Carlsen – er kommet sovende til deres berømmelse.

Det kardinalpunkt gentager Peter Vuust:

»Jeg har mødt nogen, hvor jeg tænker: 'Det var dog utroligt! Hold da op et stort talent!' Og så bliver det ofte alligevel ikke til noget. Men fælles for alle talenter, jeg har mødt, er, at de sidder på deres røv med deres instrument og øver og øver og øver, i hvert fald en lang periode af deres liv,« pointerer han.

Det samme fremhæver Hans Henrik Knoop – den lektor i pædagogik, som du mødte i indledningen.

»Som (løs) tommelfingerregel siger man, at arbejdsindsats/træning/øvelse betyder cirka dobbelt så meget for gode præstationer, som talent gør. Så vidunderbørn fødes meget talentfulde, og derefter arbejder de hårdt for at udfolde deres talent,« skriver Hans Henrik Knoop til Spørg Videnskaben.

Men hov. Betyder det så modsat, at alle i princippet kan blive vidunderbørn, hvis bare man øver sig nok..?

»Nej, desværre..« bekendtgør Peter Vuust.

»Begge del skal være til stede – talent og øvelse. Men det er ret fantastisk, hvor langt man kan komme, hvis man kommer i gang tidligt.«

Genforsker: Gener spiller ind på vores evner

Som vores læser Kaspers spørgsmål vidner om, er der også en anden tanke, der uvægerligt trænger sig på, når man skal forklare vidunderbørns vilde egenskaber – nemlig, hvorvidt børnenes talent er medfødt.

Det kan Jonas Mengel-From, genforsker og biobankleder ved Det Danske Tvillingregister, hjælpe med at opklare.

Han forklarer, at vi mennesker allesammen har cirka 20-25.000 gener i vores genom (arvemateriale). Hvem vi hver især er som mennesker kendetegnes af millioner af hyppige og sjældne varianter i generne, hvoraf mange ingen funktionel betydning har. Men nogle af varianterne gør, at man for eksempel er disponeret for en sygdom.

Og i tvillingestudier, hvor man kan skelne mellem arv og miljø, har forskere også undersøgt exceptionelle evner som musisk talent og høj IQ.

Her er der studier, der viser, at genetik har en betydning, fortæller genforskeren, der er lektor i Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi ved Syddansk Universitet.

Tilfældigt, om man arver gener for talent

Selvom genetikken spiller en rolle for ens potentiale, betyder det dog ikke nødvendigvis, at man bliver et vidunderbarn, selvom man har en forælder med exceptionelle evner. Ej heller, at man som vidunderbarn selv får vidunderbørn, forklarer Jonas Mengel-From.

»Det er tilfældigt, om man arver en given genvariant fra en forælder. Vi har alle to genetiske alleler (se boks, red.) – en allel, vi har arvet fra vores far, og en, vi har arvet fra vores mor. Hvis man forestiller sig, at det er moren, der har den exceptionelle genetiske allel, er det kun hvert andet af hendes børn, der vil få denne. Arven sker altså oftest tilfældigt, som ved en lodtrækning.«

Troels Wesenberg Kjær supplerer:

»Kender du begrebet ’regression towards the mean’? Det er et matematisk fænomen, der dækker over, at der altid vil være et træk mod gennemsnittet. Så hvis forældrene begge er klogere end gennemsnittet, vil deres børn statistisk set blive dummere end forældrene. Omvendt vil børn af to forældre med lav intelligens statistisk set blive klogere end forældrene.«

Kan man ligge inde med et kæmpe uopdaget talent?

Ifølge Jonas Mengel-From opstår exceptionelle talenter i et komplekst samspil mellem gener og miljø.

»Det er ikke alene generne, der er afgørende. For eksempel er studierne lavet i lande med god samfundsstruktur og gode udviklingsmuligheder for at udvikle talenter,« siger Jonas Mengel-From.

Men vent… Betyder det så, at man faktisk kan være et vidunderbarn uden nogensinde at opdage det..?

Svaret er ja, ifølge forskerne.

For selvom du skulle besidde et uovertruffent talent indenfor noget, vil dette talent desværre ikke nødvendigvis bryde igennem død og pine som en mælkebøtte gennem asfalt.

»Mozart ville formodentlig ikke være noget særligt, hvis ikke musikken, instrumenterne og noderne var opfundet, da han kom til verden,« konstaterer Hans Henrik Knoop.

Lektoren i pædagogik pinpointer, at mange faktorer skal være til stede samtidig – hvilket de sjældent er – for at vidunderbørn kan folde deres ekstraordinære potentiale ud.

For eksempel:

• Barnet skal få øjnene op for et fagområde eller en kunstart
• Nogen skal opdage barnets interesse og facilitere den
• Den nødvendige teknologi og kultur skal være til stede
• Forældre og lærere skal samarbejde, og vidunderbarnet skal i kontakt med de helt rigtige mentorer og coaches.

Mange vidunderbørn bliver pacet frem

Lad os lige dvæle lidt ved Hans Henrik Knoops sidste pointe om forældrenes rolle – for som vores læser Kasper spørger: Er vidunderbørn så vilde, fordi de er blevet pacet frem?

Flere studier peger på, at der er noget om snakken. Blandt andet viser et studie fra 2005, at vidunderbørn besidder en usædvanlig dedikation til at præstere i en ung alder, men at familiens støtte er af særlig vigtighed, hvis barnet skal lykkes.

Troels Wesenberg Kjær fortæller, at det kan handle om, at nogle børn skal holdes til ilden for ikke at miste motivationen:

»Hjernen er som udgangspunkt doven. Den skal helst kunne se en fordel i at bestille noget. Nogle kan sagtens sysselsætte sig selv og sætte egne mål, det kalder man 'indre motivation'. Andre har brug for en ydre motivator, for eksempel at blive månedens elev eller få gode årskarakterer. Men det kan godt være, man klarer sig bedre, hvis man har haft både en indre og ydre motivator.«

Et studie fra 2000 understreger dog, at forældrenes støtte og iver ikke er det, der skaber barnets talent. I studiet minder forskerne om, at mange børn, der vokser op hos ambitiøse forældre og med alle de rigtige muligheder, altså ikke bliver til vidunderbørn.

Tak for spørgsmålet

Hermed nåede vi til vejs ende i denne rejse ind i de ypperste afkroge af menneskets evner.

Tak til Kasper for det gode spørgsmål - vi sender en T-shirt som belønning og håber, at han og alle andre fortsat vil tryllebindes over vidunderbørnenes præstationer, selvom (eller måske netop fordi) det nu er blevet tydeligt, at børnene langtfra får deres talent foræret, men knokler som små heste for sagen.

Tak også til forskerne for at stille op med svar.

Hvis du sidder med et godt spørgsmål, som du savner svar på fra videnskaben, så send det endelig til sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk – så kan det være, dit spørgsmål bliver valgt ud som det næste.

Vidunderbørn får ikke altid et nemt liv

Et studie fra 2000 har undersøgt, hvordan det går i livet med vidunderbørnene.

Konklusionerne peger på, at usædvanlig begavede børn ofte oplever sociale og emotionelle problemer i barn- og ungdommen, og at ekstremt talent, både indenfor akademiske fag og sport, kan føre til isolation.

Mange af vidunderbørnene vokser op og bliver glade og dygtige eksperter indenfor deres felt. Men kun en lille fraktion af dem ender med at blive revolutionære eller samfundsomvæltere, ifølge studiet.

Dette hænger ifølge Hans Henrik Knoop sammen med tre perspektiver:

• De, som lykkes med at gøre karriere inden for deres mesterdisciplin, høster typisk mange fordele i livet, fordi de er efterspurgte for deres ekspertise.
• De, som ikke gør, men som jo typisk er højt begavede, kan ende med at underpræstere på en lang række områder, fordi de ikke er vant til at gøre sig særlig umage på disse.
• Vidunderbørn har ikke sjældent svagt udviklede sider, fordi så megen af deres tid er brugt på deres mesterdisciplin. Derfor er der ofte brug for særlig hjælp på underudviklede områder, og hvis de ikke får hjælpen, kan det give problemer.

Hvis man skal hjælpe vidunderbørnene til at lykkes hele livet, er det ifølge Hans Henrik Knoop vigtigt, at man sørger for, at træningen ikke bliver for ubehagelig og monoton. I stedet bør man hele tiden lade børnene opleve glæden ved at lære og blive dygtigere og se det meningsfulde i at berige andre menneskers liv med dét, de skaber.

Videnskab.dk har også tidligere skrevet om forskning fra Københavns Universitet, der viser, at børn bliver bedre til individuelle sportsgrene, når de har fået lov at have nogle 'fjumreår'. Læs mere i artiklen Talenter skal have lov at være ufokuserede.