Hvis hver eneste forside på al den forskning, der er blevet publiceret siden år 1900 og frem til nu, stables, vil et gigantisk papirbjerg på lige over 5.000 meter tårne sig op.
Det svarer næsten til højden på bjergkæmpen Kilimanjaro.
Forestil dig, at papirerne er sorteret, så den mest citerede artikel ligger øverst, og at du i din iver efter at få svaret på, hvem der står bag, bestiger dette bjerg af visdom.
Ser du det for dig? Godt.
På din vej mod toppen vil du støde på både nobelprisvindende topforskere og banebrydende forskningsresultater, men det vil være i overraskende lave luftlag. Kun artikler på over 12.119 henvisninger befinder sig i den 1,5 centimeter papirtynde top-100, der udgør bjergets tinde.
Når du, med sved på panden og bankende hjerte, endelig sætter fødderne på topartiklen vil resultatet og afsenderen med stor sandsynlighed få dig til at måbe.
Førstepladsforfatter: »Ikke en fantastisk udgivelse«
Bjergbestigningen vil nemlig afsløre, at en udgivelse fra 1951 af den amerikanske biokemiker Oliver Lowry, med hele 305.000 citeringer, ligger på en overraskende førsteplads.
Udgivelsen beskriver en testmetode til at bestemme mængden af protein i en opløsning, men forfatteren selv mener ikke, at resultatet er hverken banebrydende eller sindsoprivende.
I 1977 skrev han følgende: »Selvom jeg godt ved, at det ikke er en fantastisk udgivelse, får jeg i al hemmelighed et kick ud af den store respons.«
I videoen øverst i artiklen kan du blive endnu klogere på videnskabens helt eget Kilimanjaro.
Overraskende lidt skelsættende forskning øverst på listen
Det er det anerkendte videnskabssite Nature, der står bag den omfattende forskningsundersøgelse, der har placeret Oliver Lowry på en absolut topplacering.
Undersøgelsen har fundet de 100 mest citerede videnskabelige udgivelser fra 1900 og frem til nu.
Nature har målt mængden af citeringer ved hjælp af kodningssystemet The Scientific Citation Index (SCI), der er koblet op på websitet Web of Science, hvor al forskning siden 1900, inklusiv humaniora, kunstvidenskab og socialvidenskab, ligger gemt.
\ Fakta
Undersøgelsen kort fortalt: For 50 år siden offentliggjorde den amerikanske forsker Eugene Garfield systemet The Scientific Citation Index (SCI), der stadig den dag i dag bruges til at kode citering i forskningslitteratur. For at markere jubilæet af citatsystemet har Nature fået Thomson Reuters, der nu er ejer af SCI, til at gennemgå SCI’s internetside, The Web of Science, der gemmer på al forskning fra 1900 og frem til nu. Det har resulteret i en optegnelse over de 100 mest citerede forskningsresultater i nyere tid.
Størstedelen af top-100-forskningen under førsteplads-indehaveren er overraskende nok hverken verdensberømt eller skelsættende. Forskningen handler primært om eksperimentelle laboratoriums-metoder eller kemiske forsøg.
58 millioner udgivelser under lup
I alt er hele 58 millioner udgivelser blevet sat under lup i det digitale citat-system.
Det har vist sig, at halvdelen af forskningen kun er citeret en enkelt gang eller slet ikke, og kun 14.499 udgivelser, eller hvad der svarer til 1,5 meter af det 5 kilometer høje papirbjerg, er blevet citeret over 1.000 gange.
Paul Wouters, direktør for Center for Videnskab og Teknologi Studier i Leiden, Holland, har et bud på, hvorfor så mange metodiske udgivelser ligger i top, mens en stor andel af verdensberømte resultater ikke engang overstiger 1.000 citeringer.
»Det (metodisk forskning, red.) er blevet en slags standard-reference, man citerer, for at gøre det klart for andre forskere, hvilken slags arbejde man laver,« siger Poul Wouters til Nature.
Han forklarer samtidig, at underrepræsentationen af citeringer af eksempelvis Einsteins relativitetsteori kan hænge sammen med, at noget forskning anses for at være basisviden og derfor inkorporeres i teksten uden at blive belønnet med et citat.
En anden oplagt grund til citat-fordelingen kan også være, at gammel forskning har haft længere tid på bagen til at tjene som forskningsmæssig inspirationskilde.
Nobelprisbelønnet DNA-forskning med i toppen
Selvom spidsen af videnskabens Kilimanjaro er af en noget overraskende karakter, gemmer der sig også et par forventelige kendinge iblandt.
Fjerdepladsen indtages af nu afdøde Frederick Sanger, der på grund af sin metodiske beskrivelse af DNA-sekventering vandt nobelprisen i kemi i 1980.
På plads nummer 63 er en udgivelse om polymerasekædereaktion (PCR), der er en metode til at kopiere segmenter af DNA.
Bag forskningen står amerikanske biokemiker Kary Mullis, der også modtog nobelprisen tilbage i 1993.
De to udgivelser har gennem deres udforskning og manipulation med DNA i dén grad bidraget til en revolution i den genetiske forskningsverden, der stadig har stor indflydelse den dag i dag.
