»Hæsligt spioneri«
»Minder mest af alt om gamles dages slaveopsyn«
Sådan beskrev formiddagsavisen B.T. telefonistindernes arbejdsforhold i 1972.
De skarpe vendinger kom efter, at telefonistinderne fra Rigstelefonen havde indgivet en klage, hvor de forlangte, at Rigstelefonen nedlagde de hemmelige aflytninger, som blev udført af dem ved omstillingsbordene.
På det tidspunkt havde overvågningen været en integreret del af telefonselskabernes personalekontrol i knap et århundrede.
I et afsides lokale på telefoncentralen havde teleadministrationerne et »lyttebord«, som telefonististindernes overordnede - forstanderinderne - benyttede til hemmeligt at aflytte telefonistindernes arbejde og bedømme deres optræden.
Det er denne hemmelige overvågning, som nærværende artikel undersøger.
Samtidig viser artiklen, hvordan dagligdagsovervågningen af telefonistinderne blev forbilledet for statens masseovervågning under verdenskrigene.
Men først skal vi lige se nærmere på, hvem der blev telefonistinder, og hvordan de blev det.
Kvinderne indtager telefoncentralerne
Teleadministrationerne var blandt de første til at ansætte kvinder.
Kvindesagsforkæmperen Mathilde Fibiger fik i 1866 arbejde som telegrafist ved Telegrafvæsenet og blev dermed Danmarks første kvindelige tjenestemand.
Med telefoniens opfindelse i 1876 og efterfølgende udbredelse kom flere kvinder i arbejde.
Telefonistinderne blev rekrutteret blandt borgerskabets døtre. Kvinderne skulle være mellem 16 og 24 år, have taget grundskolen og besidde et dannet sprog og en behagelig og klar stemme.
Derudover skulle de bo hjemme og være ugifte, og ligesom i andre kvindeerhverv på det tidspunkt blev de afskediget, når de indgik ægteskab.
Kvinderne skulle leve op til forventningerne fra telefonbrugerne, som i de første årtier primært var folk fra det bedre borgerskab, som havde hushold med tjenestefolk.
Kvinderne fik derfor stemmetræning og blev skolet i at være lydige tjenere, som altid »smilte med stemmen«, uanset hvor meget uberettiget kritik de måtte lægge øre til.
\ Telefonistinde
I dag er vi vant til, at vi altid kan ringe direkte til en person, vi ønsker at tale i telefon med.
Men for bare 50 år siden var det slet ikke en mulighed flere steder i landet. Det var nemlig først i 1976, at hele telefonnettet i Danmark var fuldautomatisk.
Indtil da ringede man til den lokale telefoncentral, hvor en telefondame - altså en »telefonistinde« - oprettede forbindelsen og sørgede for, at eksempelvis mormor kunne tale med sine børnebørn.
Overvågning skulle disciplinere kvinderne
Da telefontjenesten beroede på telefonistindernes »Dygtighed og Disciplin«, var de underlagt systematisk kontrol.
I det patriarkalske, mandsdominerede samfunds øjne var kvinder umyndige. En kvindes plads var i hjemmet. Når en kvinde vovede sig uden for hjemmet, var hun derfor under opsyn.
Fritz Johannsen, der var direktør for landets største telefonselskab, KTAS, omtalte da også sig selv som telefonistindernes »Fader« og telefoncentralen som et »adeligt Frøkenkloster«.
Telefonistinderne skrev under på, at de ikke ville bryde tavshedspligten. Hvis de alligevel gjorde det, blev de fyret og kunne desuden risikere både bøde og fængselsstraf.
Og teleadministrationerne gjorde, hvad de kunne, for at fange de kvinder, der alligevel vovede at åbne munden.
Kæft, trit og retning som i militæret
Telefoncentralerne var eksempelvis indrettet, så selskaberne hele tiden kunne føre kontrol med kvinderne.
Kvinderne sad placeret på en lang række, og alle havde en fast plads. De var delt ind i grupper på 10-12 personer med en gruppefører, som var deres nærmeste overordnede, og som understøttede og kontrollerede pigerne.
Telefonistinderne bar samme grønne kittel med bælte. Læbestift og neglelak var strengt forbudt.
Det eneste, som adskilte kvinderne, var snorene - »distinktionerne« - på deres uniformer, som alt efter form, farve og antal signalerede deres rang og position i hierarkiet.
Som flere steder i industrien og på fabrikkerne var det militæret og kasernen, som var forbilledet.
Formålet var at øge effektiviteten og begrænse omkostningerne ved at fratage kvinderne deres individualitet og gøre dem til en homogen gruppe, der agerede hurtigt og ensrettet.
Forstanderinden patruljerede på gulvet bag ved telefonistinderne og tog noter.
Da forstanderinden altid befandt sig bag ved telefonistinderne, kunne hun både overvåge dem individuelt og kollektivt, og uden at telefonistinderne vidste, hvem af dem der var under opsyn.
Overvågerne overvåges
Ved siden af den åbenlyse, visuelle overvågning af telefonistinderne udførte teleadministrationerne også en hemmelig, auditiv overvågning.
Denne overvågning beroede – ligesom den fysiske overvågning – på et princip om, at telefonistinderne altid skulle være usikre på, om de blev overvåget eller ej.
Om den hemmelige overvågning forklarede telefondirektør Fritz Johannsen således:
»Desuden er der etableret en hemmelig Kontrol, hvor enhver Telefonistinde paa ubestemt Tid og hende uafvidende bliver kontrolleret. I et Værelse i Bygningen er der opstillet et ’Lyttebord’, hvorigennem de kontrollerende Damer kan sætte sig ind i hvilken som helst Telefonistindes Talekreds«.
Formålet med at aflytningerne fra lyttebordet var blandt andet at vurdere telefonistindernes korrekthed, høflighed, stemmeklang og hørelse.
Men samtidig skulle aflytningerne sørge for, at telefonistinderne ikke lyttede med til abonnenternes samtaler.
\ Læs mere
De hemmelige aflytninger blev foretaget af forstanderinden på centralen. Derudover kunne den øverste forstanderinde på KTAS’ hovedcentral i København også stille sig ind på alle ekspeditionspladser i Storkøbenhavn.
Forstanderinderne brugte typisk et par timer dagligt på at aflytte telefonistinderne.
Hvis en forstanderinde tog en telefonistinde i at lytte med på en samtale, greb hun ikke ind. I stedet skrev hun et fyldigt referat til ledelsen, hvor hun redegjorde for, hvad der præcis var blevet aflyttet.
Midlet til at undgå aflytning var således aflytning. Den praktiske konsekvens var, at en abonnent risikerede både at blive overvåget af en telefonistinde, af en eller flere forstanderinder og af selskabernes ledelse.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Overvågningen skulle ændre kvindernes adfærd
Teleadministrationerne understregede, at det var en »selvfølge, at kontrollen må ske uden det ved ekspeditionen beskæftigede personales viden og uden dettes medvirkning«.
Telefonistinderne var nødsagede til at indrette deres sprog, tempo og ageren efter, at muligheden for overvågning altid var til stede.
Som Rigstelefonen påpegede, fik overvågningen derved en »præventiv virkning«, der fungerede »alene ved sin eksistens«.
Telefonistindernes fagforening advarede også kvinderne om, at det var vigtigt, »selv om det er søndag, at de nøje overholder forskrifterne, thi der kontrolleres og aflyttes også på denne dag«.
Staten lånte telefonistindernes overvågningsekspertise
Det er veldokumenteret, at den danske stat under begge verdenskrige masseovervågede kommunikationsforbindelserne.
Det er derimod mindre kendt, at staten lånte teknologi, viden og medarbejdere fra teleadministrationerne.
Under Første Verdenskrig var det eksempelvis telefonistinder fra KTAS, som på vegne af Udenrigsministeriet foretog aflytningerne fra KTAS’ lyttebord i Københavns hovedcentral.
Under Anden Verdenskrig var det teknologien fra lyttebordene, som blev benyttet i de 48 aflytningsborde, der var i statens overvågningsinstitution: ’Afdeling C’.
Igennem hele krigen var det telefonistinder fra Rigstelefonen, som indstillede opkaldene til aflytning.
De første år af krigen var det også telefonistinder fra Rigstelefonen, som foretog aflytningerne.
Det går stik i mod den gængse opfattelse i overvågningsforskningen.
Opfattelsen er nemlig, at en af de væsentligste forskelle på overvågningen tidligere og i dag er, at tidligere var det stater, som foretog overvågningen, hvorimod det i dag i høj grad er private aktører. Bare tænk på de store tech-virksomheder som Google og Facebook.
Men billedet er altså mere broget.
I Danmark spillede telefonselskaberne og deres medarbejdere således helt afgørende roller i den danske stats masseovervågning i første halvdel af 1900-tallet.
Hvis de må, må vi vel også?
Overvågningen af telefonistinderne kom også til at danne forbillede for politiovervågning.
I april 1938 udformede Ministeriet for offentlige Arbejder, som havde ansvaret for telefonselskaberne, en kontroversiel instruks. Den gav højtstående politiembedsmænd mulighed for at foretage aflytninger på telefonselskabernes net – helt uden retskendelse.
Instruksen var udsat for massiv kritik i pressen og i Folketinget, fordi den gav politiet en magt, som det ellers kun havde i diktaturstaterne.
Men Ministeriet for offentlige Arbejder ræssonerede, at når det var taget for givet, at telefonselskaberne måtte aflytte telefonistinderne uden retskendelse, så måtte det også være givet, at politiet måtte aflytte danskerne uden retskendelse.
For det meste var det da også telefonistinder, som foretog aflytningerne for politiet. Først ved retsplejelovsændringen i 1954 blev det indskærpet, at politiet selv skulle foretage aflytningerne.
Men selv når det var politiet, som foretog overvågningen, var det stadig telefonselskaberne, som håndterede den tekniske side.
Telefonistinderne blev både straffet for og tvunget til at overvåge
Teleadministrationerne var således de uundgåelige bindeled mellem overvågningen og myndighederne.
Men de havde også opbygget en virksomhedskultur, hvor overvågning og hemmeligholdelse var integrerede dele af arbejdet. De var med andre ord eksperter på området.
Det var derfor naturligt, at myndighederne under kriserne trak på den viden og ekspertise, som teleadministrationerne lå inde med.
Men paradoksalt nok var det derfor også de samme kvinder, som ved lov var pålagt streng hemmeligholdelse, og som under strafansvar havde svoret ikke at aflytte samtaler, der i praksis blev tvunget til at gøre det.
Borgernes ret til privatlivets fred og til ikke at blive aflyttet uden retskendelse var således ikke absolutte, og i praksis måtte de vige for det offentliges interesser.
