For tiden ruller en dokumentar over skærmen om den danske agent og modstandsmand Ebbe Munck. Hans ophold i Stockholm vidner på morsom vis om problemerne i den svenske efterretningstjeneste.
\ Automatisk oplæsning
For tiden ruller en dokumentar over skærmen om den danske agent og modstandsmand Ebbe Munck. Hans ophold i Stockholm vidner på morsom vis om problemerne i den svenske efterretningstjeneste.
I efteråret 1940 ankom en dansk journalist til Stockholm. Hans navn var Ebbe Munck, og han kom til at spille en afgørende rolle i den danske modstandskamp.
Selv om han officielt repræsenterede Berlingske Tidende som udenrigskorrespondent, havde han meget andet end journalistik på dagsordenen.
Fra sin base i den svenske hovedstad fungerede Munck som bindeled mellem Forsvarets Efterretningstjeneste, danske modstandsfolk, den britiske efterretningstjeneste og de allierede styrker.
Men i spionernes Stockholm, kendt som ’Nordens Casablanca’, var det ikke let at flyve under radaren.
Den svenske efterretningstjeneste, SÄPO, holdt et vågent øje med alle udlændinge, der kunne tænkes at udgøre en trussel – og Ebbe Munck var ingen undtagelse.
SÄPO gjorde ret i at holde øje med Munck, for han var en vigtig dansk efterretningsagent og modstandsmand. Netop nu kan man se en dokumentar om Munck på DR.dk, som blev sendt 26. januar.
Det er et emne, jeg også har beskæftiget mig med i min forskning – senest i en videnskabelig artikel om SÄPO’s overvågning af Munck. Og jeg kan afsløre, at de mildest talt ikke var særlig gode til det.
Her kommer historien om, hvordan den svenske efterretningstjeneste gang på gang klokkede i det, når de skulle overvåge Munck.
DR har netop lanceret en dokumentar, der omhandler Ebbe Munck: »Ebbe Munck - Fra modstandsmand til hofchef«.
Desuden spiller han en fremtrædende rolle i dramadokumentaren: »Kodenavn: Storfyrstinden«, der ligeledes kan ses på DR.dk.
Under 2. verdenskrig blev Stockholm en magnet for flygtninge, spioner og diplomater fra hele verden.
Ved krigens afslutning i 1945 havde Sverige taget imod godt 185.000 udlændinge, heraf omkring 20.000 danskere.
På grund af landets neutralitet, og fordi Sverige i modsætning til mange andre europæiske lande ikke var besat af Nazityskland, blev Stockholm til et fristed.
Konsekvensen var, at hovedstaden blev en smeltedigel for intriger – spioner, sabotører og efterretningstjenester fra hele verden krydsede klinger i en konstant skyggekrig.
Stockholm var en forholdsvis lille by, og agenterne kunne ikke undgå at gnide skuldre på caféer, restauranter og hoteller.
Ja, nogle gange kunne man overvåge modstanderne bare ved at kigge ud ad sit vindue.
Og midt i denne spionrede fandt man Ebbe Munck, hvis aktiviteter hurtigt fangede den svenske efterretningstjenestes opmærksomhed.
I begyndelsen af 1941 begyndte SÄPO at nære mistanke til den danske journalist.
Politiet havde aflyttet en samtale, hvor det fremgik, at Munck havde forbindelse til britiske efterretningsfolk.
Mistanken fik nyt liv i oktober 1943, da den svenske brevkontrol opsnappede et mystisk brev sendt fra Malmø.
Brevet var adresseret til kaptajn Volmer Gyth, en fremtrædende skikkelse i den danske militære efterretningstjeneste, som netop var flygtet til Stockholm.
Men indeni lå et andet brev til Ebbe Munck.
Indholdet kunne få enhver efterretningsofficer til at spærre øjnene op: Brevskriveren bad Munck om omgående at kalde »Sabotagegruppe Munck« til Stockholm og give dem nogle penge.
Gruppen befandt sig i Malmø, men brevskriveren frygtede, at de ville skabe problemer, hvis de ikke blev aktiveret.
Den svenske efterretningstjeneste var forståeligt nok hurtige til at konkludere, at Ebbe Munck indtog lederposten i en dansk sabotagegruppe med kurs mod den svenske hovedstad.
Så 19. oktober 1943 satte SÄPO Ebbe Munck under telefon- og postkontrol. Alle hans telefonsamtaler og alle hans breve blev overvåget.
Tjenesten overvågede desuden hans lille toværelses lejlighed på Sibyllegatan 13 i det centrale Stockholm og hans gøren og laden på udvalgte tidspunkter.
Der var bare ét væsentligt problem: Ebbe Munck var ikke leder af nogen sabotagegruppe.
Det var da heller ikke ham og hans sabotagegruppe, brevet talte om.
Det var derimod grundlæggerne af modstandsgruppen Holger Danske, brødrene Børge og Carl Munck.
De to Munck-brødre var kort forinden ankommet til Sverige som flygtninge sammen med blandt andre Jørgen Haagen Schmith, også kendt som Citronen.
Men på grund af et brevs åbenmundede udtalelse om en sabotagegruppe og en forveksling fra svenskernes side, endte Ebbe Munck med at blive en af de mest overvågede danskere i Sverige under krigen.
SÄPO’s overvågning af Munck udviklede sig flere gange til noget, der minder om en farce. Forsøg på at holde øje med ham var ofte plaget af forvekslinger og misforståelser.
17. april 1944 fik politiet eksempelvis nys om, at Munck skulle mødes med nogle ukendte personer i en lejlighed.
To agenter blev sendt til stedet for at identificere de mystiske mænd.
Ifølge efterretningsrapporten forlod Ebbe Munck bygningen sammen med en ukendt mand, og agenterne skyggede dem.
Ved Östermalmstorg stod den ukendte mand af bussen, og SÄPO fulgte efter ham. Han tog hen til Muncks lejlighed, hvor han låste sig ind.
Senere tog han i biografen, hvorefter han tog tilbage til Muncks lejlighed, hvor ingen andre opholdt sig.
I rapporten konkluderede svenskerne, at da Munck ikke havde nogle danskere boende, måtte den ukendte mand være en agent, som bor illegalt.
På intet tidspunkt overvejede agenterne, at de tog fejl, og at den ukendte mand kunne have været Munck selv.
Han var i virkeligheden Ebbe Munck selv. Agenterne kunne bare ikke genkende ham! Og ham, de troede var Ebbe Munck, var i virkeligheden en anden kendt dansk modstandsmand nemlig Erling Foss.
Endnu mere komisk blev det næste dag, da to betjente i civilt tøj troppede op ved Muncks lejlighed for at overvåge den og finde ud af, hvem agenten var.
Efter kort tid kom en norsk journalist forbi. Han havde tidligere været i kontakt med politiet, som ransagede hans lejlighed, og han genkendte øjeblikkeligt de to betjente.
Han hilste høfligt på dem og spurgte, om det var Ebbe Munck, de holdt øje med.
Betjentene forsøgte indledningsvist at lade, som om de slet ikke vidste, hvor Ebbe Munck boede. Som de skrev i rapporten, indtog de »en ligegyldig holdning til sagen«.
Den købte journalisten dog ikke. Betjentene forsøgte dernæst at få journalisten til at sige noget om Munck, men han grinte bare af dem.
Betjentene konkluderede i rapporten, at det var muligt, at journalisten troede på, at de »ikke syslede med Munck«.
Det er selvfølgelig en mulighed, men mon ikke, at den norske journalist gennemskuede dem?
Ved middagstid samme dag dukkede en mørkklædt mand med stok op på Muncks adresse.
Den ene betjent fulgte efter ham ind i trappeopgangen for at se, hvilken lejlighed han gik ind i.
Kort tid efter mødte endnu en mand op. Denne mand bar også mørkt tøj og havde desuden et meget tyndt overskæg, en »tangorabatt«.
Manden med overskægget drejede ind mod trappeopgangen, hvor betjenten stadig opholdt sig.
Betjenten nåede ikke at opdage ham, så han »kolliderede med tangorabatten«, som det lyder i politirapporten.
Da manden med overskægget forlod lejligheden et kvarter senere, fulgte den anden betjent efter ham. Han var jo ikke afsløret – troede han.
Manden gik op på 5. sal i en anden opgang i nærheden, og betjenten fulgte efter.
Betjenten stoppede dog på 4. sal for at afvente hans næste træk. Manden med overskægget havde selvfølgelig luret, at han blev skygget, så han besluttede at lave en lille etageleg med betjenten.
Han ventede et par minutter på 5. sal, hvorefter han skyndte sig ned på 4. sal, hvor betjenten stod.
Den afslørede betjent nægtede at bryde sit dække og lod i stedet, som om han var gået forkert og i virkeligheden skulle op på 5. sal.
Manden med overskægget var dog ikke færdig med at drille betjenten, så han ventede på 4. sal i en længere stund, mens betjenten var tvunget til at stå og blomstre på 5. sal uden en udvej.
Efter længere tids venten erkendte betjenten nederlaget og gik den skamfulde vej ned ad trappen og forbi manden med overskægget endnu en gang.
Overvågningsfarcen kulminerede 10 dage senere, 27. april 1944, hvor politiet havde opsnappet, at Munck ville tage toget til Malmø ved middagstid
Betjente holdt hovedbanegården under skarpt opsyn og tjekkede togene, men ifølge politirapporten dukkede Munck aldrig op.
Politiet påpegde dog, at de så flere andre danskere, heriblandt Erling Foss, som betjentene tidligere havde forvekslet Munck med. Munck skriver ellers i sin dagbog, at han rent faktisk var til stede på hovedbanegården den dag og på det tidspunkt.
Han genkendte også betjentene, men endnu en gang kunne de enten ikke genkende ham eller forvekslede ham med Erling Foss.
Problemerne med at identificere Munck skyldtes ikke, at Munck forklædte sig, når han gik rundt i Stockholm
Det gjorde han dog, da han skulle til København i oktober 1944, fordi han var eftersøgt i Danmark.
Han besluttede imidlertid, at det var tilstrækkeligt at tage et par briller på. Paradoksalt nok gav den sparsomme forklædning ham en følelse af anonymitet.
Som han skrev i sin dagbog, kunne han færdes sikkert, selv om hovedstaden vrimlede med tyske soldater: »bag mine Briller følte jeg Camouflagens Sikkerhed«.
SÄPO’s overvågningssag på Ebbe Munck fylder cirka 100 sider, og den er spækket med overvågningsrapporter, der udstiller efterretningstjenestens vanskeligheder.
En del af forklaringen skal findes i, at SÄPO var en ny efterretningstjeneste, som famlede i skyggerne. Den var etableret i 1938 for at forhindre spionage og sabotage i Sverige.
Allerede i 1940 var der cirka 1.000 medarbejdere, hvoraf mange i sagens natur ikke havde erfaring med efterretningsvirksomhed.
Og de havde nok at se til. Under krigen aflyttede tjenesten 11 millioner telefonsamtaler og gennemlæste 50 millioner breve.
Ugentligt gennemgik den desuden mellem 11.000 og 47.000 telegrammer, og i 1944 var der registreret 80.000 mistænkelige personer i overvågningsregistrene.
Krigsårene var derfor en formativ periode for efterretningstjenesten, hvor den prøvede sig frem – med mere eller mindre succes.
Historien om SÄPO’s overvågning af Ebbe Munck er en fascinerende – og humoristisk – skildring af krigens skyggesider og misforståelser.
Og så minder den os om, at efterretningsvirksomhed er en vanskelig disciplin, og at spioner ikke altid går i et med tapetet.
