Under begge verdenskrige blev millioner af brevduer indrulleret i krigstjeneste.
Selv i det neutrale Danmark trænede krigsmyndighederne tusindvis af brevduer under Første Verdenskrig, som skulle sikre krigskommunikationen, når de moderne teknologier enten ikke virkede, ikke var etablerede, eller hvor der var frygt for, at fjenden overvågede dem.
For moderne ører kan det lyde som et kuriosum, at brevduen spillede en central rolle i krigsførelse i 1900-tallet, og det var også den generelle holdning for 100 år siden.
Men ikke desto mindre fik brevduen i Europa ikke bare en renæssance, men sin guldalder, efter at telefonen og telegrafen var opfundet.
Effektiv krigsførelse fordrer hurtig og sikker kommunikation, men de moderne kommunikationsmidler var usikre og sårbare for angreb.
Så i takt med, at telefon- og telegrafnettene blev udbyggede, opbyggede de militære myndigheder i Europa en parallelinfrastruktur af brevduestationer.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Den spæde begyndelse
De militære brevduetjenester i Europa blev skabt på baggrund af erfaringerne fra Den Fransk-Preussiske Krig (1870-71).
Under krigen kunne de belejrede parisere kun holde kontakt med regeringen i Tours ved hjælp af brevduer, der blev fløjet ind til Paris med luftballon.
I Danmark var det også denne krig, der blev startskuddet på det militære brevduevæsen.
I 1878 etablerede en lille gruppe af brevdueopdrættere ’Brevdueforeningen Kjøbenhavn’, hvis erklærede mål var at stille trænede duer til rådighed for det danske forsvar.
Brevduesagen vakte interesse i Krigsministeriet, som i 1880 besluttede at bevillige brevdueforeningen 150 kroner årligt (cirka 12.000 kroner i dag).
Til gengæld skulle foreningen stille alle dens brevduer til rådighed ved mobilisering eller krig og træne duerne på ruter, som krigsmyndighederne fastlagde.
\ Brevduernes første vingeslag
Da krigsmyndighederne i Danmark ikke tidligere havde benyttet brevduer, var de første år en forsøgsperiode, hvor der blev eksperimenteret med blandt andet flyveafstande, depecher og fodertyper.
En type foder, hampefrø, havde den positive effekt, at det øgede duernes parringslyst, hvilket var godt for den stærkt begrænsede brevduebestand.
Men hampen blev hurtigt lagt på hylden, da ny forskning viste, at hampefrøene, duernes »kjæreste« mad, også kunne have den utilsigtede effekt, at duerne kom i en tilstand af »eiendommelig henrykkelse« og kunne risikere at blive både fede, blege og sågar blinde.
Brevduer i efterretningsvæsenets tjeneste
I Danmark var den militære efterretningstjeneste, Generalstabens Efterretningssektion (i dag Forsvarets Efterretningstjeneste), drivkraften bag det militære brevduevæsen. Men det foregik i tæt samarbejde med private brevdueopdrættere.
På Generalstabens foranledning blev de fleste af landets brevdueforeninger samlet i en hovedorganisation i 1901, ’De danske Brevdueforeninger’.
Organisationen stod til rådighed for krigsmyndighederne, og Generalstaben sad på præsidentposten.
Generalstaben etablerede også hemmelige efterretningsgrupper rundt omkring i landet. Agenterne skulle varsle om fjendtlige tropper og invasion, og derfor var det vigtigt, at de altid kunne komme i kontakt med staben.
I en fortrolig vejledning til agenterne indskærpede Generalstaben, at de i tilfælde af krig altid havde nogle brevduer »hemmeligt i nærheden til øjeblikkeligt brug«.
Formuleringen viser, at brevduerne blev set som et hurtigt og sikkert alternativ til telekommunikationen. En brevdue i baghånden kunne betyde forskellen på, om den rettidige varsling nåede at ankomme eller ej.
Stormagterne holdt sig heller ikke tilbage med at bruge brevduer.
Efter flere års efterforskning opklarede Generalstaben i 1907 en sag med to store russiske brevduestationer i København og Esbjerg, der fløj med duer til og fra Tyskland og England.
I 1912 erfarede Generalstaben, at tyskerne trænede brevduer i Danmark, mens de samtidig forbød udenlandske brevduer i Tyskland. Og i 1914 fandt staben igen et russisk brevduehold, denne gang på Hotel Bristol på Rådhuspladsen i København.
\ Læs mere
Det Store Dueslag
Hvor den fransk-prøjsiske krig havde vist, at brevduerne kunne tjene en funktion i moderne krigsførelse, blev Første Verdenskrig den store ilddåb.
Da krigen brød ud, rådede den tyske hær eksempelvis over 400.000 brevduer, mens franskmændene havde 500.000 brevduer.
Italien havde også et brevduevæsen, som voksede mod udgangen af krigen, hvor det italienske militær havde 50.000 brevduer i brug.
I England havde krigsmyndighederne afskrevet brevduerne inden krigen, men under krigen lykkedes det at opbygge en brevduetjeneste, som stillede cirka 100.000 brevduer til rådighed for de britiske tropper.
I Danmark var det militære brevduevæsen stadig begrænset, men Generalstaben rådede over en mobiliseringsbestand på cirka 2.300 brevduer.
Så da krigen brød ud, udstedte Generalstaben en mobiliseringsordre, og i de første dage af august 1914 blev en stor del af landets brevduer mobiliseret og interneret på Generalstabens brevduestationer og på marinens skibe.
Her skulle de være klar til at flyve i funktion, hvis Danmark kom under angreb.
Mobiliseringen var en succes, men da det lykkedes Danmark at opretholde sin neutralitet, fik Generalstaben aldrig brug for brevduerne.
To måneder senere blev de derfor sendt hjem til deres slag igen. Dog kun på de vilkår, at de skulle være klar igen, hvis der senere blev brug for dem.
Brevduevæsenet får luft under vingerne
Brevduens meritter under Første Verdenskrig skabte en øget folkelig interesse for brevduer og brevdueopdræt. Alene i 1918 voksede antallet af foreninger i 'De Danske Brevdueforeninger' fra 16 til 29.
Antallet af krigstrænede brevduer steg også eksplosivt. Allerede i 1924 rådede Generalstabens Efterretningssektion over 9.000 brevduer, og i 1940 rådede staben over 60.000 krigstrænede brevduer.
Generalstaben indledte også et samarbejde med Telegrafvæsenet, som »under en faretruende udenrigspolitisk situation med udsigt til krig« skulle etablere militære »Centralstationer« på de lokale telegrafcentraler i Aalborg og Odense.
Centralstationerne skulle fungere som ekstraordinære forbindelsesled mellem krigsmyndighederne og efterretningstjenestens agenter.
Når situationen spidsede til, ville Generalstabens Efterretningssektion sende et kodet telegram til centralbestyrerne.
Telegrammet varslede, at der skulle oprettes en brevduestation i tilknytning til Centralstationen: »Til Hr. H.N. Send Varerne. Anton.«
Forskellige steder i landet aftalte Generalstaben også med agenter fra efterretningstjenesten, at de skulle være parate til at oprette en hemmelig brevduestation i deres hjem, når det kunne forventes, at de moderne kommunikationsforbindelser ville blive sat ud af kraft.
En civilklædt person ville levere brevduerne med bil i løbet af natten for at skjule lasten.
Agenten skulle opbevare duerne i et lukket rum og måtte kun benytte dem, hvis det ikke var muligt at få forbindelse med Generalstaben på andre måder.
Brevduerne trækker i trøjen
I Generalstabens optik udgjorde brevduerne en uundværlig del af forsvarets signaltjeneste. Af samme grund fik staben i mellemkrigstiden udbredt brevduer til alle hærens garnisoner foruden infanteriet, rytteriet og kommandostationerne.
Alle befalingsmænd blev trænet i den korrekte brug af duer, og flere end 15.000 depecheholdere fordeltes rundt i landet.
Brevduerne var ikke længere kun en del af efterretningstjenesten, men en integreret del af det danske forsvars signalmidler, som skulle sikre hurtig og pålidelig krigskommunikation.
I marinen fik de også øjnene op for brevduen. I 1926 udfærdigede Søværnets Flyvevæsen og Marinestaben en rapport om, hvordan brevduer bedst kunne benyttes i flådens skibe og fly.
På marinens skibe, hvor der var effektiv radiotelegrafi, var brevduer den eneste sikre kommunikationsform, når man ikke ville røbe sin position over for fjenden.
Selv i ubådene kunne duerne gøre nytte. Det var ofte hurtigere at komme op til overfladen og slippe duerne fri end at rejse antennen.
I flådens fly, hvor der ofte ikke var radiokommunikation til rådighed, kunne brevduerne også tjene en vigtig funktion.
Ny og usikker krigsteknologi avler duer
Duerne i flyene og ubådene viser, hvor meget militære myndigheder satsede på nyopfundne teknologier såsom fly, ubåde og radiokommunikation.
De nye teknologier øgede krigseffektiviteten, men de var samtidig til en vis grad ufærdige og upålidelige.
Den øgede afhængighed af de nye teknologier skabte derfor også øget sårbarhed og et behov for andre mere gennemtestede og sikre alternativer eller supplementer – og her var brevduen et oplagt valg.
Men krigsmyndighederne i Europa genopdagede ikke bare brevduen, de genopfandt den også, så den kunne tjene et hav af nye funktioner, som den moderne krigsførelse enten muliggjorde eller nødvendiggjorde.
Fuglekrigen
Da Danmark blev besat i april 1940, gik duerne også ind i en svær tid med utryghed og smalkost.
Generalstaben indførte en skrap selvjustits for at undgå, at tyskerne internerede eller aflivede brevduerne, som det skete i flere af de besatte lande.
De danske brevdueforeninger fik forbud mod at træne med brevduer, og hvis brevduer fra andre slag kom flyvende, skulle de aflives.
De identifikationsringe, som de skulle have på fødderne, skulle derefter indsendes til ’De danske Brevdueforeninger’.
Alle duer uden ringe på fødderne skulle også aflives, og det blev forbudt at transportere brevduerne.
I april 1941 udstedte Justitsministeriet en bekendtgørelse, som lovfæstede Generalstabens regler og fastlagde, at overtrædelser af reglerne kunne medføre op til to års fængsel.
Værnemagtsduer
Den tyske værnemagt etablerede også en militær brevduetjeneste i Danmark, som både omfattede faste brevduestationer og bevægelige brevdueslag.
I slutningen af krigen udbyggede tyskerne tjenesten kraftigt, så alle kommandostationerne i hele Danmark var forbundet af brevduestationer.
Brevduestationerne lå i blandt andet Helsingør, Hillerød, København, Roskilde, Holbæk, Vordingborg, Korsør, Nyborg, Svendborg, Odense, Middelfart, Kolding og Silkeborg, hvor tyskerne havde deres hovedkvarter og den største militære brevduestation med tre dueslag og cirka 215 duer.
Derudover var der brevduestationer hele vejen ned langs den jyske vestkyst.
De allierede benyttede også brevduer i stor målestok. Britiske brevdueopdrættere stillede eksempelvis knap 200.000 brevduer til rådighed for de allierede under krigen.
En udbredt strategi var at smide brevduer i faldskærme ned over de besatte lande, i håb om at duerne blev fundet af folk, som kunne forsyne de allierede med oplysninger om den tyske krigsmaskine.
En britisk brevdue, ’Mercury’, modtog efter krigen en tapperhedsmedalje – sammen med 31 andre brevduer – for heltemodig indsats.
Mercury havde fløjet de mere end 600 kilometer fra Danmark hjem til England. Angiveligt medbragte den en hemmelig melding fra den danske modstandsbevægelse.
Duernes modstandsbevægelse
I begyndelsen af 1945, hvor det kun var et spørgsmål om tid, før Tyskland tabte krigen, og hvor modstandskampen i Danmark tog til i styrke, fik en lille del af de danske brevduer for første gang mulighed for at kæmpe for landets frihed.
Sekretæren i De danske Brevdueforeninger, opdagelsesbetjent J.P. Jørgensen, sørgede for, at særligt betroede medlemmer af brevdueforeningerne stillede deres duer til rådighed for modstandsfolkene i Region V. Sjælland og Lolland-Falster.
Nord for København etablerede modstandsbevægelsen en hemmelig brevduestation, som fungerede som ekstraordinær kommunikationsforbindelse mellem København og provinsen.
Efter befrielsen modtog brevdueopdrætterne frihedskæmpernes armbind. Samtidig fik J.P. Jørgensen en følgeskrivelse, hvor modstandsbevægelsen takkede for hjælpen:
»Maa det paa denne Maade være mig tilladt at bringe Dem selv og Deres uforfærdede Medarbejdere Regionens Tak for den Hjælp, Brevdueforeningen ydede til den sjællandske Modstandsbevægelse ved Etablering af vor Aktions Forbindelsestjeneste […] Duerne blev brugt, og svarede til Forventningerne. Bevidstheden om, at vi der havde en Forbindelsesmulighed, der ikke vilde svigte, betød meget for os. En speciel Tak retter jeg til Dem selv og de Folk, der organiserede Nettet. Vi ved, at det var med Livet som Indsats for Dem og alle Dueejerne...«
Brevduer til kamp i fremtidens cyberkrige?
Efter krigen stod tiden igen i brevduens tegn.
Generalstabens Efterretningssektions brevdueslag på Ryvangen blev genetableret med duer og materiel, som tyskerne havde efterladt.
En del af de tyske brevduer fandt også vej til medlemmer af ’De danske Brevdueforeninger’. Generalkommandoen overtog desuden tyskernes transportable brevdueslag, som blev uddelt til landets garnisoner.
Generalkommandoen oprettede også faste militære brevdueslag i Høvelte, i Almegårdslejren på Bornholm, i Viborg og ved den dansk-tyske grænse.
Generalstaben fortsatte desuden det civil-militære samarbejde med De danske Brevdueforeninger, som i 1950 var vokset til 214 foreninger, 5.000 brevdueslag og godt 100.000 krigstrænede brevduer.
I 1961 overtog Hjemmeværnet brevdueslaget på Ryvangen og ansvaret for militærets samarbejde med De danske Brevdueforeninger.
I 1999 stoppede det civil-militære samarbejde om brevduevæsenet officielt, og der blev dermed sat et punktum for et bevinget og nu næsten glemt kapitel af Danmarkshistorien.
Tiden vil vise, om brevduerne igen vil få en renæssance under fremtidige cyberkrige, hvor behovet for sikker og overvågningsfri kommunikation vil være større – og endnu mere uopnåeligt – end nogensinde før.
\ Læs mere
\ Kilder
- "Når højteknologien fejler: Brevduen som kritisk infrastruktur under krise og krig i Danmark, 1880-1918", TEMP - Tidsskrift for Historie (2019)
- "Til øjeblikkeligt brug! Brevduen som kommunikationsmiddel i det danske forsvar 1919-1945", Fra Krig og Fred: Dansk Militærhistorisk Kommissions Tidsskrift (2022)
