I de seneste måneder har der været forlydender om særligt voldsomme tab blandt russiske tropper, der kæmper i Donbass-regionen i det østlige Ukraine.
Her forsøger den russiske hær at erobre så meget territorium som muligt - formentlig med en potentiel våbenhvileaftale for øje.
Meget afhænger af, om Donald Trump vil stoppe militærhjælpen til Ukraine, når han genindtræder som præsident, hvilket vil bringe krigen til ophør fra »dag ét«.
Det kan betyde, at Kyiv vil blive tvunget til at afstå ukrainsk territorium langs de nuværende frontlinjer.
Bedre forhandlingsposition
Analytikere hævder, at det var én af årsagerne til Ukraines overraskende offensiv i Kursk-regionen, som ligger i Rusland nær den ukrainske grænse, eftersom territorium erobret af Ukraine vil sikre Kyiv en bedre forhandlingsposition.
Men i mellemtiden har Ruslands storoffensiv i det østlige Ukraine været særlig blodig med amerikanske efterretningsrapporter, der angiver op til 1.000 døde eller sårede om dagen.
Det leder tankerne hen på den såkaldte 'kødhakker'-strategi fra tidligere russiske og sovjetiske militærkampagner. 'Kødhakker'-strategien er en slagmarkstaktik, hvor angriberen sender store bølger af tropper mod forsvarslinjerne for at overvælde fjenden.
'Kødhakkeren' er en unik russisk taktik
Det er en unik russisk taktik, som har været under udvikling i 90 år, og som består af en kombination af to langt ældre strategier, nemlig udmattelseskrig og massemobilisering.
Omdrejningspunktet for udmattelseskrige og nedslidningstaktikken ligger i en forestilling om talrighed; modstanderen bliver fysisk og psykisk udmattet af de talrige og tilsyneladende endeløse angreb, når bølge efter bølge af kanonføde ubønhørligt angriber.
Massemobilisering er en storstilet mobilisering af forstærkninger og hærstyrker under kommando til en bestemt lokation med den hensigt at overmande modstanderen.
Ingen respekt for værdien af individuelle liv
Ingen af tilgangene (udmattelseskrig og massemobilisering, red.) anerkender værdien af individuelle liv.
Selvom de franske styrker langt overgik det russiske militær både taktisk og organisatorisk, vandt russerne en udmattelseskrig mod Napoleons tropper i 1812.
Et århundrede senere led Det Russiske Imperium enorme tab, men alligevel blev storstilede modangreb lanceret med succes under Første Verdenskrig. 'Kødhakkeren' blev en fast bestanddel i sovjetisk militærtaktik. Udtrykket »kvantitet har en kvalitet i sig selv« har angiveligt rødder i Stalins regime under Anden Verdenskrig.
Afgørende slag som dem om Stalingrad og Kursk involverede mobiliseringen af millioner af soldater, og den sovjetiske hær knuste til sidst den tyske 'blitzkrieg' ved hjælp af det store antal tropper ved østfronten.
Tidligere sejre garanterer ikke fremtidig succes
Men tidligere sejre garanterer ikke fremtidig succes, og det lader til, at den russiske præsident Vladimir Putin og hans militærplanlæggere ser de russiske soldaters døde og handicappede kroppe som en uundgåelig følgeskade.
Det anslås, at mere end 70.000 russiske soldater er omkommet siden 2022, og det er rapporteret, at de russiske tabstal nu stiger hurtigere som følge af den øgede afhængighed af uerfarne soldater.
\ Læs også
Civile rekrutter udgør nu den største andel af dødsfald siden invasionen. Denne stigning skyldes delvist de uerfarne rekrutters mangel på militær knowhow i et udfordrende kampmiljø mod en meget motiveret fjende.
Men også utilstrækkelig lægebehandling og beskyttelsesudstyr af dårlig kvalitet er vigtige faktorer. De russiske statsmedier deler omhyggeligt udvalgte billeder og historier om de afdøde, men kampånden er dalende, og soldaterkoner og mødre gør oprør.
Det ultimative offer
Putins 'kødhakker' spreder sig fortsat. Den russiske regering har annonceret planer om at bruge omkring 975 milliarder kroner på national sikkerhed og forsvar i 2025, svarende til 41 procent af de årlige offentlige udgifter.
Det russiske parlament har besluttet, at alle mænd mellem 18 og 30 år kan indkaldes til militærtjeneste, og for nylig blev der beordret en tredje forøgelse af de russiske tropper.
Ordren om at øge den russiske hærs størrelse med 180.000 soldater betyder, at styrken vil ende som den næststørste i verden med op mod 2,4 millioner medlemmer.
Men det er en ukvalificeret hærstyrke, som kun yder ringe beskyttelse for den enkelte soldat. Ukraine ikke samme ringeagt for deres soldaters liv - og de er forholdsvis veluddannede og har ressourcer.
Vil i sidste ende kollapse
Men i Ukraine er situationen muligvis ved at ændre sig. Landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, underskrev i april en ny mobiliseringslov, efter det ukrainske parlament besluttede at sænke aldersgrænsen for at blive indkaldt til hæren fra 27 år til 25 år.
Det er nu nået et punkt, hvor mænd i den værnepligtige alder hårdhændet bliver slæbt ud af restauranter og natklubber af hærens rekrutteringsofficerer.
Ruslands 'kødhakker'-taktik er ikke ufejlbarlig og vil i sidste ende kollapse. Store formationer kan hurtigt blive oplagte mål i en tid, hvor rekognoscering (undersøgelse og identificering af ukendt fjendtligt område og styrker, red.) kan foretages fra langdistancen.
Stok eller gulerod?
Selvom Rusland kan gennemtvinge militær deltagelse med en 'gulerod' i form af af høje lønninger og en 'stok' i form af tvungen værnepligt, er en stor, kamptræt og umotiveret hær ikke rustet til moderne krigsførelse. I sidste ende vil det producere stadig dårligere resultater.
Selv en erklæring af undtagelsestilstand i hele Rusland - Vladimir Putin underskrev et dekret, der indfører undtagelsestilstand i de besatte regioner af Ukraine i september 2022 - vil ikke overvinde de dybt forankrede strukturelle problemer, Rusland står overfor.
Der bliver taget dårligt hånd om soldater og veteraner, hvilket vil skabe langsigtede udfordringer i form af handicap og behandling af posttraumatisk stresslidelse.
De sociale og kulturelle konsekvenser af en mangelfuld plejekultur er allerede synlige i Rusland. Cirka 190 alvorlige forbrydelser er blevet begået af veteraner ved hjemkomsten.
Putin ser på ingen måde ud til at være interesseret i fred, så vi kan kun håbe, at den russiske krigsmaskine brænder ud – og at de langsigtede konsekvenser ikke er uoprettelige.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
