Hvor bekymrede bør Europas borgere være i lande, der er kommet til at forvente et hidtil uset niveau af sikkerhed og tryghed?
Hvis vi skal tro de mange varsler, der cirkulerer i øjeblikket, kan vi forvente et dystert og nedslående svar på dette spørgsmål.
Lækkede dokumenter fra Tysklands forsvarsministerium peger på, at Tyskland har forberedt sig på, at Rusland ville eskalere krigen, der begyndte i Ukraine i 2022, i Europa inden 2025, hvilket vil fremtvinge en alvorlig konflikt med NATO.
'Eskalere for at deeskalere'
Der er bekymring for, at Rusland vil 'eskalere for at deeskalere' og iværksætte et angreb, der vil være så hårrejsende og chokerende, at liberale nationer vil acceptere den nye verdensorden, som Vladimir Putin ønsker at skabe som sit eftermæle.
Svenske politikere har advaret deres borgere om at forberede sig på risikoen for krig på deres territorium.
Andre, som historikeren Niall Ferguson, peger på, at det, vi måske ser, er en række globale hændelser, der afslører et koordineret forsøg på at omforme verdensordenen.
Så hvor bekymrede bør vi være for risikoen for fremtidig globalt kaos og uorden, der ikke ligner noget, de fleste af os har oplevet før?
Afskrækkelse og gensidig afhængighed
Et sted at begynde en diskussion om udsigten til krig er teorien om samt anvendelse af afskrækkelse.
Ganske enkelt sagt forsøger nationerne normalt at afskrække andre nationer fra krigshandlinger og aggression.
Mange hævder, at grunden til, at 'stormagterne' ikke direkte bekæmper hinanden, er, at omkostningerne er for høje. For eksempel er risikoen for en atomkonfrontation ganske enkelt alt for frygtelig til overhovedet at overveje.
Men et andet aspekt ved international sikkerhed er, hvad vi kan kalde afskrækkelse gennem association, forbindelse eller forpligtelse.
Ud fra denne vinkel kan internationale 'frenemies' være for indbyrdes forbundne til at iværksætte angreb steder, hvor deres børn måske studerer, eller hvor de har investeret i ejendom og infrastruktur.
Tilintetgørelse af det 'gode liv'
Der er kun meget få geopolitiske eller territoriale ambitioner, der er internationalt kaos værd i form af en verdenskrig eller en atomkonflikt.
Det betyder, i hvert fald for størstedelen af indbyggerne i vesten, tilintetgørelse af det 'gode liv', som var utænkeligt for tidligere generationer.
Selvom der måske er krig i udkanten af verdensordenen, er det kun få ledere, der ønsker at ødelægge deres investeringer og mulighederne for at nyde globaliseringens frugter.
'Gråzone'-konflikter
Det kan også være tilfældet, at omfanget eller niveauet af international konflikt har ændret sig.
En indflydelsesrig debat i de seneste 15 år handler om, hvad der bliver beskrevet som en 'gråzone' af international konflikt. Handlinger og trusler, der befinder sig lige under den grænse, der fører til krig mellem nationer.
Det bliver hævdet, at meget af det, vi har set ske for nylig, repræsenterer problemer, der befinder sig under grænsen i international politik.
Som reaktion på invasionen af Ukraine har USA og allierede konstant advaret om at eskalere konflikten over den grænse, der ville føre til krig mellem NATO og Rusland.
Vi kan forvente en masse historier og erklæringer om, hvad der lurer i 'trusselshorisonten'. Men det er alt sammen taktik i informationskrigen, der er afgørende for alle konflikter i det 21. århundredes digitale gråzoner.
Som Netflix-thrilleren 'Leave the World Behind' fra 2023 advarer os om, bør vi forvente forsøg på at skabe usikkerhed og indenrigs-uro gennem brug af falske nyheder, misinformation og konspirationsteorier samt cybersabotage.
Vi bør forvente konstante bølger af cyberangreb på institutioner og organisationer. Ja, det sker faktisk allerede på daglig basis i den liberale verden.
År 2049
Kort sagt vil krig i liberale nationer ikke ligne en genudsendelse af film om Anden Verdenskrig eller de dystopiske sci-fi-krigsspil, vi spiller.
Men de krige, der blev udkæmpet uden for den liberale verden, vil desværre sandsynligvis fortsat være en blanding af de værste lidelser og ødelæggelser fra tidligere århundreder.
De vil dog blive bekæmpet med taktikker og teknologier, der i stigende grad ligner de mest dystopiske og futuristiske krigsfilm og -spil.
Jeg diskuterer disse muligheder for fremtidige krige i min bog, 'Theorising Future Conflict: War Out to 2049'. 2049 er året, hvor fortsættelsen af 'Blade Runner' udspiller sig, og året, hvor Kina angiveligt ønsker lige så stor militær magt som USA.
Skal jeg grave en bunker?
Så skal vi alle til at lede efter den nærmeste bunker, hvor vi kan gemme os fra det kommende kaos, der vil ramme inden udgangen af årtiet?
Den amerikanske psykolog Steven Pinker har muligvis på kort sigt ret i, at livet bliver mere trygt og sikkert for borgerne i liberale demokratier.
Afskrækkelse gennem forbindelse kan afværge en eskalering af krig i og uden for Europa. Men ser vi ud over 2020'erne, er det straks sværere at forudsige, hvordan en verdensorden (eller uorden) vil se ud i en tid med kunstig intelligens og klimanødsituationer.
Det er altid risikabelt at spå om forretningsverdenen, krig og international politik.
Vi befinder os måske i et geopolitisk øjeblik, hvor alle vores antagelser og forventninger ændrer sig på måder, som der gives bud på i 'Leave the World behind' og Alex Garlands kommende film 'Civil War', der forestiller sig et fremtidigt Amerika splittet af væbnet konflikt.
Dramatisk og usikker transformation
Men selvom verden måske befinder sig i et øjeblik med dramatisk og usikker transformation, fyldt med nye aktører, teknologier, taktikker og terræn, byder historien muligvis på en tidløs lektion om krig og international politik.
Politikere og andre beslutningstager foretager strategiske fejl og fejlberegninger, som kan få uforudsete konsekvenser.
Så måske er det tid til at gøre som tech-milliardærerne og bygge en bunker. Hvis du da ellers har pengene til det.
Men mens du planlægger din overlevelsesstrategi, bør du også tage højde for, at hvis den globale konflikt eskalerer, vil den sandsynligvis ikke ligne noget som helst, du har oplevet før.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
