USA, Tyrkiet og Irland. Mange lande i verden har eller har haft mure ved deres grænser, men hvordan påvirker det egentlig individer udenfor landet?
Det satte forskere fra blandt andet University of Pennsylvania Carey Law School sig for at finde ud af, og det viste sig - måske ikke så overraskende - at de adspurgte havde et negativt indtryk af lande med mure ved deres grænser.
Studiet, der blev publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, pegede også på, at selvom murene gav indtryk af, at landets grænsesikkerhed var mere sikker, gav det omvendt også indtryk af, at den generelle sikkerhed i landet var lavere.
Et vigtigt element i forskernes undersøgelse var, at de skulle undgå respondenter, der havde meget polariserede følelser om grænsepolitik i deres egne lande.
Derfor tog forskerne udgangspunkt i de to lande Tadsjikistan og Kirgisistan, som, de mente, deltagerne ikke kendte så godt til for at undgå en forudindtagethed, som kunne risikere at spille ind i forhold til deltagernes vurdering af landene.
\ Læs mere
Forskerne lavede tre versioner af en dokumentarfilm om Tadsjikistan, viste en af versionerne til deltagerne og bad dem efterfølgende om at vurdere landene:
- I den første version blev grænsen vist som værende en dal mellem to bjerge.
- I den næste var det i stedet en grænsemur.
- I den sidste var der også en grænsemur, men samtidig blev det nævnt, at det var Kirgisistan, der byggede muren.
Udover at det viste sig, at deltagerne fik et negativt indtryk af lande med grænsemure, viste resultaterne også, at det især var det land, der havde bygget muren, som der var mest negativ stemning omkring.
Deltagerne kom allesammen fra USA, Irland eller Tyrkiet, fordi forskerne ville undersøge, om de forskellige forhold i landene spillede en rolle i forhold til besvarelserne.
I USA er grænsemurene til Mexico politisk kontroversielle, i Irland har der ikke været grænsemure siden 90’erne, og i Tyrkiet har de haft grænser til Syrien siden borgerkrigen i nabolandet.
Resultaterne peger dog på, at deltagernes hjemland ikke spillede nogen rolle for deres opfattelser, og det overraskede forskerne.
De havde regnet med, at deltagerne, der gik ind for grænsemure i deres egne politiske kontekster, ville have et anderledes syn på sagen, men det havde de altså ikke.
jso






























