Natten mellem 9. og 10. november 1989 åbnede det østtyske politi Berlinmurens grænseovergange, så Østberlins indbyggere frit kunne bevæge sig ind i Vestberlin.
Det var startskuddet på en ren folkefest, hvor berlinerne kravlede op på muren, hvor de festede, dansede og bevægede sig frit over grænsen mellem øst og vest.
Politbureaumedlemmet og talsmanden for det østtyske kommunistparti, Günter Schabowski, kom ved et uheld til at erklære DDR's grænser for åbne, da han skulle forklare nye bestemmelser, der sikrede DDR-borgere fri udrejse til Vestberlin og Vesttyskland.
Hans udlægning blev fortolket, som om reglerne gjaldt 'omgående'.
Hvad gik forud?
Berlinmurens fald satte gang i en række hændelser, som 3. oktober 1990 førte til en overraskende hurtig genforening af Vesttyskland (BRD - Bundesrepublik Deutschland) og Østtyskland (DDR - Deutsche Demokratische Republik).
Men for rigtigt at forstå dette historiske øjeblik skal vi se på, hvornår og hvorfor Berlinmuren overhovedet blev opført.
Efter 2. Verdenskrig blev tyske områder delt i fire besættelseszoner, administreret af de fire sejrherrer: Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig.
De allieredes besættelseszone blev i 1949 til BRD, mens den sovjetiske besættelseszone kort efter blev til DDR. Hovedstaden Berlin blev også delt i fire, selv om den geografisk lå langt inde i den sovjetiske zone.
Muren blev opført i august 1961 som en del af grænsen, som løb langs de to tyske stater, for at stoppe strømmen af DDR-borgere, der flygtede til Vestberlin.
I videoen 5 ting, du skal vide om Murens fald, som du kan se herunder, får du et indblik i de afgørende momenter op til og under Berlinmurens fald.
Et resultat af to processer
Åbningen af grænsen mellem øst og vest var et resultat af to processer, der kom undervejs i løbet af 1989:
- De nyligt konstituerede østtyske borgerrettighedsorganisationers fredelige demonstrationer og protestmarcher
- Det stigende antal østtyskere, som forlod DDR
De fleste afhoppere forlod DDR gennem Ungarn, der åbnede grænsen til Østrig i maj. Et stort antal østtyskere, som var på ferie i Ungarn, greb chancen og emigrerede til Vesttyskland.
I november 1989 var antallet af østtyske afhoppere ikke længere til at overse; flere tusind flygtede hver dag til Vesten i løbet af den uge, hvor grænsen ved muren blev åbnet.Desuden var det østtyske Socialistiske Enhedspartis lederskab i stigende grad på slingrekurs, siden fredelige demonstrationer startede efter en række manipulerede lokalvalg i maj 1989.Massakre i Beijing var stadig i frisk erindring
I Leipzig begyndte de såkaldte Mandagsdemonstrationer i september 1989. Det var en række fredelige protester mod den autoritære østtyske regering, som foregik hver mandag fra 1989 til 1990. De største demonstrationer blev afholdt i Leipzig, men lignende protester forekom også i andre byer i DDR.
I starten var der frygt for, at den østtyske regering ville undertrykke protesterne med vold.
Oprøret på Den Himmelske Freds Plads og den efterfølgende massakre i Beijing, også i 1989, var stadig i frisk erindring. Men fordi de storstilede mandagsdemonstrationer i Leipzig fortsatte, uden at politiet trådte ind, satte det skub i oppositionen.
Få dage før Murens fald samlede cirka en halv million demonstranter sig på Alexanderplatz i Østberlin. De forlangte demokratiske reformer i DDR.
Nedrustning var afgørende for nye reformer
Hændelserne skal selvfølgelig ses i en bredere kontekst.
I 1989 var generalsekretæren for Det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov, fast besluttet på, at der var behov for økonomiske reformforanstaltninger i Sovjetunionen.
Han så en omfattende nedrustning og afvikling af Den Kolde Krig - den storpolitiske konflikt i Europa - som afgørende forudsætninger for reformerne.
I modsætning til Sovjetunionens tidligere ledere gav Mikhail Gorbatjov indtryk af at have en tolerant holdning over for reformerne i Warszawa-pagtens medlemsstater, blandt andet en lempelse af censuren samt den centrale styring af de økonomiske anliggender.
Mikhail Gorbatjov begyndte endda at tilskynde udskiftning af den ældre generation af kommunist-hardlinere med yngre ledere, som ønskede reformer.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Begejstret budt velkommen af demonstranter
Da Mikhail Gorbatjov besøgte Østberlin i anledning af DDR's officielle 40-års jubilæum 7. oktober 1989, blev han begejstret budt velkommen af unge demonstranter.
Hans besøg gav håb om reformer, som den aldrende SED-ledelse under Erich Honecker til dato havde modsat sig.
Erich Honecker blev imidlertid tvunget til at gå af efter de omfattende massedemonstrationer mod regeringen i oktober 1989 til fordel for sin yngre protegé og partifælle Egon Krenz.
På trods af den nærmest utilsigtede åbning af grænsen ved Berlinmuren i de følgende uger, lykkedes det imidlertid ikke Egon Krenz at holde trit med det eskalerende pres for forandringer.
Effekten af Berlinmurens fald
Den nye åbenhed over for reformer i den såkaldte 'Sovjetblok' havde allerede set et omstridt valg i Polen i maj 1989 samt politiske og økonomiske reformer i Ungarn.
Begge hændelser var katalysatorer for ændringerne i Østtyskland (især Ungarns åbning af landets vestlige grænse).
I ugerne efter Berlinmurens fald fandt en fredelig overgang til demokratisk regering i Tjekkoslovakiet sted samt mindre fredelige forandringer i Rumænien og Bulgarien, for det stod nu klart, at Sovjetunionen ikke længere var villig til at støtte kommunistiske regeringer, der fulgte den hårde linje i Østeuropa.
Nutidig relevans
Konsekvenserne af Berlinmurens fald kaster en lang skygge.
Hele aftalen tog næsten udelukkende hensyn til Vesttysklands betingelser.
Østtysklands økonomiske sammenbrud i midten af 1990'erne efterlod de (demokratisk valgte) ledere uden videre magt og indflydelse.
Da den vesttyske valuta, Deutsche Mark, blev introduceret i øst i juli 1990, havde de østtyske virksomheder ingen chance for at følge med i konkurrencen.
I to århundreder har moderne europæisk historie i stort omfang drejet sig om den 'tyske problemstilling':
- Hvilke ydre grænser skal en tysk stat have?
- Hvilken politisk orden hersker i denne centrale europæiske stat?
Den fredelige og demokratiske genforening i 1990 lod til at levere et endeligt svar.
Signifikante økonomiske og sociale forskydninger
For at skabe et reelt fællesskab mellem Øst- og Vesttyskland var der behov for en signifikant økonomisk håndsrækning fra vest til øst.
Omstillingen af de østtyske delstater var årsag til signifikante økonomiske og sociale forskydninger.
De tidligere østtyskere skulle omlægge deres liv, mens deres vestlige slægtninge betalte mere i skat for at dække genforeningens omkostninger.
På en global skala markerede Berlinmurens fald den symbolske afslutning på Den Kolde Krig.
Berlin havde længe været i frontlinjen - nu var byen et sejrstrofæ.
Skuffelser i kølvandet
En amerikansk politisk analytiker erklærede for tidligt 'Historiens afslutning':
Det liberale demokrati var endemålet for menneskehedens ideologiske evolution og den endegyldige menneskelige regeringsform; det vestlige demokrati og kapitalismen havde vundet.
Men i kølvandet på den første eufori fulgte mange skuffelser.
Det er ikke resulteret i 'fredsdividenden', som mange millioner håbede på, eller Gorbatjovs optimistiske, men vage opskrift på en fredelig sameksistens i et 'fælles europæisk hjem'.
Forudsigelser om ‘civilisationernes sammenstød’
I stedet har NATO sejrrigt slået teltpløkkene i jorden inden for det tidligere Sovjetunionens grænser - og et surmulende og vrantent Rusland har svaret igen med ekstremt vovemod og konfrontation.
Efter Den Kolde Krig forsøgte de neokonservative amerikanske myndigheder at sætte deres præg på verden, hvilket har resulteret i kaos i Mellemøsten og forudsigelser om 'civilisationernes sammenstød'.
Økonomisk er der blevet stillet spørgsmålstegn ved den turboladede neoliberale kapitalisme - især efter den globale finanskrise i 2008.
Men det er afgørende, at konturerne af en alternativ social orden næsten er blevet umulige at skelne siden sammenbruddet af den statssocialisme, som muren i Berlin var et symbol på.
Andrew Bonnell hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: ’De andres liv’ – en historie om overvågning i 80’ernes DDR, der trækker tråde til nutiden
LÆS OGSÅ: Den Kolde Krigs lange skygger
