Kandis på toppen af hitlisten – igen?

Fredag 7. oktober 2011 offentliggjorde IFPI den ugentlige hitliste over mest solgte albums.

Ugens nyhed, som hurtigt spredte sig på de forskellige nyhedsmedier, var, at danseorkestret Kandis var gået direkte ind på førstepladsen. Det kunne man læse i artikler med overskrifter som:

• »Kandis topper – Aqua flopper« (Ekstrabladet.dk)
• »Kandis overhaler Medina og Malk de Koijn« (dr.dk)
• »De tre bananer tværet ud af Kandis« (Gaffa.dk)
• »Kandis slår Medina og Aqua« (B.T.)

Med en enkelt undtagelse spillede samtlige overskrifter på, at Kandis var strøget til tops på bekostning af nogle andre kunstnere.

Ikke spor uventet

I lyset af, hvor mange medier der bragte den, var historien om Kandis, der udkonkurrerer Aqua, Medina og Malk de Koijn, åbenbart uventet og dermed god. Det pudsige er, at alt faktisk var, som det plejede at være.

Når Kandis udgiver en nyt cd, ryger den nemlig næsten altid direkte op i toppen af den danske albumhitliste. Orkestret har en stor og meget trofast fanskare, som har helt styr på, hvornår der kommer nyt.

I udgivelsesugen bliver der nemlig altid solgt rigtigt mange Kandis-cd’er. Til gengæld plejer det at stilne af ret hurtigt.

Rigtige fans køber cd’er

Ifølge Ekstra Bladets angivelser blev der helt nøjagtigt solgt 2.758 Kandis-albums i løbet af ugen, hvilket faktisk er et stykke over normen for, hvad der normalt kræves for at få et album helt til tops.

Netop i denne uge var der dog uvant hård konkurrence fra Malk de Koijn, som netop havde udgivet deres første album siden 2002. De var lige ved og næsten med 2620 solgte eksemplarer efter et febersalg på 8284 albums ugen forinden.

Malk de Koijns store salgstal kan forklares ud fra nogenlunde samme omstændigheder som er gældende for Kandis:

En stor og trofast fanskare, som skal have alt med det samme, og for hvem det muligvis også har en betydning, at cd’en kan sættes op ved siden af resten af den fysiske samling. At albummet også er udkommet på LP, peger i samme retning.

Historien om historien

Det mest opsigtsvækkende ved historien om Kandis’ himmelflugt på albumhitlisten er faktisk, at så mange journalister valgte at skrive den. Med blot en minimal indsats burde de fleste kunne se, at der intet overraskende er ved, at Kandis ryger til tops på netop denne hitliste.

Sådan går det stort set hver gang, og forklaringen synes i sig selv forholdsvis simpel: De ovenfor nævnte salgstal illustrerer ganske fint, hvordan placeringerne på albumhitlisten er baseret på et relativt lille salg.

Når der kun kræves små 3.000, og ofte en del færre, solgte albums for at indtage førstepladsen, siger bevægelser på denne hitliste ikke nødvendigvis særligt meget om musikforbruget i det hele taget.

Tværtimod siger de lave tal en del om, at albummet og cd’en ikke længere et musikkens hovedformat. Dette eksemplificeres ganske fint på IFPI’s egen hjemmeside:

Guld og platin

Der er i mange år blevet uddelt såkaldte guld- og platincertifikater for musikudgivelser. I 1986 krævede det 50.000 solgte LP’er, før man fik en guldplade. I dag skal der ”blot” sælges 10.000.

Til gengæld skal der 15.000 singler, eller tracks, som det hedder i dag, til for at opnå guld. Hvis musikken streames, skal man helt op på 50.000 aflytninger, før der uddeles guld.

Disse tal afspejler de store ændringer i musikforbruget, som pågår i disse år. Musikken bliver i stigende grad tilgængelig på digitale platforme og i et væld af forskellige sammenhænge.

Download er allerede ved at blive afløst af streaming, og store dele af musikforbruget måles slet ikke på hitlisterne. Eksempelvis fremgår det ikke, hvor ofte en given sang høres på Youtube og deles på Facebook.

Single bliver hovedformat igen

Der har altid været et ukontrollabelt musikforbrug, eksempelvis en omfattende kassettebåndskopiering i 1980’erne. Men det har aldrig haft en så offentlig karakter som i dag, hvor ’alt’ ligger på internettet.

I den ny medievirkelighed er albummet ikke længere hovedformatet. De fleste køber og downloader et enkelt nummer af gangen.

Det samme gælder, når man streamer musikken. Albummet er i hovedsagen et tilvalg og ikke udgangspunktet for de fleste digitale musikforbrugere.

Derfor ser man også en generelt ændret taktik fra pladeselskaber og kunstneres side. I forhold til de årtier, hvor albummet har været hovedformatet, satses der nu i langt højere grad på singleformatet.

Hitliste(r)n(e).nu

Alt dette har IFPI løbende forholdt sig til. Hvis man går ind på den side, hvor de aktuelle hitlister præsenteres, vil man opdage, at der er hele ni forskellige musikhitlister at vælge i mellem.

Det pudsige er, at albumhitlisten stadig synes at have en forrang. For ikke alene ligger linket til albumhitlisten øverst i menuen; man kommer også direkte ind på denne liste.

Dette afspejler muligvis, at det fysiske salg, som primært består af cd-albums, trods alt fortsat genererer størstedelen af omsætningen.

Vanetænkning om forbrugsvaner skævvrider

Omvendt er omsætning næppe den bedste parameter til at sammenligne det fysiske og digitale marked. Og hvis man i stedet måler i forbrug, bliver der downloadet og streamet langt mere musik, end der bliver solgt på cd.

Pointen med alt dette er, at historier, som tager udgangspunkt i markante bevægelser på album-hitlisten, ofte er skrevet ud fra en noget skæv vinkel, som muligvis kan forklares ud fra vanemæssige tankegange og forestillinger om musikkøbernes forbrugsvaner.

Tallene er så små, at der skal uforholdsvist lidt til før der sker opsigtsvækkende bevægelser. At Kandis røg direkte ind på førstepladsen med 2.758, er først og fremmest udtryk for, at albumformatet har mistet sin position med overgangen fra cd til digitale filer.

Læs Henrik Smith-Sivertsens spændende artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.