Intertekstualitet i Shrek

Snart har vi igen mulighed for at hygge os i et unikt eventyrland, når trolden Shrek i denne uge vender tilbage til biograferne i sin fjerde film.

Vi elsker det grønne væsen og dens venner, og det gør vi især, fordi de vender verden på hovedet og sætter den ind i en ny sammenhæng ved at spille på et væld af referencer til andre eventyr og popkultur.

Sammenhængen bliver skabt af intertekstualitet - en teoretisk betegnelse, som blev introduceret af litteraturforskeren Kristeva. Intertekstualitet er, når litteratur, film og medier generelt bruger referencer og citater til andre værker i deres fortælling.

To slags intertekstualitet

For at kunne analysere intertekstualitet som et funktionelt element i den filmiske fortælling, er det nødvendigt at skelne mellem forskellige typer - som man i forenklet form kan kalde

ekstern

og

intern

(udførligt behandlet i bogen 'Genkendelsens Glæde - intertekstualitet på film').

Ekstern intertekstualitet er, når værker re-medieres som f.eks. en filmatisering - når bog bliver til film (Twilight-serien) eller film bliver til spil (Indiana Jones til Lego) eller spil bliver til film (Tomb Raider). Eller når et bestemt værk eller genre parodieres eller fortolkes som Scary Movie-filmenes parodi på gyserfilm.

Intern intertekstualitet er, når citater fra andre film eller reference bliver en funktionel del af filmens fortælling, fordi det fortæller os noget om karakteren. Når intertekstualitet er et udbedt virkemiddel ikke bare i animationsfilm, men også Hollywood-blockbusters, så er det, fordi de film og fiktioner, som bliver refereret eller citeret, er velkendte. Men hvordan bruges interne referencer i fortællingen?

Referencer gør pointen tydelig

Et eksempel på hvad referencer typisk kan bruges til er fra action-adventurefilmen Avatar, hvor kaptajnen proklamerer, da Jake og co. første gang ser Pandoras flyvende bjerge: »Ladies and gentlemen - You're not in Kansas anymore, you're on Pandora«.

Her refereres til eventyrklassikeren The Wizard of Oz, hvor Dorothy, da hun kommer til eventyrlandet kan konstatere, at hun ikke længere er hjemme i Kansas.

På den måde gøres det tydeligt for tilskueren, at her er der tale om to adskilte og, som det skal vise sig, helt uforenelige verdner.

Ekstern intertekstualitet: Shreks parodi

Parodien er grundlæggende en overskridelse og omvending af det, vi kender, ifølge litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtin.

Ofte er det finkulturen, som står for skud, men i Shrek er det eventyret og eventyrfigurerne, som bliver parodieret. Velkendte eventyrfigurer får nye roller, og deres (ofte magiske) evner bliver sat på en ny prøve. Den frygtelige drage er en hun-drage, som tilmed forelsker sig i Æsel, og Prins Charming er mest optaget af sit velfriserede hår.

Afstanden til de klassiske eventyr bliver markeret klart i begyndelsen af den første film, hvor der på typisk Disneyfilm-vis ses en eventyrbog, som åbnes, og der læses højt af en voice-over.

Ved sidste side, hvor prinsen og prinsessen skal forenes, konstaterer voice-over'en tørt: »Like that's ever going to happen«.

Siden rives ud af bogen, og vi ser Shrek forlade sit udendørs wc. Så er stilen lagt - dette er ikke et eventyr, som vi kender det!

For eksempel er den smukke prinsesse en forhekset trold, den onde trold viser sig at være den ridder, som skal give kærlighedskysset, den gode fe er ond, den gamle konge var oprindeligt en frø, som blev kysset, og dronningen kan nikke skaller, som kan bryde borgmure ned.

I Shrek 3 genfødes eventyrprinsesser som et team af actionkvinder, anført af Fiona og hendes moder, dronningen. Askepot har spidset glasskoen, så den bliver til en dræber-boomerang, Tornerose falder pludseligt i søvn og spænder derved ben for soldaterne og Snehvide foretager et fuglekvidrende frontalangreb sammen med skovens dyr på portvagterne.

Intern intertekstualitet: Opgøret med det klassiske eventyr

Det yngre publikum kan med lethed genkende Pinocchio, Kaptajn Klo, Den bestøvlede kat, Robin Hood, Rødhætte, Klokkeblomst, Askepot, Snehvide og Tornerose: Det unikke i Shrek-filmene er netop et opgør med, at eventyrfortællinger er separate universer, men her får de velkendte figurer nye roller, hvorimod de sande helte og heltinder er (næsten) helt deres egne: Shrek og Fiona.

I Shrek er der flest referencer, som er implicitte. Til gengæld vælges eventyr-figurer og situationer, som netop de fleste kender til. Det gælder dog ikke referencerne til voksenfilm, som en stor del af det yngre publikum ikke vil kunne genkende.

I Shrek 2 bliver Shrek, Æsel og den bestøvlede kat reddet af Pinocchio og de tre blinde mus med nedhejsning i snor som i actionfilmen Mission Impossible og med det velkendte filmtema på lydsiden. Men i Shrek 2 er operationen udført i en noget mere amatøragtig og low-tech udgave og står dermed i stærk kontrast til det superprofessionelle team i Mission Impossible.

Dæmonisk babygylp

I Shrek 3 har Shrek mareridt om sin utilstrækkelighed som kommende far, og troldeungens kaskader af grønt gylp er en reference til horrorklassikeren The Excorcist.

Hvis man ikke kender til The Excorsist er det blot en parodisk version af babygylp. Men hvis man kender til The Excorsist, bliver det en mere præcis karakteristik af det dæmoniserede barn, fordi det i horrorfilmen er den djævlebesatte pige, som kaster grønt bræk op.

Pointen med disse referencer er at inkludere populærkulturelle referencer, både for at præcisere fortællingen og for at gøre eventyrverdenen nutidig.

Shrek er et selvbevidst eventyr

Resultatet er, at Shrek er et moderne animationseventyr, som forbinder en fortolkning af de klassiske eventyr og populærkulturelle filmreferencer. Hvor de intertekstuelle referencer måske umiddelbart ville splitte en fortælling ad, er det i Shrek-filmene tværtimod det, der samler den. Og det er, fordi referencerne har bred appel.

Shrek-filmene kræver primært et kendskab til populærkulturen og et elementært kendskab til eventyrfortællingen. På den måde bliver Shrek et selvbevidst eventyr, som inviterer til et sjovt og inkluderende fællesskab for både børn og voksne.