Hvad kendetegner et retfærdigt samfund? Dét spørgsmål er til stadig diskussion i den politiske filosofi.
Følger man idealet kaldet 'relational egalitarisme' er et samfund retfærdigt, for så vidt at borgerne står i ligeværdige relationer til hinanden.
Hvis nogle personer står i underdanighedsforhold til andre – som for eksempel slaven gør til slaveejeren, eller som den undertrykte husmor gør til sin mand – så er det ikke et fuldt ud retfærdigt samfund. Et samfund som det danske synes at stræbe efter dette ideal.
Relationalle egalitarister hævder endvidere, at et (veludviklet) demokratisk samfund ikke kan være retfærdigt, for så vidt at det afviger fra princippet om, at hver person har én – og kun én – stemme.
Hvis folks stemme ikke har den samme vægt, når der skal træffes demokratiske beslutninger, følger det ifølge relational egalitarisme, at de ikke står i ligeværdige relationer.
I et nyt studie går jeg imod den fortolkning af relationel egalitarisme. I stedet argumenterer jeg for, at der kan godt være ligeværdige relationer i et samfund, selvom nogle folk i (nogle) demokratiske beslutninger har mere vægt end andre.
Man kan altså godt have relationel egalitarisme og stemmeulighed på én og samme tid.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Ikke alle stemmer vægter lige højt
Det er vigtigt at slå fast, hvad jeg mener med, at nogle stemmer kan have mere vægt end andre i et demokrati – det, der kaldes differentieret stemmevægt.
Nogle former for differentieret stemmevægt er åbenlyst i strid med ligeværdige relationer, for eksempel hvis vi gav større stemmevægt til mænd end til kvinder, blot fordi de er mænd.
Den form for differentieret stemmevægt, jeg har i tankerne, giver i stedet stemmevægt i en beslutning til folk, afhængigt af hvor meget de har på spil i beslutningen.
Forestil jer, at der skal vælges en klimapolitik. Givet, at unge borgere kan forventes at leve i længere tid med konsekvenserne af den valgte klimapolitik relativt til ældre borgere, har de unge borgere mere på spil i beslutningen.
Lad os antage, for argumentets skyld, at de unge har dobbelt så meget på spil. I så fald tildeles unges stemmer dobbelt så meget vægt som ældres stemmer i beslutningsprocessen.
Selvom dette givetvis kan lyde hypotetisk, er det en metode, som bliver benyttet i faktiske demokratier.
Subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet), ifølge hvilket politiske beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau (mest lokale, mest nære), afspejler tanken om, at beslutninger skal træffes af dem, der har mest på spil i de givne beslutninger.
Hvis vi for eksempel lader det være op til borgerne i en kommune at beslutte, hvor i kommunen der skal placeres en moderne skole, benytter vi os af subsidiaritetsprincippet og dermed af differentieret stemmevægt (hvor vi forestiller os, at dem uden for kommunen, der ikke har noget på spil, får vægten 0 i de demokratiske beslutninger).
Ligeværdige moralske relationer i demokrati
Relationelle egalitarister skelner mellem forskellige former for relationer, herunder blandt andet moralske, sociale og epistemiske (vidensmæssige).
I artiklen viser jeg, hvordan differentieret stemmevægt er kompatibelt med lige relationer i alle disse former for relationer.
Her vil jeg blot vise, hvordan differentieret stemmevægt er forenelig med ligeværdige moralske relationer, da det er den type relation, som relationelle egalitarister oftest har i tankerne.
Relationalle egalitarister argumenterer for, at der vil være ulige moralske relationer i et samfund, hvor folks værdi er bestemt på baggrund af deres køn eller race.
Hvis kvinder i et samfund anses som værende mindre værd end mænd, er det et samfund med ulige moralske relationer.
Spørgsmålet er således, hvorvidt differentieret stemmevægt rangerer folk efter deres iboende værdi. Hvis 'ja', er differentieret stemmevægt i strid med ligeværdige relationer; hvis 'nej', er differentieret stemmevægt kompatibelt med ligeværdige relationer.
\ Læs mere
Desto mere på spil, desto større indflydelse
I den version af differentieret stemmevægt, som vi diskuterer her, er der ikke nogen, der får større vægt i beslutningen, fordi de har en højere iboende værdi.
I stedet får visse personer en større vægt, fordi der er mere på spil i beslutningen for dem.
At jeg giver en Marsbar, givet at jeg kun har én, til diabetikeren med lavt blodsukker i stedet for det raske barn er heller ikke udtryk for, at, jeg mener, de to har forskellig iboende værdi.
Det, der betyder noget for moralske relationer, er ikke i sig selv om folk får det samme; det, der betyder noget, er på hvilken baggrund, de ikke får det samme.
Hvis dette ikke har med iboende moralsk værdi at gøre, fører det ikke til ulige moralske relationer.
Dette kan også illustreres med føromtalte subsidiaritetsprincip.
At en beslutning træffes på kommunalt niveau i stedet for på nationalt niveau betyder ikke, at folk på det kommunale niveau er mere værd end resten af befolkningen. Det betyder blot, at de har mere på spil i den givne beslutning.
Det vil altså sige, at unge og ældre godt kan stå i ligeværdige moralske relationer, selvom unges stemmer gives mere vægt end ældres i beslutningsprocessen, så længe at de gives mere vægt, fordi der er mere på spil for dem i beslutningen – som det som nævnt er tilfældet i klimapolitikken.
Afvigelse fra 'én person, én stemme' kan give mere ligeværdige relationer
Indtil nu har jeg vist, at ligeværdige relationer er kompatibelt med differentieret stemmevægt i demokratiske beslutninger.
Afslutningsvis vil jeg påpege, at differentieret stemmevægt under nogle omstændigheder sikrer mere ligeværdige relationer end 'én person, én stemme'.
Det synes at være tilfældet, at en person har mere på spil i en beslutning, hvis personen ikke har mulighed for at undgå beslutningens konsekvenser, end hvis personen har mulighed for at undgå beslutningens konsekvenser.
Tænk for eksempel på forskellen mellem en veluddannet person – lad os sige en læge – og en ufaglært person.
Hvis de begge påvirkes negativt af en demokratisk beslutning – for eksempel, at alle personer over 18 år skal gennemføre to års militærtjeneste for at styrke landets militære beredskab – kan vi forvente, at lægen nemmere kan undgå beslutningens konsekvenser, fordi andre lande vil være villige til at lukke hende ind grundet hendes kvalifikationer end den ufaglærte person.
Lægen har så at sige bedre 'exit'-muligheder end den ufaglærte, fordi mange lande vil efterspørge hendes kvalifikationer.
Hvis vi ved autonomi forstår det ikke at være underlagt andres vilje, kan vi sige, at den ufaglærte persons autonomi i højere grad er truet end lægens af den demokratiske beslutning, alt andet lige.
Hvis folk skal inkluderes demokratisk for at beskytte deres autonomi, og hvis lægen og den ufaglærte bliver givet den samme vægt i den demokratiske beslutning, synes den ufaglærte rimeligvis at kunne klage over, at han bliver behandlet som uligeværdig, i den forstand at den mindre trussel mod doktorens autonomi er tildelt samme betydning som den større trussel mod hans autonomi.
Det signalerer, at doktorens autonomi er vigtigere for samfundet end den ufaglærtes.
For at undgå disse ulige relationer kan vi give større vægt i beslutningsprocessen til dem, der ikke kan undgå konsekvenserne af beslutningen (for eksempel den ufaglærte) sammenlignet med dem, der lettere kan undgå konsekvenserne af beslutningen (for eksempel lægen).
Bemærk at der kan være andre hensyn end retfærdighed, som taler imod at afvige fra 'én person, én stemme', for eksempel effektivitet og stabilitet i det demokratiske system.
Det ændrer dog ikke ved, at retfærdigheden – hvis vi er relationelle egalitarister – i den situation kræver, at folk får ulige vægt i beslutningsprocessen.
