Når du står der på dansegulvet lørdag aften, hvor du har fået mere alkohol end vand indenbords, så kan du godt få opfattelsen af, at resten af det dansende persongalleri ser helt utroligt godt ud - og bedre, end hvad du måske ville vurdere dem til, hvis du ingen alkohol har fået. Et fænomen, der på engelsk bliver kaldt for ‘beer goggles’.
Men nu viser det sig tilsyneladende, at det ikke så meget er ‘ølbrillerne’, som det er det flydende mod, man drikker sig til, der giver den effekt.
Det skriver The Guardian.
Et nyt studie, der netop er blevet udgivet i tidsskriftet Journal of Studies on Alcohol and Drugs, afliver nemlig myten om, at hvis du er beruset, så får det alle andre til at fremstå meget lækrere, end de egentlig er.
Studiet, som forskere fra Stanford University og University of Pittsburgh står bag, gennemgår blandt andet systematisk tidligere studier, hvor forsøgspersoner - både fulde og ædru - blev bedt om at vurdere, hvor attraktive nogen er baseret på billeder.
Men lægger man alle de studier sammen, så er beviserne for 'beer goggles'-effekten svær at få øje på.
Nu tilføjer forskerne desuden en ny og mere realistisk dimension til de studiers resultater: muligheden for at møde de mennesker, som forsøgspersonerne har vurderet.
18 mandlige vennepar blev inviteret til at vurdere, hvor attraktive mænd og kvinder, som de havde set billeder og videoer af, var, mens de sad to og to, for at efterligne en byturssituation, hvor den type samtaler kan finde sted.
Mændene blev fortalt, at der var en chance for, at de fik muligheden for at møde nogle af de vurderede personer i et fremtidigt eksperiment.
Efter de havde vurderet, hvor attraktive menneskene på billederne var, blev de bedt om at udpege dem, som de med størst sandsynlighed ville interagere med, hvis de mødtes i virkeligheden.
Forskerne fandt ikke opbakning til forestillingen om ‘ølbrillernes’ effekt i deres resultater.
Til gengæld havde alkoholindtaget betydning for, hvor sandsynligt, mændene mente, det var, at de ville interagere med dem, de havde vurderet til at være mest attraktive.
Jo mere alkohol, desto mere mod havde de på at møde dem, de syntes, der var flottest.
Alkohol har derfor muligvis ikke betydning for opfattelsen af andre og deres lækkerhed, men påvirker i stedet ens niveau af selvsikkerhed, når man står overfor dem, man synes er flotte - for eksempel på dansegulvet, konkluderer studiet.
aeh






























