Jeg hedder Caroline Nyvang og er ny blogger på videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk. I min hidtidige forskning har jeg fokuseret på forskellige medier for formidlingen af idealer om mad fra 1600-tallet til i dag.
Mine indlæg vil tage udgangspunkt i denne forskning og inddrage historiske eksempler til at belyse, hvad der er på spil, når vi sætter ord på, hvad god og dårlig mad er. Dette første bidrag opridser grundlaget for den moderne madkulturelle historieforskning og tjener som rammesætning for de kommende blogindlæg.
Mad fik særlig opmærksomhed under strukturalismen
I 1970'erne og 80'erne begyndte interessen for mad som kulturelt fænomen at tegne sig i historiefaget. Den primære teoretiske inspiration kom fra antropologien samt sociologien og kan ses i forlængelse af den kulturelle vending, der prægede human- og socialvidenskaberne i samme periode.
Som led i de antropologiske feltstudier havde man længe haft tradition for at dokumentere spisevaner, men mad fik tildelt særlig opmærksomhed med strukturalismens gennembrud i 1960’erne.
I en række efterhånden kanoniske tekster fremhævede bl.a. Claude Lévi-Strauss (1908-2009), Roland Barthes (1915-80) og Mary Douglas (1921-2007) maden som en særlig frugtbar indgang til at blotlægge sociale strukturer. Lévi-Strauss mente for eksempel, at et samfunds madkultur kunne udsondres i deleelementer, såkaldte 'gustemer', der modsvarede den strukturelle lingvistiks fonemer.
I samme tråd har Barthes argumenteret for, at 'an entire ’world’ (social environment) is present in and signified by food.' Mary Douglas kortlagde i 'Dechipering a Meal' (1966) den animalske taksonomi, der var styrende for såvel maden som hele det sociale liv blandt israelitter.
Herpå konkluderede hun, at »the ordered system which is a meal represents all the ordered systems associated with it.« For både Lévi-Strauss, Barthes og Douglas fungerede maden altså som et slags mikrokosmos, hvori et givent samfunds grundstrukturer kunne studeres.
Menneskets smagspræferencer udtrykkes i forbrugsmønstre
Den antropologiske forskning har givet mange historikere et grundlæggende udgangspunkt for opfattelsen af mad som socialt samlingspunkt, mens sociologerne Thorstein Veblen (1857-1929) og Pierre Bourdieu (1930-2002) har bidraget med centrale begreber til studiet af madens distingverende funktioner.
Selvom de to ikke har behandlet mad som selvstændigt fænomen, har conspicuous consumption og distinktionsbegrebet fået en central placering i nyere madkulturel og -historisk forskning. Veblen udviklede begrebet conspicuous consumption – iøjnefaldende forbrugeradfærd – i Theory of the Leisure Class (1899) og understregede hermed forbrug som en måde, hvorpå grupper og individer kunne udtrykke social status.
Ideen om, at forbrug kunne betragtes og analyseres som en stratifikationsmarkør, blev videreudviklet i Pierre Bourdieus La Distinction (1979). Heri argumenterede Bourdieu for, at menneskets smagspræferencer er bundet af beskæftigelse, klasse og livstil, og at disse præferencer udtrykkes i særlige forbrugsmønstre, herunder også i forbruget af mad.
'Kostmologi' kommer til udtryk i praksis
Fælles for de antropologiske og sociologiske studier står, at menneskers omgang med mad bliver fremstillet som en relativ helhed, hvori kulturelle mønstre kommer til udtryk.
Inden for begge forskningstraditioner opfattes maden som en måde, hvorpå mennesker kan udtrykke tilhørsforhold. At spise det samme (og at spise sammen) kan altså sammenlignes med en inkorporation af fælles idealer og er et centralt element i kollektive identitetsformationer. Den sociologiske og antropologiske forskning har imidlertid også implikationer for studier af individuelle aspekter af madkulturer.
Forskningen understreger, at mennesker har en forventning om en holistisk, kongruent fremstilling af mad. Ved at fokusere på, hvordan vi gennem tiden har forsøgt at skabe meningsfulde sammenhænge i og med maden, kan man således få mulighed for at belyse mentalitetshistoriske problemstillinger.
Med et samlende ordspil kan man beskrive både det kollektive og individuelle forhold til mad som 'kostmologier'. En given 'kostmologi' kommer f.eks. til udtryk i praksis, når der etableres sammenhænge mellem politisk ståsted ogfødevareforbrug. Og det er 'kostmologien', som er blevet forstyrret, når frustrerede danskere brokker sig over, at der ikke er overensstemmelse mellem de kostråd, som udmeldes fra forskelligt hold.
På denne blog vil jeg undersøge aktuelle eksempler på sådanne 'kostmologier'. I et samtidigt og historisk perspektiv vil jeg altså sætte fokus på, hvordan vores omgang med mad kan bruges til at sige noget om de identitetsformationer, der gennemsyrer, afspejler og ordner samfundet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
