»Hvis jeg ikke husker galt, var julen ikke nær så hul; I de gode, gamle dage, der var julen mere jul!«
Sådan sang Birger Bertramsen (Jesper Klein) og Josefine Brahe (Jeanne Boel) i julekalenderen Alletiders Jul i 1993 – blandt andet frustreret over, hvor »supereffektiviseret« gavehandlen var blevet.
Nu skriver vi så julen 2024 – 1993 er selv blevet til de gode, gamle dage – og følger man debatten i avisspalterne, ser det ud til at stå værre til for julegaveindkøbet end nogensinde før.
Nu er den stressende shoppingcenteroplevelse ved at blive erstattet af det digitale produkt Ønskeskyen, som ifølge eget udsagn bliver brugt af 2,8 millioner danskere. Her deler man blot en liste af links til produkter, som gavegivere kan klikke på og reservere, så der ikke ligger to ens gaver under juletræet.
En skribent hos Politiken skriver, at han »finder hele konceptet ekstremt irriterende, ideen om at gøre gavegivning så optimeret og friktionsløst, at det nu er reduceret til en bestillingsliste med varenumre,« mens en journalist i Berlingske kalder Ønskeskyen »et bytte, bytte købmand-koncept af værste skuffe.«
Konceptet vækker sågar så meget harme, at Kristeligt Dagblad har forfattet en leder med overskriften: »Kristeligt Dagblad mener: Gavens sjæl forsvinder i Ønskeskyen«.
Videnskab.dk har derfor bedt to juleforskere og en historiker om at tage os med på en tidsrejse gennem de gode, gamle dage for i bedste Pyrus-stil at finde frem til julegavens sande sjæl et sted i historien.
Fra gravgaver til barmhjertig bonus
Nu kan ‘gamle dage’ jo tolkes på mange måder.
Går vi helt tilbage til stenalderen, har adskillige Videnskab.dk-artikler om stenaldergrave beskrevet, hvordan de indeholdt gaver til datidens bud på guddomme – for eksempel da et spædt tvillingepar blev begravet for 31.000 år siden med offergaver af dyreknogler.
Og for omtrent 2.000 år siden, fejrede romerne – før de blev kristne – et forstadie til julefesten, hvor der blev udvekslet gaver. Desuden vidner markante, danske jernalderfund fra 500-tallet om, hvor vigtig gavegivning var mellem mægtige fyrsteslægter.
Men lad os starte vores første nedslag i 1600-tallets protestantiske Danmark, hvor vi så småt kan begynde at se takterne til ‘rigtige’ danske julegaver.
»Der var ikke noget, der hed julegaver på det tidspunkt, men der var en aftalt form for juleløn, eller 'julegratiale', i slutningen af året, som gårdmanden gav til sine tjenestefolk. Det blev også forventet, at man gav noget til præsten, tiggerne, lærerne, jordmoderen og så videre,« fortæller Anja Jørgensen.
Hun er museumsinspektør på Frilandsmuseet i Lyngby og har i øvrigt i år udgivet en bog om juletraditionernes historie.
»Det var altid naturalier såsom brød eller æbleskiver, som de kunne få med hjem til deres børn, og som mange faktisk var meget afhængige af i juledagene,« fortæller hun videre.
‘Julegaverne’ var altså dengang enten en form for juleløn, eller hvad Anja Jørgensen beskriver som »ceremoniel barmhjertighed« til tiggere og daglejere.
Vi glæder os i denne tid
Med tiden begyndte legetøjet som gave også så småt at snige sig ind til julefejringer, som vi for eksempel hører det fra Jeronimus i Ludvig Holbergs folkekomedie Julestuen (1724):
»Denne hest med fløjten i rumpen skal Christopher have. Vognen, hvem skal jeg give den? Den vil jeg give lille Henning. Peer skal have fiolen, thi jeg tror, at der skal blive en spillemand af ham. Else skal have vuggen med barnet i, thi det første, piger bliver så gamle, at de kan tale, så tænker de på giftermål og vugge.«
Men lad os lave næste nedslag i midten af 1800-tallet – i den type af god, gammeldags jul, som julefortællingen Peters Jul (1866) handler om, og som den stakkels lille pige med svovlstikkerne kunne se gennem vinduerne i H.C. Andersen-historien (1848) .
»Danmark led nogle hårde nederlag med afståelsen af Norge i 1814 og nederlaget i Dybbøl i 1864. Vi blev en meget mindre nation, og vi skulle genfinde vores identitet og traditioner,« fortæller Anja Jørgensen og fortsætter:
»Vi begyndte at samle os mere om kernefamilien og for alvor julehygge. Det begyndte også at sprede sig uden for det fine borgerskab.«
Så vidt, så godt. Vi har fået juletræer, familiehygge juleaften, dansen om juletræet – og ikke mindst udvalgte gaver til børnene, som vi hører i Peter Fabers Højt fra træets grønne top (1847):
Anna hun har ingen ro,
før hun får sin pakke,
fire alen merino
til en vinterfrakke.
Men Caroline Nyvang, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek og traditionsforsker, påpeger en vigtig detalje i sangen:
»Børnene får legetøjsgaver på det her tidspunkt, men de hænger til frit skue på træet, så børnene ved allerede, hvad de får. ‘Overraskelsesgaverne’ kommer først senere.«
Julen varer længe, koster mange penge
Ifølge Caroline Nyvang begynder der at komme tegn på overraskelsesgaver for omtrent 150 år siden.
»Vi kan se, at gaveindpakningspapiret begynder at blive sat til salg i slutningen af 1800-tallet, men først i starten af 1900-tallet når det ud til hele landet,« forklarer hun.
Og det er et vigtigt spring i juletraditionshistorien, for:
»Nu handler det i højere grad om at vise, hvor godt man kender personen, som man giver gaven til. Det bliver en del af juleritualet og julefreden at se overraskelsen og glæden i barnets øjne.«
Med andre ord er der opstået en ny form for kommercielt gavemarked, hvor gaverne skal være mere personlige – et marked, hvor en ny, men velkendt spiller kommer på banen:
»Magasin du Nord i København begynder i 1930’erne at have en udklædt julemand til at sidde i storcentret til jul og tage imod ønsker fra børn,« fortæller Caroline Nyvang.
Sikken voldsom trængsel og alarm
For at blive klogere på dén historie har vi ringet til Britta Smits, der er museumsinspektør på Magasin du Nord Museum.
»Man fik idéen fra USA, hvor butiksjulemænd allerede havde været brugt i 40 år,« fortæller Britta Smits.
Ledelsen i Magasin henvendte sig derfor til den vellidte medarbejder Carl Dauw, der havde arbejdet tre årtier i Magasin du Nords postafdeling, og spurgte, om ikke han ville hoppe i et julemandskostume og hilse på børn.
»Det var jo ikke noget kendt fænomen, så Carl syntes nok, det lød temmelig mærkeligt at tage skæg og rødt tøj på, så han sagde nej tak. Men de insisterede på, at det skulle være ham og tilbød ham 100 kroner ekstra i løn i december. Og så endte han med at sige ja.«
\ Læs også
Så i 1932 hoppede Danmarks første butiksjulemand i kostumet og tog imod de juleglade børn. Det blev ifølge Britta Smits en kæmpe succes, som Carl Dauw gentog 29 år i træk, inden han gav faklen videre.
Den populære idé spredte sig hurtigt, og inden længe sad der julemænd overalt i landet for at lokke børnefamilier til at købe gaver i netop deres butik.
Og hvorfor bruger vi krudt på at fortælle historien om Magasin du Nords julemand?
»En af hans opgaver var at dele Magasin-ønskesedler ud til alle børn, hvor der var forslag til gaver på den ene side og frie linjer på den anden, hvor de kunne skrive deres ønsker og give dem til forældrene.«
I 1930’erne har vi dermed et tidligt eksempel på ønskesedlen, hvor man kan skrive sit bud på en ‘bestilling’ til sine forældre.
Det skete i de dage i november engang…
Julegaveræset begynder altså i løbet af 1900-tallet for alvor at blive et kommercielt foretagende, hvor gavemodtageren selv kan prøve at definere, hvad en god gave kunne være.
Og så gælder det om at være tidligere ude end selv julemanden for at friste både gavegiver og -modtager.
»I 1930’erne købte mange kunder stadig på kredit, og så fik de hver måned tilsendt en faktura med posten. Der fik man også Magasin-reklamer med. Og i 1935 vedhæftede man for første gang en fysisk ønskeseddel som den, julemanden delte ud i butikken,« fortæller Britta Smits.
Endnu en sten er altså lagt på vejen mod det ‘optimerede’, kommercielle gaveønskesystem.
»Magasin fik udbredt idéen om at udbrede de ønskelister, der til forveksling ligner, hvad nogen kalder en ‘bestillingsliste’,« forklarer Caroline Nyvang.
»Derfra bredte den kommercielle interesse sig, så flere butikker i de kommende år begyndte at sende julekataloger ud, så børn kunne sidde og krydse sine favoritgaver ud og give kataloget til deres forældre.«
Julen er gammel, og julen er ny
Og så er vi ved at være nået frem til julegavesjælens angivelige banemand: den automatiserede, digitale ønskeseddel.
Og faktisk begyndte julegave-digitaliseringen tidligere, end man lige skulle tro. I hvert fald i Magasin du Nord påpeger Britta Smits:
»I slutningen af 1960’erne og -70’erne stod der en kæmpecomputer i butikken, hvor man kunne skrive, at man søgte efter en julegave til for eksempel en kvinde i 30’erne. Så kunne algoritmen printe forslag til, hvad man skulle købe til hende i butikken. Det var meget, meget avanceret dengang,« griner museumsinspektøren.
I 1990’erne flyttede hjemmecomputeren ind i danskernes hjem. Og i 1999 foretog PBS’ direktør Danmarks første onlinebetaling med dankort: en buket blomster på Interfloras hjemmeside bestilt til erhvervsminister Pia Gjellerup.
Herfra syntes det næsten uundgåeligt, at den analoge ønskeliste er gået online.
»Princippet om at reservere gaver, så ingen andre formaster sig til at købe det samme, kender man jo også allerede fra bryllupsfester,« bemærker Caroline Nyvang.
Og her er vi så: julen 2024, hvor knap halvdelen af alle danskere benytter en digital ‘bestillingsliste’ til at købe gaver hjemme i sofaen med en forsikring om, at ingen andre køber det samme.
Ifølge Caroline Nyvang er det dog ikke nødvendigvis et mord på julesjælen, men nærmere et symptom på et juleønske, vi efterhånden har haft i århundreder.
»Jeg synes, at Ønskeskyen illustrerer gavegivningens paradoks, hvor det ikke må være alt for kommercielt, men samtidig skal juleaften være klappet af og magisk og mindeværdig, så ingen må være skuffede og surmule over en forkert gave,« siger hun og fortsætter:
»Sådan har det været, siden overraskelsesgaven opstod i 1800-tallet. Ønskelisten i både analog og senere digital form er jo et forsøg på at optimere oplevelsen så meget som muligt den magiske aften.«
Så hvornår i julegavens Danmarkshistorie havde gavens sjæl det allerbedst? Det må læseren selv bedømme.
Men lad os da håbe – uanset hvordan idéen til årets julegave opstod – at profetien i introsangen til Alletiders Jul endnu engang holder stik:
»Julen består, selvom årene går. Derfor ved vi, vi får en alletiders jul i år.«
