Opdateret 7. maj 2024.
Har pelshandel spillet en rolle i at sprede sygdommen spedalskhed?
Det tyder et nyt studie på.
For nu har forskere fundet genetiske beviser for, at egern (Sciurus vulgaris) i middelalderen oplevede en lignende stamme af sygdommen.
Det er dog uvist, om egernet har smittet mennesket eller omvendt.
\ Læs også
I et nyt studie undersøgte forskere fra University of Leicester prøver fra mennesker, som boede i byen Winchester i England for mellem 900 og 600 år siden, som var en vigtig by i middelalderen.
De blev sammenlignet med knogler fra et egern fundet i byen, som går mellem 1.000 og 900 år tilbage.

Ved at analysere DNA’et viste det sig, at der var en lignende stamme af spedalskhed, også kaldt lepra, i alle prøver.
»Det er første gang, at vi har fundet en dyrevært med spedalskhed i den arkæologiske optegnelse, hvilket er virkelig spændende,« siger osteoarkæolog Sarah Inskip fra University of Leicester, der er medforfatter til studiet, til The Guardian.
Resultaterne, som er udgivet i tidsskriftet Current Biology, antyder, at der har været en overførsel af sygdommen mellem mennesker og egern.
Selvom den genetiske analyse tyder på, at den samme stamme er hoppet fra egern til mennesker, tager studiet kun udgangspunkt i en håndfuld prøver.
Derfor kan det med den nuværende viden ikke slås fast med syvtommersøm, hvem der har givet sygdommen videre til hvem. Dermed kan sygdommen faktisk have rejst fra egernet til mennesket og tilbage til egernet.
»Vi ved ikke, om egernet smittede mennesker, eller om det var mennesker, der gav sygdommen videre til dyrene,« siger professor Verena Schünemann fra University of Basel, som er medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.
Men forskerne anfører, at pelshandel kan have været en af årsagerne til smitte. I år 1384 blev der importeret 377.200 egernskind til England fra Skandinavien og andre steder, skriver de.
tmmk






























