Vi (min bedre halvdel Marianne og jeg) er visiting professors her i Bangkok i 2 uger, og efter at have set mange patienter, holdt adskillige forelæsninger (se opslaget i den stedlige elevator – den, som finder trykfejlen i den thailandske del vinder en præmie) og været på adskillige kliniske afdelinger, ser man vores sundhedssystem i andet lys.
Siriraj hospitalet i Bangkok er flagskibet blandt hospitalerne her - har jeg indtryk af. Det har over 16.000 ansatte og gaderne i det omliggende område er præget af et menneskemylder, som er os ganske ukendt (og ja, det er rigtigt, at man her spiser fire måltider inden solen går ned – gadekøkkenerne er et kapitel for sig).
Alle behandles lige - i teorien
Sundhedssystemet på hospitalet er i den danske ånd, hvor alle behandles lige – i teorien. Sagen er nemlig den, at udgifterne til dyr medicin og diagnostiske undersøgelser (for eksempel røntgen undersøgelser) ofte ikke er dækkede ind af de bevillinger, som tilflyder hospitalet.
Når langt det meste af behandling af patienter med leukæmi og lymfekræft således er fuldstændig lige som derhjemme, må patienter – via deres forsikring eller ved at tage pungen op – altså tilkøbe visse ydelser.
Dette er klart modsat de danske forhold, hvor vi inden for mit felt (blodsygdomme) har et system med udregning af omkostninger til ny, dyr medicin, som forelægges Danske Regioner, så der kan tages stilling til det i god tid.
Dette er en meget betryggende ramme at fungere under (selvom jeg ofte driller mine patienter ved at spørge om de har 'penge med' eller om de har 'betalt deres skat' – se min tidligere blog om jeg må pjatte med dem), når jeg ordinerer dyr medicin (vi taler ofte om medicin til noget over 100.000 kr. for et helt behandlingsforløb).
Læger skal skrive meget i hånden på trods af den elektroniske patientjournal
På det i øvrigt meget veldrevne Siriraj Hospital kan der altså forekomme patienter, som ligger i en afdeling (afdelingerne er åbne uden skillevægge, altså ingen 'stuer'), hvor patienten ved siden af får en behandling, man ikke selv har råd til.
Dette accepteres - har jeg fået at vide - af langt de fleste patienter, men det er lige så klart, at de behandlende læger kan have problemer med det en gang imellem.
Jeg har tidligere berørt mine holdninger om den elektroniske patientjournal (EPJ) i Danmark og skrevet, hvor ambivalent, jeg er over for den. Taknemmelig for mange – efterhånden – rigtig gode funktioner, men frustreret over irriterende mangel på funktionalitet og for langsom udrulning af forbedringer (her er integration kodeordet).
På dette store hospital i Bangkok, er der moduler, som fungerer meget fint (fx det, hvor man ser røntgenbilleder), men for de flestes vedkommende mangler der funktionalitet i selve journalen og i blodprøver. Dette gør, at læger skal skrive meget i hånden og at det er svært at få et ordentligt overblik over patienten uden skulle foretage mange opslag i papirer.
Manglende IT-støtte opvejes af intensiv mesterlære
Man bliver altså glad for vores sundhedssystem efter et sådan ophold, men man indser også, at lægearbejde i forskellige lande varierer. Vi får ofte skudt i skoene, at vi i Danmark arbejder mindre end læger i for eksempel engelsksprogede.
Det er sikkert korrekt, hvis vi taler om arbejdsdagens længde, men min erfaringer fra cancercentre i England og USA er, at selvom man kommer senere hjem, så er den effektive arbejdstid cirka den samme (jeg taler her vel at mærke om dagarbejdstid, vagter har jeg ikke noget klart indtryk af).
Også i Bangkok går meget tid med møder, som nogle gange har et begrænset udbytte, og frokostpausen er nok også noget længere (herhjemme går jeg oftest uden en sådan!). På den anden side har jeg været imponeret over uddannelsen af yngre læger inden for mit speciale.
Den manglende IT-støtte opvejes af en mere intensiv mesterlære, end vi har i Danmark og af tildeling af en række opgaver til yngre læger tidligere end herhjemme.
Man når at give meget fra sig under sådan et ophold (op mod 10 undervisningssessioner og tilretning af mindst lige så mange manuskripter fra yngre medarbejdere), men man får altså også meget med hjem!
P.S.: Urolighederne har vi mærket meget lidt til, men vi bor på den anden side af floden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
