Kan du huske den Monty Python episode, hvor en svært bandageret person på krykker fortæller, at han har flere frakturer og hovedtraumer, så det er ham, som laver det hårde arbejde på hospitalet, blandt andet at hjælpe den lokale kirurg. Direkte adspurgt, hvad dette er, siger han, at han for tiden hjælper med at bygge overlægens sommerhus!
Denne blog handler om, hvordan vi kræftlæger kan omgås vore patienter.
Jeg har været på foredragsturné i USA og fortalt om vore nyeste forskningsresultater i New York, Cleveland og Chicago. Det er en anden og efter min mening bedre måde at relatere til forskere og kolleger end på videnskabelige møder, som bliver større og stadig mere hektiske (det amerikanske i december er oppe på 20.000 deltagere).
Dels har man bedre tid til at fortælle om sine egne resultater ved seminarer, som typisk tager en time, dels taler med man i længere tid med ligesindede (i mit tilfælde specialister i blodsygdomme – hæmatologer) om fælles problemer og perspektiver.
Sidst, men ikke mindst for os i Århus, som er på vej under fælles tag med mange flytninger fra det gamle Kommunehospital og Amtssygehus til Skejby, ser man, hvordan andre cancercentre er indrettede.
Foruden ærlighed og tillid, skal samtaler præges af humor og uformalitet
I Cleveland besøgte jeg Mikkael Sekeres, som jeg skrev om som inspirationskilde i mit første indlæg her. Han er en generation yngre end mig, men vi er på bølgelængde på mere end en måde. De mere faglige er ikke relevante her, men vi talte en del om, hvordan man skal forholde sig til vore patienter, som jo ofte har meget alvorlige sygdomme.
Her tænker jeg ikke på, hvilke slags behandlinger, vi kan tilbyde (de er forbavsende ens mellem USA og Danmark med den undtagelse, at man derovre har hurtigere tilgang til de nyeste lægemidler – mere herom en anden gang, hvor jeg vil skrive om de såkaldte fase 1 protokoller), men den måde vi forholder os til læge-pateint situationen.
Der er mange alvorlige samtaler, som i udgangspunktet er svære, men heldigvis lige så mange gode. Mikkael og jeg var imidlertid enige om, at tilgangen til begge bør være præget af en uformel og gerne humoristisk tilgang (foruden den ærlighed og gensidig tillid, som selvfølgelig er basis for enhver patient-læge kontakt).
Humor kan bidrage til tættere kontakt mellem patienter og behandlere
Hans eget eksempel på, at man kan pjatte med patienter, skrev han om i New York Times. Det var en kvindelig patient, som efter lange behandlinger for lymfekræft med stor sandsynlighed var blevet helbredt for sin sygdom, og som havde været ude at købe nyt tøj for at fejre det.
Mikkael spurgte hende så, hvorfor hun var klædt på som en teenager? Det tog hun pænt, og resten af samtalen om den lidt besværlige opfølgning, der forestod, gik efter hvad han sagde nemmere.
Og ja, det er efter min mening nemmere at komme igennem de svære samtaler, hvis man har en uformel og humoristisk tilgang. Det er selvfølgelig lidt en 'trial and error' tilgang, som en sjælden gang kan undre en patient og de pårørende, men langt oftest betyder det faktisk en tættere kontakt mellem dem og behandlerne.
Dette kan lette – og ofte afkorte– de mange samtaler, der er i et forløb med behandling af en alvorlig kræftsygdom. Det gør så også, at patienterne laver pjat med lægen, som en gamle kending forleden, som tørt konstaterede, at nu havde jeg nok været 'ude at føjte igen'.
Apropos Monty Python
Apropos Monty Python, så havde vi internt survey forleden, hvor personale fra en søsterafdeling på hospitalet besøgte os for at tjekke de ting, som et kommende eksternt survey vil se på.
Jeg mødte dem på gangen, hvor en af mine patienter stod og ventede på at få udleveret medicin. Jeg præsenterede hende som: »Fru Jørgensen, som hårdnakket nægter at vaske gulv for os.« (navnet er ændret, men ordlyden er den samme).
Og så havde fru Jørgensen ikke en gang benbrud eller kranietraumer!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
