Midt i agurketiden landede fødevareminister Dan Jørgensens (S) visioner for god mad på forsiden af Politiken. Her lagde den socialdemokratiske minister op til, at danskerne i langt højere grad burde prioritere de fælles måltider. Det var nødvendigt, mente ministeren, for at vende en usund madkultur til en sund ditto.
Det er langtfra første gang, at en dansk fødevareminister drister sig til at udfordre den samtidige madkultur, men det er sjældent, at et ukonkret udspil mødes af så massiv kritik. Interviewet fik straks skribenter fra begge fløje til at fare i blækhuset.
Liberale og borgerlige kommentatorer læste Dan Jørgensens udmelding som et udtryk for, at socialdemokraterne ikke kendte grænserne for intervention, og opponerede kraftigt imod, at spisestuen nu skulle blive endnu et rum for statslig indblanding.
Til venstre for midten gik kritikken derimod på, at fødevareministeren meget tydeligt havde gjort det klart, at hans visioner ikke skulle realiseres gennem lovgivning. På denne fløj var man altså frustreret over, at ministeren ikke gik mere strukturelt til værks, og at han alene lagde en værdikamp i hænderne på befolkningen.
Indtil videre har de mange debattører dog overset et interessant spørgsmål, som indlægget også giver anledning til at diskutere: Har fødevareministeren fingeren på pulsen, når han kalder den danske madkultur for usund?
En paradoksal madkultur?
Danskerne må ifølge deres fødevareminister trækkes med fire grundlæggende paradokser, der er med til at forøge nationens livvidde. Et af paradokserne lyder: »Danskerne bruger mange penge på samtalekøkkener. Men sammenlignet med andre lande bruger vi en lille del af vores disponible indkomst på mad.«
Bortset fra at de pompøse samtalekøkkener vel egentlig var et opsvingsfænomen fra 1990’erne (køkkenfabrikanterne lider om nogen under den seneste økonomiske krise), har Dan Jørgensen ret i, at danskerne bruger en relativt lille andel af indkomsten på mad. Ifølge Danmarks Statistik spiser vi for omkring 10 % af de kroner, vi har tilbage, når skatten er betalt.
Dermed ligger vi på niveau med lande som Sverige, Norge og Finland, men under det madkulturelle foregangsland Frankrig, hvor befolkningen bruger omkring 15 % af forbrugerkronen på mad. Men er fødevarernes indhug i det samlede husholdningsbudget en hensigtsmæssig målestok for befolkningens forhold til mad?
Når den relative udgift til mad falder, skyldes det som regel højere lønninger og faldende fødevarepriser, ikke at folk køber flere, men billigere kalorier i form af junkfood. Der er ikke noget, der taler for, at vi ville blive slankere eller sundere, hvis blot vi brugte flere penge på mad – eller færre penge på køkkener, for den sags skyld.
Fælles måltider er højt prioriteret
»Aldrig har danskerne vidst så meget om sundhed og mad – blandt andet fra tv. Alligevel bliver vi federe og federe, mere og mere usunde,« kendetegner ifølge Dan Jørgensen det tredje madkulturelle paradoks. Men faktisk tyder meget på, at fedmekurven er knækket i Danmark. Og det TV, som fødevareministeren gentagende gange beder os om at slukke for, ser heller ikke ud til at true familiemåltidet.
I 2009 gennemførte analysebureauet Wilke en undersøgelse af danske måltidsvaner og fandt, at de fælles måltider har usædvanlig høj prioritet blandt danskerne. Andre studier har tilbagevist, at der skulle være tendens til, at vi bruger mindre tid på at lave mad.
I de empiriske undersøgelser af danskernes madvaner er der altså intet der taler for, at hverken øget transport- og arbejdstid eller det større udbud af tv-programmer tager tid fra madlavningen eller måltidet.
Det er ikke kvalitetsbevidstheden, den er gal med
Det fjerde og sidste paradoks fra Dan Jørgensens faktaboks lyder således: »Vi er et af de lande med flest kvadratmeter supermarked – men også et af de lande, der har færrest varer at vælge imellem.« Det er en opfattelse, ministeren deler med flertallet. I 2009 kortlagde en rapport europæernes indkøbsvaner.
I den forbindelse blev et udsnit europæiske forbrugere spurgt, hvorvidt de mente, deres lokale supermarked havde et bredt nok udvalg af god nok kvalitet. For alle varegrupper – frugt, grønt, kød og drikkevarer – var danskerne de mest utilfredse i hele EU.
Jørgensen kan altså glæde sig over, at det ikke danskernes kvalitetsbevidsthed, den er gal med. Men dette bør vel samtidig få ministeren til at overveje, om hans målsætning om en decideret ”madrevolution” alene kan nås gennem udbredelsen af nye kvalitetsforståelser.
Går man Dan Jørgensens kritik efter i sømmene, er der ikke meget der bakker op om, at den danske madkultur skulle være særlig bekymrende eller paradoksal. Samtidig er det vigtigt at holde in mente, at den besnærende grundforestilling om, at mere tid i køkkenet og ved spisebordet betyder sundere madvaner, endnu ikke er blevet påvist.
Fødevareministerens udmeldinger bør først og fremmest give anledning til diskussioner om, hvad måltidet skal være en løftestang for, og om maden i det hele taget kan bære det.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
