Den første demonstration af levende fjernsynsbilleder fandt sted den 26. januar 1926 i et primitivt laboratorium i London.
Den skotske ingeniør og opfinder John Logie Baird (1888-1946) havde inviteret medlemmer af The Royal Institution og en reporter fra 'The Times' til at se, hvor langt han var nået i sine eksperimenter med at transmittere levende billeder.
Gæsterne stod tæt pakket i et lille loftsværelse, hvor de på skift fik mulighed for at betragte et blinkende lysfelt, som ikke var meget større end et frimærke.
Med lidt god vilje kunne de ane konturerne af et ansigt, som bevægede sig.
Baird var med til at sætte processen i gang
På trods af demonstrationen kan man næppe hævde, at Baird opfandt fjernsynet. Det er en kompliceret teknologi, og utallige opfindere, ingeniører og videnskabsmænd har i over 100 år bidraget til udviklingen. Men Baird var i høj grad med til at sætte processen igang.
Bairds fjernsyn var baseret på motorer og roterende skiver. Det var altså mekanisk i modsætning til nutidens fjernsyn, som er elektronisk. På Bairds tid var det imidlertid en oplagt løsning, da man indtil midten af 1900-tallet som regel løste tekniske problemer mekanisk, mens man i dag ofte bruger elektronik.
\ Læs mere
Som eksempler kan nævnes, at ure oprindelig var fyldt med tandhjul, mens de i dag ofte rummer elektroniske chips.
Edisons fonograf var mekanisk, mens mange i dag hører musik på en elektronisk mp3-afspiller. Tilsvarende var regnemaskiner opbygget af kompliceret finmekanik, mens de nu er erstattet af elektroniske lommeregnere. Fjernsynet har rødder i begge teknologiske paradigmer: det mekaniske og det elektroniske.
Ideer var der mange af
Da Baird i 1923 gik i gang med sine fjernsynseksperimenter, var der adskillige, som havde udtænkt ideer til at se på afstand ved hjælp af elektricitet.
Til den fundamentale proces med at omsætte et billede til elektriske signaler lod Baird sig inspirere af en ide, som den tyske ingeniør og opfinder Paul Nipkow (1860-1940) havde taget patent på i 1884.
Han registrerede billedets lyse og mørke områder ved hjælp af en metalskive med en spiral af små huller. Når skiven roterede, ville hullerne linje for linje lukke lyset fra billedet ind til en fotocelle bag skiven, hvorved den vekslende lysstyrke i billedet blev omdannet til en varierende strøm.
Billedet blev gendannet ved, at en tilsvarende Nipkow-skive roterede foran en lampe, som blinkede i takt med billedsignalet.
Nemt at forstå, svært at realisere
Selv om princippet var relativt enkelt, krævede det store anstrengelser at realisere det i praksis. For eksempel var det vanskeligt at få de to skiver til at rotere helt synkront.
Men især havde Baird problemer med at gøre 'kameraet' tilstrækkeligt lysfølsomt. Ved at erstatte hullerne i Nipkow-skiven med linser lykkedes det ham dog at overføre levende billeder i en opløsning på 30 linjer. Det var dette system, han præsenterede i januar 1926.
I de følgende år forbedrede Baird systemet, blandt andet ved at øge antallet af skanningslinjer, så han fik et mere detaljeret billede. Han realiserede også mange nye ideer: I 1927 transmitterede han fjernsyn 700 km gennem en telefonledning, i 1928 sendte han fjernsynssignaler trådløst over Atlanterhavet, og før 1930 havde han demonstreret videooptagelse, farvefjernsyn, stereoskopisk fjernsyn og et infrarødt fjernsynskamera.
\ Læs mere
Men teknik gør det ikke alene. Baird var pinagtigt klar over, at fjernsynsudsendelser var en betingelse for at sælge fjernsynsmodtagere. Derfor pressede han på for at få Storbritanniens statslige radioselskab, BBC, til at udsende fjernsynssignaler. Enden blev, at de i 1929 begyndte at udsende testbilleder med 30 linjer.
Baird måtte dog vente til 1936, før de første egentlige fjernsynsudsendelser blev transmitteret fra BBC’s studier i London. Til det formål havde han udviklet et mekanisk 240-linjers system.
Det mekaniske fjernsyn blev forældet
Det blev dog kun brugt hver anden aften, da de mellemliggende aftener var tildelt et elektronisk fjernsynssystem med 405-linjers opløsning. Det gav bedre billeder – og så ud til at have et stort udviklingspotentiale, mens Bairds system var presset til det yderste. Det viste mere end noget andet, at det mekaniske fjernsyns dage var talte.
Allerede en snes år før Baird præsenterede det mekaniske fjernsyn, var der nogle, som havde foreslået at konstruere et elektronisk fjernsyn ved hjælp af et katodestrålerør.
\ Læs mere
Det er et vakuumrør af glas, hvori en elektronstråle fra den ene ende af røret kan styres med et magnetfelt, så strålen kan bruges til at danne et lysende billede på en fluorescerende skærm i den anden ende af røret.
Derved kan det bruges som billedrør. Enkelte havde også foreslået at bruge et særligt indrettet katodestrålerør til at optage billeder med. Det var dog først i midten af 1920’erne, at den russisk-amerikanske ingeniør Vladimir Zworykin (1888-1982) formåede at realisere et primitivt elektronisk fjernsynssystem.
Fordelen var, at det var lettere at styre en elektronstråle end en roterende skive, og at det elektroniske kamera i princippet kunne gøres langt mere lysfølsomt end det mekaniske.
Det elektroniske TV holdt sig i årtier
Ideen var dog vanskelig at få til at fungere i praksis, så først i løbet af 1930’erne lykkedes det at udvikle elektroniske TV-systemer, som var bedre end de mekaniske. Men så havde det elektroniske fjernsyn også fået en udformning, som med mindre forbedringer holdt sig i flere årtier.
I årene op til 2. Verdenskrig blev der udsendt regelmæssige TV-programmer i Storbritannien, Tyskland og USA. Men krigen satte en stopper for udsendelserne og først fra slutningen af 1940’erne blev aktiviteterne genoptaget.
I mellemtiden var der sket en voldsom udvikling af elektronikken, så fabrikanterne var godt rustet til at masseproducere TV-modtagere til et marked, som for alvor havde fået øjnene op for fjernsynet.
Allerede i 1954 stod der et TV-apparat i over halvdelen af alle amerikanske hjem. Dermed var fjernsynet også på godt og ondt blevet en politisk, økonomisk og kulturel magtfaktor.
Europæisk TV skulle oplyse befolkningen
Selv om det stort set var den samme teknologi, der blev brugt overalt, var der stor forskel på fjernsynets organisering og udsendelsernes indhold i forskellige lande.
Det skyldtes, at TV-programmerne ofte blev modelleret efter den måde, man producerede radio på. Derfor var fjernsynet i USA kommercielt og præget af underholdning, serier, sport og ikke mindst reklamer.
I Europa havde man derimod en offentligt styret og skattefinansieret public service-kultur, hvor hensigten i højere grad var at opdrage og oplyse befolkningen. Det betød, at der var langt flere informative udsendelser og en mere finkulturel profil.
For at fylde programfladen begyndte europæerne dog tidligt at sende amerikanske film og TV-serier, ligesom der i 1980’erne skete en liberalisering og kommercialisering af det europæiske fjernsynsmarked, så det i højere grad kom til at ligne det amerikanske.
\ Læs mere
I efterkrigstidens kommunistiske lande opfandt man en tredje måde at bruge fjernsynet på, nemlig som et statsstyret medie, der i vid udstrækning blev benyttet til ideologisk propaganda.
Denne form for fjernsyn forsvandt stort set efter Murens fald, men ses dog stadig i enkelte diktaturstater, hvor det kan antage nærmest komiske udtryk.
'Tossekassen' prægede danskernes dagsrytme
I Danmark begyndte Statsradiofonien (senere Danmarks Radio og DR) at sende fjernsyn i 1951. De første par år blev der dog kun sendt én time tre aftener om ugen – til de få hundrede husstande i Københavnsområdet, som var i besiddelse af et fjernsyn.
Det var måske derfor, at undervisningsminister Flemming Hvidberg (1897-1959) ikke troede, at fjernsynet ville komme til at »betyde noget af varighed«.
\ Læs mere
Han tog grundigt fejl. I 1960 var sendenettet blevet landsdækkende, og i 1963 stod der et fjernsyn i hvert andet danske hjem. De havde mulighed for at modtage op mod fire timers udsendelser om dagen.
'Tossekassen' kom til at præge både danskernes dagsrytme og deres verdensbillede. De så nemlig alle det samme og kunne derfor snakke om udsendelserne i skolen og på arbejdspladsen dagen efter.
Farvefjernsyn var mere tillokkende
Fjernsynet er løbende blevet udviklet med nye opfindelser, som har gjort det lettere og mere tillokkende at bruge. For eksempel blev der i midten af 1950’erne lavet et praktisk anvendeligt system til farvefjernsyn.
Men apparaterne var dyre, og der var ikke mange udsendelser i farver. Omvendt ville TV-stationerne ikke bruge ressourcer på farveudsendelser, når der næsten ingen modtagere var. Derfor var det først i slutningen af 1960’erne, at farvefjernsynet slog igennem.
I Danmark blev det officielt indført i 1969, men først ni år senere var der flere farvefjernsyn end sort-hvid-apparater i de danske stuer.
Fjernbetjeningen havde stor betydning
En anden vigtig del af det moderne fjernsyn er fjernbetjeningen. Den første trådløse af slagsen blev opfundet af den amerikanske ingeniør Eugene Polley (1915-2012) i 1955. Han var træt af, at hans elskede westerns hele tiden blev afbrudt af reklamer.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Måske er det derfor, at hans primitive fjernbetjening var udformet som en kortløbet pistol – så man med en lysstråle kunne skyde de irriterende reklamer væk.
Desværre reagerede fjernsynet også på lys fra andre kilder, så det for eksempel skiftede kanal, hvis det blev ramt af sollys. Det kunne også have utilsigtede konsekvenser, da man gik over til at bruge ultralyd i stedet for synligt lys.
\ Læs mere
De meget høje toner kunne ikke høres af mennesker, men hunde kunne blive helt ustyrlige, når der blev trykket på knapperne. De fleste moderne fjernbetjeninger bruger derfor infrarødt lys.
Fjernbetjeningen blev udbredt fra begyndelsen af 1980’erne, dels fordi der i mange lande blev indført tekst-TV, som kun kunne ses ved hjælp af en fjernbetjening, dels fordi der mange steder blev flere kanaler at vælge imellem.
Så kunne seerne blive siddende i den bløde lænestol og zappe rundt mellem kanalerne.
Mediet er blevet digitaliseret nu
Den seneste væsentlige udvikling af fjernsynet er introduktionen af store fladskærme med meget livagtige billeder.
Samtidig er mediet blevet digitaliseret, så man ikke længere behøver et fjernsyn for at se fjernsyn, men kan bruge sin computer eller smartphone.
Digitaliseringen har også betydet, at det traditionelle 'flow-TV' i stigende grad afløses af 'on demand-TV', hvor man kan sammensætte sin egen programflade og derved fremkalde sit helt individuelle billede af virkeligheden.
