For mange mennesker er sport og fitness allerede en fornøjelse - en leg der bærer lønnen i sig selv, og leder til fysiologiske endorfinhighs. Men for os andre er det en overvindelse at spænde løbeskoene på, og fuldstændigt utænkeligt at begive sig ned til motionscenteret for at gungre blævrende derudaf foran horder af fnisende fitnessalfer. Nej tak.
Men frygt ikke. Nye teknologiske landevindinger som Nintendo Wii, Playstation Move og senest (og vildest) Xboxens Kinect-sensor har koblet spil og bevægelse. Men selvom der er mange sjove spil, minder motionstitlerne til Xbox stadig om interaktive træningsvideoer.
Fra et analytisk synspunkt kan det derfor diskuteres om de største fitnesstitler egentligt er 'spil', og om de farvestålende træningstilbud dermed kan låne spilmediets stærke motivationsmagi. Der er nemlig ikke de store strategisk valg, variationer eller historier at finde i f.eks. 'EA sports active'.
Sommerhjælp til sofakartofler?
Bevægelsesbaserede spillekonsoller blev lanceret med sportstitler til ren og skær sjov, og de skabte en ny gaming-revolution.
Wii-sports bowling og tennis findes fra børnefamilier til plejehjem, og titler som Kinect Adventures og Powerup Heroes sætter gang i selv de mest gumpetunge XBox-ejere i rollerne som eventyrere og superhelte.
Man kan forbrænde en del kalorier bare ved at spille 'for sjov'-spillene, men hylderne bugner også 'seriøse' titler som f.eks. EA Sports Active 2, Wii Fit og UFC trainer. Derfor er det nemt at tage fejl af et sjovt spil og et interaktivt træningsprogram.
Kendisser på indpakningen
Giganten EA har fået Serena Willaims og David Beckam som talspersoner for deres 'EA sports active 2' (pakket med træningselastik og pulsmåler), måske for at følge med de mange konkurrenter der låner charme fra kendisser som Melanie 'sporty spice' Chrisholm, reality-showet 'The Biggest Loser' og de hårde MMA-fighters (inkl en pige på kasetten – man kender sit publikum) fra UFC.
Og teknologien bag Xbox Kinect og de mange lokkende titler er afgjort interessante. Undervejs er fitnesstitlerne da også opbygget, så du leger med tv-vennerne, og modtager deres opmuntrende (omen lidt repetitive) feedback på netop dit workout.
Men holder det i længden? Psykologisk set opbygger de fleste af os nemlig interesse ud fra en blanding af personlige forskelle, tidligere oplevelser, og genstandenes indbyggede karakteristika.
Fra billedkunst til sportsliv peger forskningen på at ting der er gode til at fange vores interesse leverer en kombination af kompleksitet, nyhedsværdi, usikkerhed (tænk sport og terningspil) og iboende konflikt (når der er flere mulige responser til den samme ting).
Samtidigt har de fleste computerspil en historie af en slags, og uden den er der ikke mange lejligheder til valg eller konflikter indbygget i de snor-linære træningsprogrammer - med mindre man tænker i nuancer af mavebøjninger.
Interessen fanges altså primært af science fiction-agtig teknologi og rammeværker som UFCs cage-fighter verden, mens selve produktet er rimeligt linært.
Folkeskolegymnastik i stuen
Det smarte ved især kinect-sensoren til Xbox, er at maskinen virkelig kan holde tråd med spillerens fremskridt, og endda scanne din kropsform fra uge til uge (!). På den måde er det nemt at sætte realistiske udfordringer.
Det mest spil-agtige ved mange træningstitler er da også det direkte feedback på dine bevægelser ('gooodt klaret!', 'du skal endnu dybere ned!'), med muligheden for at følge sine fremskridt i afgrænsede 'levels' og vinde in-game medaljer.
Balancen imellem formåen og udfordringsniveau er da også en af de vigtigste grundpræmisser i motiverende aktivitet. Mange kender dette fra Csikszentmihalyi’s besungne flow-begreb. Et godt computerspil tager dig med på en læringskurve, hvor du hele tiden er udfordret nok til at gide fortsætte, men ikke lider knusende nederlag.
Hvis det ikke var for fitnesstitlernes indbyggede måleinstrumenter og feedback, kunne man dog næsten lige så godt bruge en træningsvideo, for sessionerne i sig selv rummer ikke meget sjov og ballade.
Derfor er vi på spilbloggen forsigtige med at klassificere f.eks. EA sports active og UFC personal trainer som egentlige spil.
Sjov er ikke pointen
Det er måske ikke fair at kritisere træningstitlerne for at være dårlige spil, for ved nærmere bekendtskab er det slet ikke sjov og fortælling de prøver at levere. I stedet lader det til at de store titler er tænkt som en slags digital pendent til Hollywoods personlig trænere, og det forudsætter desværre at motivationen allerede er til stede.
De friske tilråb fra den digitale træner og målingen af dine bevægelser til trods, kunne man godt forestille sig at verdens største spilfabrikanter ville have lidt mere fantasi, når de sætter sig for at lave fitnesstitler. Det er ikke svært at gøre bevægelse sjovt og tilføje lidt historie der gør aktiviteten meningsfuld som i f.eks. Zombies Run!, som Jonas skriver om i næste uge her på bloggen.
I vores optik har de lettere danse/hoppe/boksetitler der tit kommer med maskinen og små løbespil som Zombies Run! noget bedre chancer for at få os sofakartofler ud at røre flæsket lidt. Ifølge denne hjemmeside, er der faktisk ikke mange ekstra kalorier at hente ved at gå fra det oprigtigt sjove Kinect Adventures spil, til et af de hårdere fitness-programmer.
Derfor skal du være på jagt efter muskeløvelser og et seriøst træningsregime, før de tunge titler er tiden og pengene værd.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
