Et varmt emne i hospitalsverdenen er og har i en årrække været it, mere specifikt den elektroniske patientjournal, også kaldet EPJ.
Store millionbeløb (nærmer det sig ikke milliarden?) har været anvendt, i begyndelsen inden for de gamle amter, hvor man havde indtryk af, at hver sygehusejer skulle have sit eget system med noget, som lignede kaos til følge.
Nogle talte endog om, og arbejdsmarkedsstyrelsens AMANDA system, som ellers i 2007 fik den tvivlsomme pris som Danmarks største it-skandale, havde fået en alvorlig konkurrent.
Sandt er det i alle tilfælde, at vi, som bruger EPJ i dagligdagen til drift og til forskning og udvikling, har oplevet en række 5-skridt-frem-og-4-tilbage situationer, hvor lovede forbedringer blev indført efter lang tids indkøring, og vel at mærke uden at funktionaliteten var i orden.
Resultatet var forventeligt: nedbrud med deraf følgende tidstab for hundredvis af brugere, som typisk sad med en patient over for sig i et travlt ambulatorium med adskillige ventende patienter uden for. Det siger sig selv, at mange lagde EPJ for had, når nedbruddene hobede sig op. Rokokoposten havde en munter krølle på dette med indslaget 'Offentlig myndighed køber gennemprøvet it-system'.
Noget af ventetiden kunne forkortes med bedre hardware
Ydermere var der funktioner i EPJ, som selv når det var fuldt operativt, havde en meget lang ventetid (kaldet klik-tid). Således kunne det tage 45 sekunder, når man skulle godkende elektronisk, at man allerede havde bestilt en portion blod til en patient.
Noget af klik-tiden viste sig så at skyldes gammelt langsomt hardware, hvilket jeg kunne efterprøve ved at foretage den samme operation fra min Mac, som skulle koble op via internettet. Da det gik hurtigere end på hospitalets PC kunne jeg overbevise tvivlerne om, at det var tid at skifte hardware.
Efterfølgende har jeg oplevet, at klik-tider blev markant bedre fra den ene dag til den anden uden forklaring. Så tænker man uvilkårligt, at der må have været noget galt i programmet fra starten, som er blevet rettet – hvor meget tid er der monstro spildt på den konto?
3-4 præperater kan ordineres med tre hurtige klik
Hvordan er det så gået med EPJ inden for de seneste par år – og hvorfor hører man mindre til det? Efter min mening er det fordi 'skidtet' rent faktisk er begyndt at virke!
Tag nu min egen situation, som hver torsdag typisk er et ambulatorium fyldt med kræftpatienter, hvoraf nogle kommer til vurdering af, om de skal have kemoterapi kure: jeg kan på min skærm se de blodprøver, som sammen med patientens tilstand afgør, om kuren kan ordineres.
Er alt OK kan jeg gå i gang: selve kemoterapien skal ganske vist skrives i hånden på et skema og faxes, men alt det tilhørende foregår elektronisk: meget af kemoterapien kræver således yderligere medicin, som fx skal forhindre overfølsomheds reaktioner: 3-4 præparater ordineres med tre hurtige klik (klik tiden er typisk 3-4 sekunder nu!).
På samme måde kan den ofte komplicerede kvalmestillende medicin hurtigt og sikkert komme ind på patientens EPJ. Sikkerhed er selvfølgelig en vigtig komponent, og heri ligger ikke alene, at der er givet den korrekte dosis, men også at sygeplejersken, som skal give medicinen, er sikker på, at jeg har ordineret den.
Mindre opfindsomme firmaer har svært ved at komme ind på markedet
Når jeg så taler med patienten gør EPJ også mit job nemmere, da meget af snakken drejer sig om blodprøver og om røntgen undersøgelser. Begge dele kan jeg hurtigt få frem på min skærm, førstnævnte endog som grafer, som viser udvikling over tid som vist på figuren oven for. På denne måde har jeg sparet tid og givet mere kvalitet i min omgang med patienten, begge dele med EPJ som en væsentlig spiller.
Er vi så i smult vande? Nej, efter min mening ikke, dertil er der for mange huller og for mange tunge arbejdsgange og endnu uløste opgaver. Hvad angår det første, er der på der seneste kommet en tendens til, at alt skal dokumenteres i den hellige dokumentations navn.
Vi bliver bedt om at udføre opgaver, hvis relevans i bedste fald er begrænset, i værste spild af tid. Hvad angår de uløste opgaver, leder jeg efter integration af endnu flere funktioner i EPJ, især de specielle undersøgelser, som vedrører mine patienter, og hvor der allerede eksisterer database, som skal opkobles til EPJ.
Disse opgaver beskrives af udbydere oftest som meget store. Her kan jeg godt blive bekymret, for den slags har i nogle tilfælde vist sig at tage lang tid, og fra USA viser det sig, at de store firmaer ofte 'sidder på markedet' og rent faktisk gør det svært på mindre, men opfindsomme, at komme til (Mandl and Kohane 2012). Dette til skade for alle involverede, også patienterne.
Summa summarum: EPJ er blevet er rigtig godt redskab i det danske sundhedsvæsen (i hvert fald i Region Midt). Ja til mere udbygning, men nej til ideligt 'dokumentationsmisbrug'.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.






























