Konflikten mellem Israel og Iran er eskaleret, efter at israelske luftangreb på centrale atomfaciliteter og målrettede likvideringer i sidste uge blev fulgt op af iranske modangreb mod Israel.
Angrebene sker, på et tidspunkt hvor bekymringen over Irans atomprogram vokser, og det rejser større spørgsmål om, hvad udviklingen betyder for den globale indsats for at afværge spredningen af atomvåben.
Det korte svar er: Det ser ikke godt ud.
Hvor bliver uran beriget i Iran?
Der er to anlæg til berigelse af uran I Iran: ét i Natanz og ét i Fordow. Der findes også et anlæg i Isfahan, som blandt andet producerer vigtige materialer til selve berigelsesprocessen.
I Natanz står en hal fyldt med centrifuger, som er maskiner, der roterer med ekstrem hastighed for at berige uran. Det berigede uran kan bruges som brændstof i atomkraftværker eller som den centrale ingrediens i atomvåben.
Det er nogenlunde det samme, der sker ved Fordow-anlægget, såvidt vi ved. Det er et mindre anlæg end Natanz, og store dele af anlægget ligger dybt begravet under et bjerg.
For at uran kan have våbenkvalitet eller være våbenanvendeligt ('weapons grade'), skal det have en renhed tæt på 90 procent. Det er muligt at fremstille en bombe med lavere berigelsesgrad, men det er langt mindre effektivt. Derfor sigter man mod omkring 90 procent.
\ Berigelse af uran
- Berigelse af uran er en teknisk proces, hvor man ændrer sammensætningen af isotoper (varianter af et grundstof, der har samme antal protoner, men forskelligt antal neutroner i atomkernen) i naturligt forekommende uran så det kan bruges som brændsel i en kernereaktor eller til fremstilling af atomvåben.
- Det sker ved at øge koncentrationen af uran-235 (235U) i naturligt uran, da det primært består af uran-238 (238U) og kun en lille mængde 235U.
- Naturligt uran består mest af uran-238 (cirka 99,3 procent) og kun en lille smule uran-235 (cirka 0,7 procent). Men det er uran-235, der kan bruges til både atomkraft og atomvåben, fordi det kan spaltes (fissioneres) og dermed frigive energi.
- Man bruger maskiner kaldet centrifuger, som roterer med ekstrem hastighed. De udnytter den lille vægtforskel mellem uran-235 og uran-238 til at adskille dem. Jo flere gange man gentager processen, desto højere bliver koncentrationen af uran-235.
Læs mere i artiklen 'Hvad er uranberigelse, og hvordan bruges det til at lave atombomber?'
Trump trak USA ud af atomaftale
Atomaftalen (den såkaldte Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA)), som blev underskrevet i oktober 2015, da Barack Obama var præsident, gik ud på, at Iran begrænsede sin kapacitet til at berige uran og reducerede sit lager af beriget uran. Til gengæld ophævede USA en række økonomiske sanktioner.
Men i 2018 trak Donald Trump USA ud af atomaftalen. Det skete, på trods af at andre parter i aftalen, herunder EU, udtrykte beklagelse over beslutningen.
Iran overholdt aftalen i en periode, selv efter at USA genindførte sanktionerne. Men i de senere år er Iran begyndt at berige uran til højere niveauer – helt op til omkring 60 procent.
Iran har ikke 'våbenanvendeligt' uran
Vi ved, at Iran stadig ikke har nået at berige uran til våbenanvendeligt niveau (cirka 90 procent), men de er meget tættere på at kunne bygge en bombe end tidligere.
Og det bliver værre endnu: Efter Israels angreb på atomfaciliteterne er store dele af Irans lager af beriget uran nu uden opsyn. FN's atomenergiagentur (IAEA) foretager ikke inspektioner i øjeblikket , og det kommer sandsynligvis heller ikke til at ske i den nærmeste fremtid.
Iran kan også påstå, at dele af lageret blev ødelagt under angrebene, men vi har ingen måde at kontrollere, om det passer.
Både Natanz og Fordow har omfattende, beskyttede underjordiske anlæg. Ifølge satellitbilleder ser det ud til, at overjordiske dele af Natanz-anlægget er blevet voldsomt beskadiget.
Rafael Grossi, som er generaldirektør for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), fortalte, at centrifugerne i Natanz formentlig er blevet alvorligt beskadiget, hvis ikke helt ødelagt. Skaderne skyldes sandsynligvis strømafbrydelser, selvom det underjordiske anlæg ikke blev ramt direkte.
Rafael Grossi sagde også, at der ikke er synlige skader på det underjordiske anlæg i Fordow, som ligger skjult 80–90 meter under et bjerg.
I modsætning til USA har Israel ikke adgang til dybt penetrerende våben, der kan ødelægge så dybtliggende strukturer fuldstændigt.
Derfor er det centrale spørgsmål nu: Har Israel gjort nok skade på centrifugerne inde i anlæggene? Eller har Irans indsats for at beskytte og forstærke faciliteterne været effektiv?
Det kan tage tid, før vi får et klart svar.
\ Læs også
Forsøgte Iran at skjule sine aktiviteter?
Iran har tidligere haft et hemmeligt atomvåbenprogram, som lagde grundstenen for, at landet en dag ville kunne bygge en atombombe.
Det ved vi, fordi IAEA – som led i den diplomatiske proces omkring den tidligere atomaftale, som Trump skrottede – officielt vurderede, at Iran tidligere havde et sådant program.
Det var i strid med traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT).
Iran havde ganske vist ikke bygget atomvåben eller foretaget prøvesprængninger, men de havde en plan. Denne plan, som hed Projekt AMAD, blev lagt på hylden i 2003.
Det ved vi blandt andet takket være Israel. I 2018 gennemførte israelske specialstyrker et raid (hurtigt udført militært overraskelsesangreb mod et bestemt mål, red.) i det centrale Teheran, hvor de stjal hemmelige dokumenter, der afslørede planens eksistens.
Da Obama-administrationen i 2015 fik forhandlet JCPOA-aftalen på plads, gik Iran med til øget internationalt tilsyn med sine atomfaciliteter. Iran sagde god for at:
- acceptere inspektioner
- begrænse antallet af centrifuger
- undlade at opbygge store lagre af beriget uran
Til gengæld ophævede USA en række økonomiske sanktioner. Disse begrænsninger gjorde det ikke umuligt for Iran at udvikle atomvåben, men det blev meget svært, især uden at det ville blive afsløret.
Hvad meldte IAEA ud i sidste uge – og hvorfor er det bekymrende?
I sidste uge vedtog IAEA's bestyrelse en resolution og erklærede, at Iran overtræder sine forpligtelser under ikke-spredningstraktaten (NPT).
Det skyldes, at Iran ikke har kunnet besvare inspektørernes spørgsmål om atomaktiviteter på uofficielle og ikke-deklarerede lokationer.
Det er første gang i 20 år, at IAEA er nået frem til en så alvorlig konklusion.
Det er ikke årsagen til, at Israel angreb Iran, men det kan forklare timingen, for det giver Israel en vis form for diplomatisk dække, måske endda legitimitet.
Men denne legitimitet er meget begrænset, da Israel selv ikke har underskrevet NPT og har haft sit eget atomvåbenarsenal i over 50 år.
Militær tilgang kan give bagslag
Som svar på IAEA's udmelding i sidste uge meddelte Iran, at de nu planlægger at opføre et tredje anlæg til uranberigelse, ud over anlæggene i Fordow og Natanz.
Kan en militær tilgang til at forhindre spredning af atomvåben give bagslag? Ja, det kan den.
Da Israel i 1981 bombede Osirak-reaktoren i Irak, blev Iraks atomprogram sat et par år tilbage. Men irakerne fordoblede deres indsats, og ved udgangen af 1980'erne var Irak meget tæt på at have et fuldt udviklet atomvåbenprogram.
Det er formentlig med den erfaring for øje, at Israel nu tænker, at de vil være nødt til at gentage angrebene med jævne mellemrum (en strategi, Israel kalder: 'at slå græsset') for at forhindre Iran i at genopbygge programmet.
Iran reagerer – og truer med at trække sig fra atomaftale
De iranske parlamentsmedlemmer har udarbejdet et lovforslag, der opfordrer Iran til at trække sig fra NPT, og det er faktisk helt lovligt ifølge traktaten.
Artikel 10 giver et land ret til at melde sig ud, hvis 'ekstraordinære begivenheder' truer landets 'suverænitet og nationale interesser'.
Siden NPT blev åbnet for underskrift i 1968, er der kun ét land, der har gjort det: Nordkorea. Og i dag har Nordkorea atomvåben.
Iran ser ud til at bevæge sig i samme retning. Landet har været udsat for et fuldskala-angreb fra en anden stat, med angreb på vigtig infrastruktur og målrettede drab på ledere og atomforskere.
Hvis ikke dét truer landets 'suverænitet og nationale interesser', hvad gør så?
Hvis Iran trækker sig fra NPT, vil det være en alvorlig udfordring for hele det globale system, der skal forhindre spredning af atomvåben. Det kan endda få andre lande til at følge trop.
De næste store spørgsmål bliver:
- hvor meget skade har Israel reelt gjort på Irans centrifugeanlæg?
- hvor hurtigt kan Iran nu berige uran til våbenkvalitet?
- og nok så vigtigt: hvor stor skade er der sket på det i forvejen skrøbelige globale system, der arbejder for at afværge spredningen af atomvåben?
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
