Der findes en række lister over de bedste universiteter i verden, der gøres op årligt.
En af de mest brugte og anerkendte af disse hitlister er 'Academic Ranking of World Universities', ARWU.
ARWU baserer sig hovedsageligt på, hvor mange Nobelprismodtagere et givent universitet har.
Derudover også, hvor mange artikler forskerne på universitetet publicerer i tidsskrifterne Science og Nature.
Det sidste kan være endog meget uheldigt, da det for nyligt har vist sig, at Nature ikke alene vurderer om en artikel er værdig til publicering ud fra artiklens videnskabelige indhold. Nature baserer i høj grad også sin vurdering på, hvorvidt det emne, som artiklen beskæftiger sig med, er 'hot'.
Publikationer og citationer
I løbet af de sidste par år har jeg talt med flere, der har sendt artikler ind til Nature og fået dem tilbage med et standardsvar om, at godt nok var den indsendte artikel af et meget høj videnskabeligt kvalitet, men fordi artiklen omhandlede solfysik, kunne Nature ikke publicere artiklen.
Dette skyldes, at Nature havde lavet en undersøgelse af, hvilke artikler i tidsskriftet, der blev citeret flest gange i andre tidskrifter. Og her havde Nature fundet, at artikler, der beskæftiger sig med solfysik kun blev citeret en tiendedel af de gange, andre astronomiske artikler blev citeret.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at publicere artikler i Nature? Og hvorfor er det vigtigt, hvor mange gange en artikel bliver citeret? Det er vigtigt, fordi det i større og større omfang blive brugt til at vurdere, hvor gode forskellige forskere og altså også universiteter er.
Hvis man som forsker således skal søge et arbejde eller penge fra en fond, så er det nok vigtigste kriterium for, om ens ansøgning bliver imødekommet, hvor mange artikler man har publiceret og hvor mange gange disse artikler er blevet citeret af andre forskere.
Hotte fagområder
Der kan være mange argumenter for og imod at bruge antal artikler og citationer til at bedømme forskere med. Argumenterne for er:
det er relativt let at gøre op det kan gøres af ikke-fagkyndige personer bedømmelsen kan gives som et enkelt tal.
Problemet er, at en bedømmelse baseret på antal publikationer og citationer kan komme til at vægte hotte fagområder uhensigtsmæssigt højt. Et eksempel på dette er netop den behandling, som artikler, der beskæftiger sig med solfysik, har fået af Nature de sidste par år. Og der er mere l denne historie.
Videnskabelig lobbyarbejde
For et par måneder siden oprettede Hector Socas Navarro fra Tenerife en Facebookside, der skulle informere omverdenen om Natures politik. Facebooksiden var centeret om en art manifest, der skulle gøre ansættelses- og bedømmelseskomiteer og -paneler opmærksomme på Natures politik og anbefale dem ikke at bruge artikler fra Nature i bedømmelser af forsker.
Manifestet er underskrevet af en lang række internationale forskere. En af de allermest anerkende solfysikere, Sami Solanki, som er leder af Max Planck-instituttet for solforskning i Lindau, har dog ikke skrevet under.
Sami kunne ikke forstå, at solfysik ikke skulle være et hot fagområde, og satte sig derfor for at undersøge, om Nature virkelig havde ret, når de sagde, at artikler, der beskæftigede sig med solfysik, kun blev citeret en tiendedel af de gange som andre astronomiske artikler blev citeret.
Fejlen blev rettet
Det viste sig, at Nature ikke havde ret! Artikler, der beskæftiger sig med solfysik, tager ofte lidt længere tid at få rigtig mange citationer. Men efter et par år var der ikke nogen nævneværdig forskel på antallet af citationer til artikler, der beskæftiger sig med solfysik, og andre astronomiske artikler.
Sami tog derefter kontakt til Nature, overbeviste dem om, at de havde taget fejl og fik dem til at ændre deres politik. Nature gør nu ikke forskel på artikler, der omhandler solfysik, og andre astronomiske artikler.
Skaden er sket
Men meget af skaden er selvfølgelig sket. Natures troværdighed har i manges øjne (inklusiv mine) lidt et knæk på grund af denne sag. Hvilke andre fagområder er blacklistet af Nature?
Solfysik har som fagområde en relativ stor offentlig interesse. Mange andre fagområder er ikke så heldige. Mange andre fagområder har ikke en Sami, der kan gå ind at tale deres sag.
Forskere, der beskæftiger sig med disse fagområder, vil i mange bedømmelseskomiteer være ringere stillet end forskere i 'hotte' fagområder. Og de universiteter, som disse forsker er ansat på, vil opnå en lavere rangering i Academic Ranking of World Universities.
Løkke valgte rigtigt
For et lille år siden proklamerede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark om 10 år skulle have mindst ét universitet, der var blandt de 10 bedste i Europa.
Heldigvis, kan man sige, valgte Lars Løkke Rasmussen ikke at foreslå Academic Ranking of World Universities til at vurdere kvaliteten af de danske universiteter med. I stedet foreslog han den anden af de to mest anerkendte hitlister, The Times Higher Education World University Rankings, der i mindre grad baserer sig på antal artikler publiceret i Science og Nature.
Hvad er løsningen?
Løsningen er, i mindre grad at basere bedømmelser af forskere på antal videnskabelige artikler i Science og Nature, og i større grad basere disse bedømmelser på sund fornuft. Med sund fornuft mener jeg, at en person med indsigt i fagområder bedømmer vigtigheden og kvaliteten af en forskers arbejde.
En sådan bedømmelse er selvfølgelig noget mere omfattende end bare et tal. Men den er på ingen måde umulig. Det er faktisk mit indtryk, at det er på den måde, der bliver lavet bedømmelser langt de fleste steder i Danmark. Og tak for det.
Jeg har dog et par gange, også i Danmark, været udsat for evalueringsskemaer, hvor der var en rubrik, der alene spurgte til antallet af publikationer i Science og Nature.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
