KORT NYT FRA UDLANDET:
Astronomer har opdaget et nyt supermassivt sort hul i et område af universet, som man hidtil har troet var tomt. Det viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature, skriver researchgate.net.
Begrebet 'supermassivt' hentyder til, at det sorte hul indeholder rigtig meget masse presset ind på et lille område. Helt præcist er der med det nyopdagede sorte hul tale om en masse, der svarer til 17 milliarder solmasser.
Det er tæt på at slå rekorden på det tungeste sorte hul, der nogensinde er fundet. Denne rekord ligger nemlig på 21 milliarder solmasser.
Og det er ikke den eneste ting ved den nye opdagelse, som er opsigtsvækkende. Det supermassive sorte hul blev nemlig fundet i en del af universet, man ellers troede var relativt tomt.
Det betyder, at supermassive sorte huller ikke er begrænset til at kunne findes ved kernerne af meget store galakser i regioner, der er fulde med andre store galakser.
I stedet peger det nye studie på, at de gigantiske sorte huller kan ligge på lur overalt i universet.
Det sorte hul er fundet i en mellemstor gruppe af galakser i en galakse, der hedder NGC 1600. Denne galakse er meget gennemsnitlig og findes i en meget gennemsnitlig del af universet. Supermassive sorte huller findes altså ikke kun i kæmpestore galakser.
»Vi er i gang med at studere de 100 mest massive gallakser og deres centrale sorte huller. Det vil vi snart kunne bruge til at finde ud af, om NGC 1600 er toppen af isbjerget eller bare et sjældent fund,« siger Chung-Pei Ma, professor I astronomi på UC Berkeley og hovedforfatter af studiet, ifølge researchgate.net.
»Den information vil kunne hjælpe astronomer med bedre at forstå de forholdene mellem fjerne og stærkt lysende galakser i det unge univers og sovende giganter som det hvilende sorte hul i NGC 1600,« fortsætter hun.
Læs også:
Supertunge sorte huller kolliderer
Supermassive sorte huller dræber deres værtsgalakser
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd





























