Det kan formentligt bedst betegnes som en begivenhed, langt de fleste kun får mulighed for at opleve én gang i deres levetid.
For når T Coronae Borealis, en hvid dværg (se faktaboks), der befinder sig 3.000 lysår væk fra Jorden, eksploderer i en ‘nova-eksplosion’, vil eksplosionen være synlig for det blotte øje for os her på Jorden.
Der er tale om en tilbagevendende begivenhed, der senest fandt sted i 1946, skriver NASA i en pressemeddelelse.
\ Fakta: Hvad er en hvid dværg og rød kæmpe?
En hvid dværg er en ualmindelig kompakt stjerne. Den er skabt af kernen fra en afdød, ‘almindelig’ stjerne.
En rød kæmpe er en stjerne, der løber tør for brint i sin kerne og begynder at kollapse. Helium og kulstof smeltes sammen og frigiver energi. Når brinten slipper op, og brintfusionen når stjernens yderlag, udvider den sig og bliver en rød, kæmpe stjerne. Solen vil blive en rød kæmpe om cirka 5 milliarder år.
Kilde: NASA
Nu forventes ‘nova-eksplosionen’ af T Coronae Borealis at finde sted inden september i år. Og om 80 år forventes det, at den hvide dværg igen vil være synlig for det blotte øje, når den atter eksploderer.
Når nova-eksplosionen finder sted, vil eksplosionen være synlig for det blotte øje i et par dage. Efterfølgende vil eksplosionen være synlig gennem en normal kikkert i op til en uge.
Årsagen til eksplosionen skyldes, at den hvide dværg er så tæt på en rød kæmpe (se faktaboks), at den hvide dværgs varme får den røde kæmpe til at blive ustabil og frastøde sine ydre lag.
Overfladematerialet ‘samler’ den hvide dværg på sin overflade. Og pludselig opvarmes den hvide dværg nok til, at varmen forårsager en termonuklear reaktion, en nova-eksplosion, hvis hvide lys kan ses hos os på Jorden.
Heldigvis overlever den hvide dværg sammenstødet, og derefter har den 80 år til at samle kræfter, inden det atter går løs.
Prip






























