Rummets sejlskibe drives naturligvis ikke af vinden –som ikke er der-, men af det tryk, sollyset udøver. Det er et uhyre svagt tryk, så hvis man bruger solsejl, er det nødvendigt med en god portion tålmodighed.
Det kan tage uger eller måneder at komme op i fart, men til gengæld sker det uden at bruge en dråbe brændstof. Solsejl har en mulighed for at spille en vigtig rolle i det 21.århundredes rumfart.
Solsejlet måske reddet
Desværre så kort efter opsendelsen ud til, at Lightsail 1 ikke kom til at folde sit solsejl ud på denne flyvning. Man mistede nemlig kontakten med satellitten allerede efter bare to dage på grund af en softwarefejl. I princippet er fejlen let at rette, men problemet er, at man ikke kan komme i kontakt med satellitten.
I over en uge håbede jordkontrollen, at computeren ville genstarte sig selv ved at blive ramt af en af de mange atomare partikler, der kommer fra rummet og er indfanget af Jordens magnetfelt.
Det er muligvis sket, for den 31 maj kom der BREAKING NEWS fra Planetary Society: Kontakten var blevet genoprettet. Læs om begivenheden her
The Planetary Society
Lightsail 1 er ikke en NASA satellit, men derimod bygget af verdens største rumfartsforening, The Planetary Society.
Det betyder, at den er opsendt for medlemmernes penge, og da vi selv har været medlemmer af foreningen siden 1981, har vi dermed en lille andel i solsejlet.
Det har kostet omkring 5,5 millioner dollar at bygge satellitten, men for en stor forening med over 40.000 medlemmer fra 140 forskellige lande har det været muligt at indsamle pengene – mange små bidrag suppleret med nogle store donationer.
Planetary Society blev dannet i 1980 af bl.a. den berømte astronom Carl Sagan, der som vært i TV-serien ”Cosmos” skabte den måske mest populære videnskabsserie i USA nogensinde.
Planetary Society har lige siden haft sit hovedsæde i Californien, nær det store rumcenter JPL (Jet Propulsion Laboratory) i Pasadena tæt på Los Angeles.
Det er her, de fleste af NASAS rumsonder bygges og styres på deres rejser ud i solsystemet, og foreningen har i høj grad været præget af den tætte forbindelse til JPL.
Perspektiverne er faktisk store. For med solsejl kan Planetary Society sende rumsonder langt ud i solsystemet for meget få penge. Solsejl kan gøre rumsonder lige så billige som de små ”cubesats”, som universiteter og studenter verden over bygger og får opsendt.
En cubesat er en lille kasse på 10x10x10 cm, og en vægt på bare et kg. Selv Danmark har opsendt flere Cubesats. Aalborg Universitet har således en cubesat, der overvåger skibstrafikken i Arktis.
Lightsail 1-3
Rent teknisk er Lightsail 1 opbygget af tre små cubesats stablet oven på hinanden – en såkaldt ”3-U” model. Det betyder, at den har form som en lang kasse med dimensionerne 10x10x30 cm – bare på størrelse med et almindeligt brød.
Kunsten er at få foldet et 32 kvadratmeter stort sejl sammen i denne aflange kasse, med et rumfang på bare 3 liter. Når sejlet er foldet ud, bliver det kvadratisk, med en sidelængde på lidt over 5,6 meter. Heldigvis er sejlet meget tyndt, med en tykkelse på bare 4,5 mikrometer.
Lightsail 1 blev som nævnt opsendt sammen med ”Den hemmelige Rumfærge” i en lav bane kun godt 310 km over Jorden.
Det er under den bane, som rumstationen ISS bevæger sig i, og når – og hvis – sejlet foldes ud, bliver luftmodstanden så stor, at Lightsail 1 få dage senere vil komme ind i Jordens tætte atmosfære og brænde op.
Formålet med Lightsail 1 var også bare at teste teknikken for at folde sejlet ud. Allerede til næste år skal Lightsail 2 op i en mere end 800 km høj bane, hvor luftmodstanden er så lille, at man kan gennemprøve sejlets egenskaber samt hvor effektivt det er til at ændre satellittens bane.
Hvis ellers Planetary Society kan samle penge nok sammen, er det meningen, at Lightsail 3 fra en bane om Jorden skal bruge sit sejl til en gratis rejse ud til det såkaldt første Lagrangepunkt L1 godt 1,5 millioner km fra Jorden i retning mod Solen.
Her kan Lightsail 3 i princippet varsle mod solstorme, før de når frem til Jorden.
Store og små solsejl
Mærkeligt nok har de store rumagenturer ikke udvist den store interesse for solsejl. Der har kun været et par mindre forsøg, og højdepunktet har været et japansk solsejl, der blev sendt sammen med en rumsonde med kurs mod Venus.
Lige fra rumalderens begyndelse har man talt om solsejl – men det var sejl på en kvadratkilometer eller mere, der kunne bruges til store rumsonder eller endda til langsomme lastrumskibe, som enten skulle færge mineraler fra asteroiderne tilbage til Jorden eller sende forsyninger til en marskoloni.
Helt afvise sådanne visioner kan man ikke, men i dag ser det ud til, at den nære fremtid tilhører de små solsejl.
En satellit på nogle få kg kan i dag indeholde mange instrumenter, så vi kan forudse at solsejl kunne føre til, at ”cubesat-revolutionen” vil sprede sig fra satellitter i bane om Jorden til hele det indre solsystem. Der er et utal af asteroider både nær Jorden og i hovedbæltet mellem Mars og Jupiter, så der er nok at tage fat på.
En projektør i rummet
Den hidtil nok mest opfindsomme anvendelse af solsejl må vist tilfalde NASA. I 2018 skal Orion-rumskibet sendes på en ubemandet flyvning rundt om Månen. Ved den lejlighed vil man opsende ikke færre end 11 små cubesats, og to af dem er udstyret med solsejl på 85 kvadratmeter.
Den ene Cubesat er en ”6-U model” opbygget af seks af de små standardkasser. Den skal sendes mod en asteroide og foretage en langsom flyvning forbi asteroiden i kort afstand.
Det er måske ikke så opfindsomt, men det er til gengæld ”Lunar Flashlight”. Her bruger man et solsejl til at spejle sollys ned i bunden af et af de månekratere, hvis bund konstant ligger i skygge.
I disse skyggefulde kratere kommer temperaturen ned på -180 grader eller endnu mindre. Det giver mulighed for at finde is, som jo er nøglen til at bygge en base eller koloni på Månen.
Så bliver det spændende at se, om Lunar Flashlight kan lyse godt nok op til, at vi virkelig kan se, hvad der findes på bunden af disse kratere, hvor Solen ikke har skinnet i måske milliarder af år.
Hvis man er interesseret i rumfart, og specielt solsystemets udforskning med rumsonder, er der meget godt at hente på The Planetary Societys hjemmeside planetary.org.
Sejlet er specielt omtalt på siden sail.planetary.org. Vi kan også anbefale foreningens tidsskrift ”The Planetary Report” – som dog kun sendes til medlemmer.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
