Den store planet Jupiter er kommet i Halloween-humør. På NASA-billedet herunder af den nordlige del af planeten ses skyer og storme, som kan ligne et Picasso-maleri af et uhyggeligt ansigt.
Jupiter er så Halloween-begejstret, at udklædningen er taget på allerede i starten af september, og NASA har så valgt at sprede det på sociale platforme her i uhyggens højtid.
Billedet er taget af rumsonden Juno, der siden 2016 har fløjet i kredsløb om Jupiter på tæt hold. Juno ligger i kredsløb om planeten lige under Jupiters skyer.
Rumfartøjets opgave er at opklare nogle af de spørgsmål, vi har om Solsystemets største planet. Det er ikke sikkert, et af spørgsmålene til Jupiter var, hvorvidt planeten glæder sig til Halloween, men nu kender vi i hvert fald svaret.
Juno-rumfartøjet blev sendt mod Jupiter i 2011. Efter fem år nåede rumsonden Jupiter og har sidenhen leveret billeder og data til NASA.
Juno har allerede fuldført sin oprindelige mission for NASA. Men Juno fortsætter med at flyve i kredsløb rundt om planeten og sende billeder hjem til NASA indtil 2025, eller indtil satellitten ender sine dage.
Måske får vi lov at følge med i Jupiters kommende års Halloween-udklædninger.

bhe






























