Så du astronauterne fra Crew-6 i deres rumkapsel på himlen i dag, da de svævede mod Jorden efter en seks måneder lang rummission?
I så fald har du stået på Floridas kyst i USA, hvor rumkapslen plaskede ned i vandet.
Hjemrejsen blev forsinket med 24 timer grundet dårligt vejr. Men da rumkapslen endelig forlod Den Internationale Rumstation (ISS), gik rejsen helt efter bogen, skriver NASA i en pressemeddelelse.
De fire astronauter fra Crew-6 var på ISS i 186 dage, omkring samme antal dage Andreas Mogensen skal være på rumstationen.
På den tid tilbagelagde astronauterne næsten 80 millioner kilometer og nåede at flyve næsten 3.000 gange rundt om Jorden ombord på ISS, der flyver med 28.000 kilometer i timen.
Under deres ophold på ISS fik tre af astronauterne lov at komme på rumvandring, hvor den amerikanske astronaut Stephen Bowen kom på hele tre rumvandringer.
Om Andreas Mogensen får opfyldt sin drøm om også at komme på rumvandring, ved vi ikke endnu.
Vi ved dog, at han nok kan regne med nogenlunde samme hjemrejse som Crew-6, når Andreas Mogensen og resten af Crew-7 skal ned på samme vis.
Crew-6 startede hjemrejsen klokken 07.05 søndag og sluttede klokken 12.17 mandag amerikansk østkysttid. Et døgn og fem timer skulle det altså tage, fra de forlod ISS til de ramte jorden med et stort plask i vandet.
Andreas Mogensen skal efter planen foretage sin hjemrejse i slutningen af februar 2024.






























